|
Oversigt over Frelse og forløsning:
Bibelteksten er hentet fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992.
- Jeg har får som ikke tilhører denne fold - om indenfor og udenfor
Joh. 10,16f
- I min Faders hus er der mange boliger - om Guds rummelighed
Joh. 14,1f
- ..der er ikke frelse i nogen anden.. - om inklusiv/eksklusiv og vejen til frelse
Apg. 4,12f
- Cornelius omvendelse og dåb - om konvertitten og ikke personanseelse
Apg. 10,1-48
- Hele skabningen venter i længsel - om Helligånd og universel længsel
Rom. 8,19f
- Evangeliets fjender - om Kristus, religionshistoriens Herre
Rom. 11,28-34
- Ligesom alle dør med Adam.. - om alles frelse
1. Kor. 15,22
- Gud bliver alt i alle - om universalitet og hvem bliver ikke frelst?
1. Kor. 15,28f
- I er alle en i Kristus - om universalitet og ikke forskel på jøde og græker
Gal. 3,28f
- ethvert knæ skal bøje sig.. - om Kristi almagt og universalitet
Fil. 2,11f
- I Kristus forsoner guddomsfylden alt - om universalitet og alforsoning
Kol. 1,15-23
- Tro er fast tillid - om tro, mening, tilslutning og tilegnelse
Hebr. 11,1f
Jeg har får som ikke tilhører denne fold
Joh. 10,16f
Jeg har også andre får, som ikke hører til denne fold; også dem skal jeg lede, og de skal høre min røst, og der skal blive én hjord, én hyrde.
Kommentar til teksten:
”Denne fold” er billede på jøderne, som er det folk Jesus selv tilhørte. ”De andre får” er billede på de hedninge, som den første kirke hurtigt inkluderede og overvejende kom til at bestå af. Jesus viser sig her i stand til at inkludere alle i sin tjeneste, og det er her tydeligt, at det er begrebet, ”alles frelse”, der er i spil. Der er i den forstand ikke forskel på om man er jøde eller hedning. Spørgsmålet er så bare, om muslimer, sikher, hinduer, buddhister siges at være dækket af samme billede.
Læs evt. også fortolkninger af Jeg er vejen, sandheden og livet, især Johannes Nissen.
Sammenhæng:
Johannesevangeliet er det seneste af de fire evangelier. Det gennemgående tema i evangeliet er kristologi, og ethvert emne kulminerer dermed altid i en fremstilling af Jesu persons betydning. Johannesevangeliet er den første tekst i kanon, der med sin brug af logos direkte peger på en forståelse af Kristi præeksistens og universalitet.
I min Faders hus er der mange boliger
Joh. 14,1f
Jeres hjerte må ikke forfærdes! Tro på Gud, og tro på mig! I min faders hus er der mange boliger; hvis ikke, ville jeg så have sagt, at jeg går bort for at gøre en plads rede for jer?
Kommentar til teksten:
Dette udsagn viser noget om Guds rummelighed og noget om, at der er gjort plads til alle i Faderens hus efter dommens dag. Men teksten fortæller videre, at det er Jesus, der er vejen til denne frelse, så spørgsmålet er, om Faderens hus også rummer mennesker, der har andre forestillinger om Gud end kristendommens?
Sammenhæng:
Johannesevangeliet er det seneste af de fire evangelier. Det gennemgående tema i evangeliet er kristologi, og ethvert emne kulminerer dermed altid i en fremstilling af Jesu persons betydning. Johannesevangeliet er den første tekst i kanon, der med sin brug af logos direkte peger på en forståelse af Kristi præeksistens og universalitet.
Jesu ord, som falder i nogle trøstende og opmuntrende ord til disciplene, fortsætter med hans tale om, hvordan man kun ved ham kommer til Faderen.
...der er ikke frelse i nogen anden...
Apg. 4,12f
Og der er ikke frelse i nogen anden, ja, der er ikke givet mennesker noget andet navn under himlen, som vi kan blive frelst ved.«
Kommentar til teksten:
På baggrund af en konfliktsituation med sit eget folk, jøderne, erklærer Peter, at frelsen eksklusivt nås igennem Jesus Kristus. Ved siden af Jesu ord ”Ingen kommer til Faderen uden ved mig (Joh. 14,6)” er stedet her en af de bibelhenvisninger, som hyppigst anvendes til at understrege, at kristendommen er den eneste vej til frelse.
Ingen nytestamentlig forfatter forestiller sig, at der skal forkyndes andre veje til Gud end den, der er åbenbaret gennem Jesus Kristus, og som kan følges slet og ret ved at tro på ham som Guds åbenbaring.
