|
Oversigt over Erkendelse af sandhed:
Bibelteksten er hentet fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992.
- Jeg er den jeg er - om åbenbaring, lov/profeter, Kristus og Koran
2. Mos. 3,14
- Fra evighed er jeg dannet - om erkendelsesevne og skabthed
Ordsp. 8
- Ordet var Gud - om inkarnation, logos i alt og præeksistens
Joh. 1,1-18
- Jeg er vejen, sandheden og livet - om eksklusivitet og inklusivitet
Joh. 14,6
- Gud har vidnet om sig selv for hedninge - om naturlig åbenbaring og naturlig gudserkendelse
Apg. 14,16-17
- Guds usynlige væsen har kunnet ses - om ingen undskyldning
Rom. 1,20
- Hedningene og loven - om ingen undskyldning og dom
Rom. 2,12-16
- Den usynlige Guds billede - om Kristus som Guds billede, åbenbaring og præeksistens
Kol. 1,15-17
Jeg er den jeg er
2. Mos. 3, 14f
Gud svarede Moses: »Jeg er den, jeg er!« Og han sagde: »Sådan skal du sige til israelitterne: Jeg Er har sendt mig til jer.«
Kommentar til teksten:
Dette er Guds åbenbaring af sig selv. Sandhed om Gud kan melde sig for menneskets bevidsthed på flere måder. Det kan ske, fx når Gud åbenbarer sig her som "jeg er, den jeg er". Og det er de ord, der danner klangbund for Jesu måde at åbenbare sit væsen, når han siger: "jeg er..." (vejen, sandheden, livet, verdens lys, den gode hyrde, vintræet), for på hebraisk (originalsproget) står der blot: "jeg er".
Jødedom, kristendom og islam er klassiske åbenbaringsreligioner - mennesket erkender den egentlige sandhed gennem mødet med Guds åbenbaring.
Sammenhæng:
Første fase af ørkenvandringen er begyndt. Folket er endnu uden for det forjættede land, og de lever under svære kår. I denne situation bliver patriarkernes efterkommere til det israelitiske folk. Moses introduceres i kap. 2, og han skal fungere som en slags formidler mellem Gud og folket. Gud åbenbarer sig for Moses i en brændende tornebusk. Da Moses spørger, hvem han er, svarer Gud: "Jeg er, den jeg er".
Citater:
Åbenbaring
"I daglig tale er åbenbaring en uventet og overraskende erkendelse, som regel af noget større, dybere eller smukkere end umiddelbart forventeligt. Åbenbaring er altid noget man modtager, ikke noget man selv skaber eller skaffer.
En åbenbaringsreligion er en religion, hvor man tror at Gud har åbenbaret sit væsen eller vilje for menneskene. I kristendommen skelner man mellem 'naturlig åbenbaring' og 'særlig åbenbaring'. Når man taler om 'naturlige åbenbaring', antager man, at det er muligt at se det guddommelige i den underfulde skabelse og/eller i menneskets etiske bevidsthed og adfærd. Den særlige åbenbaring er Guds direkte henvendelse til mennesket - gennem personer og ord. I bibelen i Gammel Testamente er Moses og profeterne formidlere af åbenbaringen, og den lov og de ord, de har modtaget, er åbenbaringen. I Ny Testamente er Jesus Kristus selv åbenbaringen - formidlet af vidners ord og fortælling om ham. Nogle former for kristendom mener at den særlige åbenbaring er den eneste vej til at tænke og forstå noget sandt om Gud."
(Kristen Skriver Frandsen)
Åbenbaring som forsoning eller vejledning
"Kristendommen og islam er enige om, at mennesket behøver åbenbaringen, og at dette behov hænger sammen med selve menneskets natur. Man går ud fra, at mennesket er svagt og ikke alene kan opnå betingelsen til forståelse af sandheden. Denne betingelse kommer derfor udefra. Den kan ikke opnås gennem tænkning og filosofi. Mens kristendommen holder fast ved sammenhængen mellem åbenbaring og synd, hvor Kristus bryder syndens magt og genetablerer fællesskabet med Gud gennem sin død og opstandelse, går den islamiske opfattelse af åbenbaringen ud fra 'menneskets glemsomhed' (al-ghafla) i forhold til den præeksistentielle pagt med Gud. I første tilfælde forsoner åbenbaringen, mens den i det andet tilfælde påminder og vejleder mennesket. I første tilfælde finder afgørelsen sted på et bestemt historisk tidspunkt (Gud går ind i historien), mens det i det andet tilfælde drejer sig om åbenbaringen som en proces, der starter allerede med Adam i Paradis og fuldendes med Muhammed som den sidste profet.