Men Det Nye Testamente udelukker ikke, at Gud kan skabe og har skabt forståelse for sig selv og sandheden og længsel efter sandhed, før mennesker har hørt om Jesus Kristus (læs fx Rom. 1,20 og Rom. 8,19f), men i sidste ende er det Kristus, der er vejen til frelse.
Udsagnet kan danne udgangspunkt for overvejelser over hvad frelse er. Jfr. nedenfor.
Sammenhæng:
Skriftet, Apostlenes Gerninger handler om de kristnes første årtier efter Jesu død, og det er skrevet af samme forfatter som Lukasevangeliet. Vi befinder os her i Jerusalem, hvor apostlene forkynder evangeliet, selvom de jødiske myndigheder har forsøgt at standse dette.
Disciplene er i Jerusalem trukket til forhør i det jødiske råd på grund af en helbredelse, som har haft massedåb (5000 døbte) til følge. Peter forkynder fyldt af Helligånden, at det er sket ved navnet Jesus Kristus fra Nazareth - den Jesus, som jøderne havde korsfæstet, men som Gud har opvakt fra de døde. ”Og der er ikke frelse i nogen anden, ja, der er ikke givet mennesker noget andet navn under himlen, som vi kan blive frelst ved.” Rådet prøver at give dem forbud mod at forkynde, men de kan ikke lade være med at tale om, hvad de har set og hørt, og rådet tør af hensyn til folket ikke gribe ind. Da de derefter samles, styrkes disciplene af Helligånden, og vi hører om, hvordan de og menigheden er ét hjerte og én sjæl; alle deler alt, også ejendom, med hinanden.
Citater:
Bud på hvad frelse kan være
- Frelse er at jeg finder en indre ligevægt, så intet generer og rammer mig
- Frelse er at 'jeg'/min sjæl ikke går til grunde og dør, når jeg dør
- Frelse er at et idealliv og et idealfællesskab griber menneskene og former samliv og samfund
- Frelse er en universel gennemgribende ting, hvor det onde og døden overvindes, og alt bliver godt
(Bibel - og mødet med anden tro 14, side 14)
Cornelius omvendelse og dåb
Apg. 10,1-48
… Han sagde til dem: »I ved, at det ikke er tilladt for en jøde at omgås eller besøge nogen fra et fremmed folk. Men Gud har vist mig, at jeg ikke skal kalde noget menneske vanhelligt eller urent…
Kommentar til teksten:
Der er ikke favoriter i Guds øjne. Der er ingen forhåndsbetingelser for omvendelse. Også hedningens fromhed kan åbne til møde med engle og Helligånd, ogden kan være vej til omvendelse.
I religionsmødesammenhæng kan teksten betyde, at man som kristen altid må møde den anderledes troende som et menneske, der i næste nu kan have lige så meget del i Helligånden som én selv.
Om Cornelius ville have været lige så "god" i Guds øjne, hvis han ikke havde omvendt sig, er et spørgsmål uden for tekstens fokus. Han er i forvejen Guds, og Gud leder ham til omvendelse og dåb.
Skal den kristne se muslimen, hinduen og buddhisten på samme måde?
Se også: Troen hos den kananæiske kvinde (Matt 15,21f) - Samme Gud - eller.. (1. Joh. 2,23..)
Sammenhæng:
Skriftet, Apostlenes Gerninger handler om de kristnes første årtier efter Jesu død, og det er skrevet af samme forfatter som Lukasevangeliet.
Den romerske officer, Cornelius er from og gudfrygtig, beder bestandig og giver almisser. En engel viser sig for ham og befaler ham at opsøge Peter. Han sender folk af sted efter ham. Peter har samtidig et syn, hvor han ser en dug dækket med al slags mad, også ting der var urene i følge loven, men Gud befaler ham at slagte og spise.
Delegationen fra Cornelius ankommer og får Peter med til Casarea, hvor Cornelius er.
Peter forstår og forkynder ”at Gud gør ikke forskel på nogen, men at han i hvilket som helst folk tager imod den, der frygter ham og øver retfærdighed. Det er det ord, Gud sendte til Israels børn, da han forkyndte fred ved Jesus Kristus; han er alles Herre.” Peter prædiker videre over Jesu liv, død og opstandelse. Efter prædikenen kommer Helligånden over alle, der hører ordet. Og da hedningene på den måde har fået Helligånden, befaler Peter, at de skal døbes.
På den måde blev Cornelius den første hedningekristne!
Citater:
Konvertittens erfaring - samme Gud eller ikke samme Gud?
"jeg mener ikke endnu at have set nogen forholde sig til den realitet, at kristne konvertitter fra islam faktisk taler om, at de med evangeliet har lært den Gud at kende, som de hidtil kun havde haft en underkastelsens og frygtens forhold til.
Skal vores teologiske sprog ikke også kunne dække den realitet? Og skal vores lære ikke formuleres på en sådan måde, at vi også i virkelighedens verden bliver i stand til at møde ikke-kristne med evangeliet?
Niels Henrik Arendt, Kristeligt Dagblad 27. juni 2006.
(I debatten foreslår Niels Henrik Arendt videre, at vi siger 'vi tror ikke det samme om Gud' i stedet for det problematisk bastante enten 'vi tror på samme Gud' eller 'vi tror ikke på samme Gud')."
(Bibel - og mødet med anden tro, side 7)
Hele skabningen venter i længsel
Rom. 8,19f
For skabningen venter med længsel på, at Guds børn skal åbenbares.
Kommentar til teksten:
Teksten giver anledning til en debat om, om ånden også ytrer sig igennem de andres religioners længsel, eller om det er forbeholdt kristendommen. Paulus lægger ikke skjul på, at det er denne længsel/dette håb, der gør frelsen til en mulighed, men det handler netop om Guds ånd og ikke om Kristus i denne tekst, så hvis en muslim, en buddhist, en sikh eller en hindu finder hvile gennem sin tro, kunne det måske anses for at være hvile i Gud og dermed begyndende opfyldelse af den universelle længsel.
Se også: .
Sammenhæng:
Romerbrevet er et af Paulus’ breve. Han skriver til de kristne i Rom, fordi han gerne vil aflægge dem et besøg for at præsentere sig selv og sit evangelium. Desuden har Paulus brug for deres støtte i forbindelse med den missionsrejse, han planlægger.
Paulus fremlægger og begunstiger i dette brev sin teologi, og han gør sin egen mission blandt hedninge til forudsætning for hele Israels frelse.
Denne tekst befinder sig i brevets anden hoveddel, der karakteriserer den kristne eksistens som nådens og åndens liv i kamp mod synden og kødet.
Citater:
"Mit hjerte er uroligt, indtil det finder hvile i dig"
(Augustin)
"Ghandi var ikke kristen, men har blandt andet sagt: 'Den, der når ind til hjertet af sin egen religion, når også til hjertet af de andres.' Det er en kontroversiel påstand i dag, men ikke desto mindre rigtig for mig."
(Ebbe Kløvedal Reich. Kristeligt Dagblad 11. sept. 2004)
Evangeliets fjender
Rom. 11,28-34
I forhold til evangeliet er de fjender, og det er de for jeres skyld; men i forhold til udvælgelsen er de elskede, og det er de for fædrenes skyld. For sine nådegaver og sit kald fortryder Gud ikke. v30 For ligesom I engang var ulydige mod Gud, men nu har fundet barmhjertighed som følge af deres ulydighed, sådan er de nu også blevet ulydige som følge af den barmhjertighed, som er vist jer, for at også de kan finde barmhjertighed. For Gud har indesluttet alle i ulydighed for at vise alle barmhjertighed…
Kommentar til teksten:
I forhold til evangeliet er jøderne, som ikke er blevet kristne, fjender, men i forhold til udvælgelsen (Guds plan) er de (Guds) elskede.
Paulus kunne ikke udelukke jøderne fra den endelige frelse. Hvorfor de ikke ville tro, hører til Guds uransagelige veje, og ved tidernes ende løses gåden af Guds barmhjertighed. Man kan altså være fjender af evangeliet og dog være en del af og mål for Guds frelsesplan.
Regin Prenter minder om, at Kristus selv er historiens og religionshistoriens Herre - i al dens uransagelighed - så vi må stole på, at det er samme vilje, vi ser i historiens gang - også i de nye religioners fremkomst, som åbenbaredes i Jesus Kristus.
Også i koranen kan vi finde den tålmodighed overfor forekomsten af anderledes troende (jøder og kristne), som udspringer af troen på Guds almagt.
Sammenhæng:
Romerbrevet er et af Paulus’ breve. Han skriver til de kristne i Rom, fordi han gerne vil aflægge dem et besøg for at præsentere sig selv og sit evangelium. Desuden har Paulus brug for deres støtte i forbindelse med den missionsrejse, han planlægger.
Paulus fremlægger og begunstiger i dette brev sin teologi, og han gør sin egen mission blandt hedninge til forudsætning for hele Israels frelse.
Problemet er her, at hedninger omvender sig, mens jøder afviser Kristus, og de er dermed udelukket fra frelsen. Det er en personlig anfægtelse for Paulus, men her ser Paulus alligevel et håb for hele Israel, for han mener, at jødernes afvisning kun er midlertidig, for når missionen blandt hedningerne er afsluttet, vil jøderne alligevel omvende sig af misundelse, og dermed kan Guds store frelsesplan alligevel gennemføres!