Kristendommen identificerer altså åbenbaring med Kristus, hvor Ordet er blevet kød, mens islam taler om Guds tegn (ƒyƒt), som bliver samlet i Bogen (Koranen)."
(Safet Bektovic)
Flere åbenbaringer gennem historien
"Kan Gud åbenbare sig flere gange? Det ligner lidt en falliterklæring, hvis Han ikke kan finde ud af at gøre det ordentlig første gang og er nødt til at prøve igen, som den melkitiske Theodor Abu Qurra ('Trøstens fader') skrev omkring 800. Men der ligger alligevel en tanke om progression, om fuldkommengørelse af tidligere åbenbaringer, både i kristendommen og islam. Jesus var ikke kommet for at nedbryde Loven, men for at fuldkommengøre den (Matt. 5,17). Og muslimske teologer har anerkendt Moseloven og Evangelierne som åbenbaringer, der bare ikke er blevet rigtig modtaget, og derfor var det nødvendigt med en ny, endegyldig åbenbaring med Koranen. Det forklares med begrebet tahrif, der betyder 'ændringer'."
(Kurt Villads Jensen).
Læs hele hans artikel med udgangspunkt i forståelsen af Den augsburgske trosbekendelse.
Fra evighed er jeg dannet
Ordsp. 8
… Som begyndelsen på sine handlinger skabte Herren mig, som det første af sine værker dengang. Fra evighed er jeg dannet, fra begyndelsen, før jorden blev til…
Kommentar til teksten:
I dette kapitel er visdommen personificeret som en kvinde (på græsk: Sofia), der priser sig selv som skaberens første og ypperste skabning, hvis formål det er at lede mennesker til livet og lykken.
Når visdommen er med ved skabelsen kan mennesket med al sin del af visdom erkende sandt om meget menneskeligt og om Gud.
Der er en vis lighed mellem visdommens funktion ved skabelsen i Ordsprogenes bog og Ordets funktion (logos) i Johannesevangeliet. Men der er også væsentlig forskel. I Ordsprogenes bog er visdommen skabt og ikke Gud selv, mens Johannesevangeliet udtrykkeligt skriver: "Ordet var Gud".
Muslimer ville i øvrigt kunne acceptere forestillingen i Ordsprogenes bog, men Johannesevangeliets opfattelse ikke kan rummes af Islam (Sura 4,171 og Sura 3,59). Baidawi, islamisk fortolker fra det 13. årh. har i den sammenhæng udtalt: "Jesus kaldes "et ord" fordi han blev til ved Guds befaling uden en far og ligner på den måde de nye skabninger" - han er altså netop skabt, ikke født - og slet ikke selv skaber.
Denne problematik ligner den arianske strid i 300-tallet. Arianerne betragtede Kristus som et mellemvæsen mellem GUd og skabningen, og de benægtede væsentligheden mellem Faderen og Sønnen. Arianernes lære blev fordømt på Nikæa-koncilet i 325.
Se også: Johannesevangeliets prolog (Joh. 1)
Sammenhæng:
Ordsprogenes bog tilhører visdomslitteraturen, og indeholder en række forskellige belærende udsagn, formaninger og eksempelfortællinger. Enkelte steder, som fx dette kapitel, er der tale om visdomsdigte.
Visdommen som gammeltestamentligt begreb betegner en bestemt livsindstilling. I den positive visdom er der en grundlæggende forståelse af, at individuel, materiel velstand og personlig lykke er tilværelsens mål, og at der er neksus mellem retfærdighed og lykke. Den skeptiske visdom (fx Jobs bog) sætter spørgsmålstegn ved denne sammenhæng.
I Ordspr. 8 er der tale om en positiv, teoretisk visdom. Her forsøges det, at bibringe en forståelse af verdens retfærdige sammenhæng.
Visdommen fortæller om alt det gode, den bevirker blandt mennesker - om hvordan den er skabt, men dog er den evig, og den medvirker ved den øvrige skabelse.
Ordet var Gud
Joh. 1, 1-18
I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. Han var i begyndelsen hos Gud. Alt blev til ved ham, og uden ham blev intet til af det, som er. I ham var liv, og livet var menneskers lys. Og lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke…
Kommentar til teksten:
Johannesevangeliets prolog om "Ordet" fortæller, at Jesus Kristus er Ordet (Logos), som er Gud, og som skabte alt, og som nu i Jesus tager bolig i kød og blod. Dvs. at det inkarnerer sig i tid og rum i én persin. Prologen er skrevet ind i den hellenistiske tankeverden, idet logos er i baggrunden i hellenismen.
I hellenistisk sammenhæng forstås "Logos" som den besjælede, universelle fornuft, der er det indetste i alle ting. Det kan evt. være udfoldet i tanken om guddommeligt "logos spermatikos" - et fornuftssædekorn, der er spredt i alle ting og mennesker.
Hos den hellenistisk-jødiske filosof, Filon er "Logos" det redskab, Gud skaber verden med - jfr. Ordsprogenes bog. Nærmest Gud står logos som en afglans af Gud, og vendt mod mennesker fremstår logos som det åbenbarede ord. Logos er mellemled mellem Gud og mennesker.
Det særlige ved Johannesevangeliets forståelse er, at logos' inkarnation ikke bare er det guddommeliges almene inkarnation i alt, men er inkarnationen af hele den guddommelige fylde "koncentreret" i Jesus Kristus. Der er altså en vis lighed mellem visdommens funktion ved skabelsen i Ordsprogenes bog og "Ordets" (Logos) i Johannesevangeliet, men der er også væsentlig forskel. I Ordsprogenes bog er visdommen skabt og ikke Gud selv, mens Johannesevangeliet udtrykkeligt skriver: "Ordet var Gud". Dvs. at der er en forbindelse mellem Gud og Ordet, men mellem Gud og Kristus, som foruden at være med før al tid vandrede rundt i kød og blod på et bestemt tidspunkt i historien.
Muslimer ville i øvrigt kunne acceptere forestillingen i Ordsprogenes bog - se via Ordsprogenes bog Islamisk forståelse af Jesus som Guds ord.
Sammenhæng:
Joh. 1,1-18 kaldes Johannesprologen. Det er altså indledningen til Johannesevangeliet, som er det seneste af de fire evangeliet. Det er samtidig det evangelium med den højeste kristologi, hvilket vil sige, at guddommeliggørelsen af Jesus når et klimaks i dette skrift.
Prologen indeholder en ”hermeneutik i stadier”, som fungerer som en slags guide til læsning af den resterende del, men tydeligt er det i hvert fald, at der ikke er tale om nogen kriminalroman her, for hele løsningen gives allerede i de første 18 vers.
Citater:
Præeksistensen af Muhammes' lys
(I en diskussion af om islam bare har overtaget stumper af andre religioner - fx kristendom, jødedom og manikæisme): "Det er ikke sådan. Det er en guddommelig religion, og islam begyndte ikke med profeten Muhammeds fødsel, men eksisterede enddog før universets skabelse, da der ikke var nogen undtagen Gud og 'Muhammeds lys'."
(Na‹ma Zahedi, Pakistan)
Historiens Herre
"... for ved Kristus består alle ting. Men det betyder også, at Kristus er historiens herre. Verdenshistoriens (og religionshistoriens) forløb er ingen tilfældighed, selvom vi ikke med tanken kan udfinde nogen plan for dens forløb. Troen fastholder, at Kristus ved Faderens højre hånd, som den himmeIfarne Kristus og i sin præeksistens, er historiens herre, at den skjulte og uudforskelige vilje, som vi møder i historiens begivenheder, er den samme åbenbarede vilje, som taler til os i evangeliets frelsesbudskab, at den vil os det samme."
(Regin Prentner: Skabelse og genløsning, side 205)
Jeg er vejen, sandheden og livet
Joh. 14, 6
Jesus sagde til ham: »Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig.
Kommentar til teksten:
Stedet er klassisk i spørgsmålet om religionsdialog, for er teksten her inklusiv eller eksklusiv? Den er undertiden blevet anvendt som begrundelse for kristendommens eksklusive adgang til sandheden, undertiden som begrundelse for netop det modsatte.
Man kan lægge vægten på, at det er Gud som faderen, man kun kommer til gennem Jesus. Der kan så ikke uden videre sluttes til, at anden tro ikke kan rumme sandhed om Gud - som fx skaber eller som etikken mener; udspring og kriterium.
Alt efter hvordan man forstår Kristus (altså det "mig", den troende/erkendende skal komme til Gud ved), kan der argumenteres for at udsagnet således er inklusivt. De nedenstående citater afspejler forskellige synspunkter.
I øvrigt var Joh. 14,6 er udgangspunkt for Barmen-erklæring (1934), i dens undsigelse af De tyske Kristnes hævdelse af at den nazistiske ideologi kunne gøre berettiget krav på sandhed.
Se også:
Sammenhæng:
”Jeg er vejen, sandheden og livet. Ingen kommer til Faderen uden ved mig. Kender I mig, vil I også kende min Fader”. Sådan siger Jesus i en af sine afskedssamtaler med disciplene. Han trøster dem med, at hans fars hus har mange boliger, og at han vil gå forud for dem for at gøre plads rede til dem. ”Og de kender jo vejen,” tilføjer han. Dertil spørger Thomas, hvordan de kan kende vejen, og her falder svaret så: ”Jeg er vejen, sandheden og livet...”
I øvrigt var Joh. 14,6 er udgangspunkt for Barmen-erklæring (1934) i dens undsigelse af De tyske Kristnes hævdelse af at den nazistiske ideologi kunne gøre berettiget krav på sandhed.
Citater:
Kristus eneste mulighed
"Fra sin første begyndelse er kristendommen eller rettere Kristus blevet forkyndt som menneskets eneste mulighed. Dette er ikke et tilfældigt træk ved kristendommen, en mærkværdighed som uden større bivirkninger kan bortskæres. Det hører med til selve dens væsen, således at når det ophæves, ophæves med nødvendighed kristendommen selv. Ikke sådan at forstå, at kristendommen eller evangeliet som sådan skulle være ophævet, men sådan at forstå, at der, hvor Kristus føres frem som en mulighed på linie med andre muligheder, drejer det sig ikke mere om kristendom.
Dermed er det på forhånd gjort umuligt at lade kristendommen indgå i en slags fælles religiøs pulje, hvortil hver religion ydede sit bidrag. Kristendommen ville nemlig med det samme være ophævet, således at det ikke var kristendommen, der indgik i puljen, men noget helt andet. Det samme gælder forsøget på at anbefale kristendommen som det, der passer bedst til en vis gruppe af menneskene, f. eks. vesteuropæere, mens andre grupper af mennesker kan holde sig til det, der bedre passer for dem. Hvad man end taler om i den forbindelse, om kristendom er det ikke. For det hører til kristendommens væsen, at Kristus er eneste mulighed."
(Rudolf Arendt)
Også forhold til Gud i andre religioner
"'Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig'. Dette udsagn, som optræder Jesu afskedstale i Johannesevangeliet, er ofte taget ud af sin kontekst. Det siger selvfølgelig ikke at ingen kommer til Gud. Helt klart gjorde jøderne det. Denne tekst bør ikke bruges til at udelukke muligheden for et forhold til Gud inden for muslimske, sikh- eller andre fællesskaber. Jesus taler om et forhold til 'Faderen'. Det er den særlige måde at forbinde sig med den universelle Gud, som han tilbyder, sådan som det er understreget i 'Fadervor', med tilladelsen til dagligt at tale til Gud som 'Abba' [...] Vi bør også lægge mærke til sammenhængen med 'I min fars hus er der mange boliger' (14:2). Dette er en tekst, som ofte glemmes af dem, som citerer John 14:6. Det kan også kobles sammen med John 10:16, 'Jeg har andre får, som ikke tilhører denne fold'.
Men et hovedspørgsmål til disse vers er, hvem refererer 'mig' til i ordene 'undtagen ved mig'. Er det Jesus af Nazareth, den inkarnerede? Eller er det også Kristus, det evige Logos? Hvis det sidste gælder, kan John 14:6 ses som et universelt udsagn: når et menneske kommer i dyb forbindelse med Gud, sker det ved det evige logos' mellemkomst. Det Ord tog bolig i Jesus, men det er ikke begrænset til hans person; det findes overalt, hvor mennesker følger den måde at give afkald på sit eget, som er en del af sagen. Hvis Jesus er Ordet (Logos), 'er intet af det som er blevet til, blevet til uden ham' (John 1:3), og i ham er der liv. Han s udsagn kan ses som inklusivt, ikke eksklusivt"
(Andrew Wingate, side 74f)
Sandheden er en vej til de andre
"Johannesevangeliets betydning for religionsmødet ligger ikke mindst i dets forståelse af sandheden. Her er sammenknytningen af vejen og sandheden i 14,6 af særlig interesse. Når Jesus kalder sig selv for vejen, betyder det to ting. Han er på den ene side målet for vandringen og på den anden side vejen frem til målet. Problemet er, at vi ofte har gjort Kristus til vejen i den forstand, at der ikke mere er nogen vej at gå. Vi tror, at vi er fremme, og at vi har hele sandheden, som vi så kan belære de andre med. Men Kristusvejen er - som det er blevet sagt - ikke et sted, man bor, men en vej man går.
Hvis man anvender Joh 14,6 til at lukke døren for enhver samtale med de andre, kommer man let til at opfatte sandheden som en dogmatisk læresætning, dvs. noget afsluttet og definitivt. Den forståelse af sandheden er en hæmsko for ethvert ægte møde mellem personer af forskellig tro. Sandheden er ikke korrekthed, men liv og kærlighed. Den er ikke en knippel, man kan slå andre med. Den, der slår andre med sandheden, har ikke sandheden, men kun sit eget had og sine egne urene tanker som våben. Sandheden er der, hvor horisonten er åben og fri, hvor verdens problemer ses i øjnene, og hvor der løses op for angsten. Sandheden er ikke en mur, der skiller os fra hinanden. Den er en vej til de andre."
(Johannes Nissen: Sandheden og kærligheden - om Johannesevangeliet og religionsmødet, Årsskrift for Det Teologiske Fakultet ved Aarhus Universitet 2005)
Gud har vidnet om sig selv for hedninge
Apg. 14,16-17
I tidligere tider har Gud ladet alle hedninger gå deres egne veje, og alligevel har han vidnet om sig selv gennem sine velgerninger ved at give jer regn fra himlen og frugtbare årstider, ved at mætte jer og ved at fylde jeres hjerter med glæde.
Kommentar til teksten:
Som skaberen er Gud nærværende i verden
Citat: "Nu er det ikke det eneste, Det Nye Testamente siger om Gud, at der kun er frelse i Jesu navn. Der tales også stærkt om, at Gud er virksom i andre religioner. Ved siden af den specielle åbenbaring er der den generelle åbenbaring. Som skaberen er Gud nærværende i verden, hvilket viser sig i natur og historie, i kultur og religion. Som det udtrykkes i Apostlenes Gerninger: Gud har ikke efterladt os uden et vidnesbyrd. Han har vist os velgerninger, givet regn og frugtbarhed, mættet mennesker med føde og klæde (Apg. 14,17). Eller som Paulus siger det i Romerbrevet: Guds magt og guddommelighed har via hans gerninger kunnet ses med den troendes øje fra begyndelsen (Rom. 1,20). ... Missionærerne var ofte deres egne første konvertitter; de måtte revidere deres opfattelse af, at de var kommet til jomfrueligt hedensk land, idet de opdagede, at Gud allerede var der i forvejen, måske under et andet navn, men dog genkendelig. Ifølge kristen opfattelse viser Gud sig på denne dobbelte måde. Inklusivt åbenbarer Gud sig i den måde, tingene er. Al religion er menneskelige svar på den almene guddommelige åbenbaring. De svar kan tage sig meget forskellige ud; men de er som flest ikke udtryk for løgn og bedrag. Der er sandhed, skønhed, godhed og høj moral i de fleste religioner. Men Gud åbenbarer sig altså også eksklusivt i Jesus Kristus, for han er efter kristen opfattelse Guds endelige åbenbaring, hvor det bliver tydeligt, hvad der er menneskets egentlige bestemmelse, at vi skal vise barmhjertighed og leve i selvhengivende kærlighed".
Viggo Mortensen i Kristendommen under forvandling, s. 171
Sammenhæng:
Skriftet, Apostlenes Gerninger handler om de kristnes første årtier efter Jesu død, og det er skrevet af samme forfatter som Lukasevangeliet. Paulus brugte mange år på at rejse rundt på sine såkaldte missionsrejser, og lige inden han ankom til Jerusalem, gjorde han holdt i Lystra, hvor der blev stor opstand, da Paulus helbredte en mand!
Guds usynlige væsen har kunnet ses
Rom. 1, 20
For hans usynlige væsen, både hans evige kraft og hans guddommelighed, har kunnet ses siden verdens skabelse og kendes på hans gerninger. De har altså ingen undskyldning.
Kommentar til teksten:
Paulus er her inde på, at alle mennesker har haft en chance for at kende Gud, for Gud har allerede åbenbaret det, som man kan vide om ham. I kraft af skabelsen og det under, den var og er, kan Guds evige kraft og guddommelighed ses. Guds daglige nyskabelse og opretholdende skabelse er de gerninger, der viser, at hans kraft er evig, og at hans usynlige væsen alligevel træder frem.
Se også: Ap.G 14,16-17
Sammenhæng:
Romerbrevet er et af Paulus’ breve. Han skriver til de kristne i Rom, fordi han gerne vil aflægge dem et besøg for at præsentere sig selv og sit evangelium. Desuden har Paulus brug for deres støtte i forbindelse med den missionsrejse, som han planlægger.
Paulus fremlægger og begunstiger i dette brev sin teologi, og han gør sin egen mission blandt hedninge til forudsætning for hele Israels frelse.
I brevets første hoveddel (den, der er aktuel her) argumenterer Paulus for, at alle mennesker er syndere, og derfor er såvel jøder som hedninge stillet lige under Guds dom, under forsoningen og frelsen i Kristus.
Hedningene og loven
Rom. 2,12-16
De, som har syndet uden loven, vil også gå fortabt uden loven. Og de, som har syndet under loven, vil blive dømt efter loven. For det er ikke dem, som hører loven, der er retfærdige for Gud, men de, som gør loven, vil blive gjort retfærdige. For når hedningerne, der ikke har loven, af naturen gør, hvad loven siger, så er de, uden at have en lov, deres egen lov. De viser, at de har den gerning, som loven kræver, skrevet i deres hjerte, og deres samvittighed optræder som vidne, og deres tanker anklager eller forsvarer hinanden – på den dag, da Gud dømmer det, som skjuler sig i mennesker, efter mit evangelium ved Kristus Jesus.
Kommentar til teksten:
Synsvinklen er først fremmest, at ingen er uden undskyldning over for den kommende dom – og jøde som hedning har brug for Kristus.
Det drejer sig om at gøre loven; dermed kan man blive retfærdig. Selvom man ikke kender loven, men alligevel gør den, så har man dermed i sit hjerte den gerning, som loven kræver. Idet Paulus mener, at enhver har brug for Kristus, så siger han, at alle mennesker er medtænkt og inkluderet i Guds store frelsesplan.
Synsvinklen er først fremmest at ingen er uden undskyldning over for den kommende dom - og jøde som hedning har brug for Kristus.
Sammenhæng:
Det er stadig Paulus’ brev til romerne (se ovenfor), og Paulus uddyber her, hvad han mener med, at alle mennesker er syndere, og derfor er såvel jøder som hedninge stillet lige under Guds dom, under forsoningen og frelsen i Kristus.
Den usynlige Guds billede
Kol. 1,15-17
Han er den usynlige Guds billede, al skabnings førstefødte. I ham blev alting skabt i himlene og på jorden, det synlige og det usynlige, troner og herskere, magter og myndigheder. Ved ham og til ham er alting skabt. Han er forud for alt, og alt består ved ham.
Kommentar til teksten:
Gud er usynlig, men Jesus Kristus er hans billede. Det vil sige, at Kristus åbenbarer hans væsen; ikke bare gennem ord og lære, men gennem alt det, han var i verden, sit liv, sin død og opstandelse.
Kristus er som den specielle åbenbaring dels menneskers vej til frelse og dels det link, der kobler skaberguden og faderguden sammen, idet menneskers forløsning nås gennem Kristus, som beskrives som al skabnings førstefødte. Faderen, som har ladet Kristus føde, har via ham vist mennesker forløsningens vej til syndernes forladelse.
Sammenhæng:
Kolossenserbrevet er skrevet af Paulus til menigheden i Kolossæ. Brevets anliggende er at formane menigheden, der skal bekræftes i troen på Kristus og belæres om kristen livsførelse. Kap. 1,9-23 er en bøn om at kunne leve efter Guds vilje og en appel om at kunne holde fast ved evangeliet om Kristus.
Se også: Om åbenbaring [Den naturlige og den særlige åbenbaring]
|