Citater:
Historiens herre
"for ved Kristus består alle ting. Men det betyder også, at Kristus er historiens herre. Verdenshistoriens (og religionshistoriens) forløb er ingen tilfældighed, selvom vi ikke med tanken kan udfinde nogen plan for dens forløb. Troen fastholder, at Kristus ved Faderens højre hånd, som den himmeIfarne Kristus og i sin præeksistens, er historiens herre, at den skjulte og uudforskelige vilje, som vi møder i historiens begivenheder, er den samme åbenbarede vilje, som taler til os i evangeliets frelsesbudskab, at den vil os det samme."
(Regin Prenter: Skabelse og Genløsning, side 205)
Ligesom alle dør med Adam...
1. Kor. 15,22f
For ligesom alle dør med Adam, skal også alle gøres levende med Kristus.
Kommentar til teksten:
Den sammenkædning af Adam og Kristus, som Paulus foretager, betyder, at Paulus ser hele menneskeslægten spændt ud mellem to ”punkter”:
Det første menneske er mennesket i sin urtilstand. Det er Adam, som blev skabt af Gud, men som faldt ud af det umiddelbare gudsforhold, da synden og dermed døden kom ind i verden.
Det sidste menneske; Kristus, som genopretter og heler bruddet mellem Gud og menneske.
Paulus forkynder med denne tekst alles frelse, men læses teksten ind i dens rette tid og kontekst, må man nok forstå Paulus’ budskab som hele menighedens frelse. Paulus taler ikke universalistisk her, men spørgsmålet er, om man alligevel kan forstå det sådan; om man med denne tekst kan antage, at den endelige forløsning gælder hele menneskeslægten - også med dens forskellige religioner og dens vekslende grad af erkendelse og tro.
Sammenhæng:
1. Korintherbrev er et af Paulus’ breve. Det er skrevet, fordi en krise er opstået inden for menigheden i Korinth og dennes forhold til Paulus. Det er denne krise, som Paulus med brevet forsøger at løse.
”For ligesom alle dør med Adam, skal også alle gøres levende med Kristus”. Paulus er her ved at genopfriske det evangelium, som han tidligere har forkyndt for menigheden i Korinth.
Citater:
"Adam og Kristus typologien står og falder med den fuldkomne genoprettelse. Ligesom alle mennesker er 'indeholdt' i Adam, således har Kristi Kors og opstandelse betydning for alle mennesker. Når alle er skabt i Kristus, må også alle forløses i Kristus."
(Kaj Mogensen, Prbl. 2006 s. 354)
Gud bliver alt i alle
1. Kor. 15,28f
Og når så alt er underlagt ham, skal også Sønnen selv underlægge sig under ham, som har lagt alt under ham, for at Gud kan være alt i alle.
Kommentar til teksten:
Den kristne forståelse af frelse eller forløsning har et universelt og eskatologisk perspektiv (eskatologi = læren om tidernes ende). Frelsen og forløsningen gælder alt, og de betyder tidens ophør.
Hvem falder udenfor forløsningen? Den ukærlige, der måske ikke engang er bevidst om sin ukærlighed (Verdensdommen, Matt. 25)? Eller den med en anden tro, som ikke nåede at omvende sig, enten fordi han ikke ville eller aldrig havde fået muligheden? Eller måske den, som ingen huskede at lade sig døbe for?
Sammenhæng:
1. Korintherbrev er et af Paulus’ breve. Det er skrevet, fordi en krise er opstået inden for menigheden i Korinth og dennes forhold til Paulus. Det er denne krise, som Paulus med brevet forsøger at løse.
Ved tidernes ende bliver alt underlagt Kristus, og den sidste fjende, der tilintetgøres, er døden, men da det er Gud, der er den egentlige handlende, når han lægger alt under Kristus, lægger Kristus sig til sidst under Gud for at Gud kan være alt i alle. Så spørger Paulus: Hvad vil de ellers opnå, der lader sig døbe for de døde? Fokus skifter dermed og dernæst til det, der så var det indledende spørgsmål overhovedet i kapitel 15: Den i kristen tro helt fejlanbragte tvivl på de dødes opstandelse. Hvorfor skulle man lade sig døbe for døde, hvis de overhovedet ikke opstår?
I er alle en i Kristus
Gal. 3,28f
Her kommer det ikke an på at være jøde eller græker, på at være træl eller fri, på at være mand og kvinde, for I er alle én i Kristus Jesus.
Kommentar til teksten:
Teksten viser, hvordan mennesket gennem dåben er sat fri af loven. Ved dåben blev mennesket iklædt Kristus, og dermed er alle ”Abrahams afkom” og arvinger. Loven er dermed sat ud af spil, fordi friheden i troen er kommet i stedet.
Se også: Guds farverigdom
Sammenhæng:
Galaterbrevet er skrevet af Paulus til menigheden i Galatien. Brevets anledning er en konflikt, der handler om, at Paulus mener, at galaterne har fået vendt op og ned på Kristustro og ånd på den ene side og kød og lov på den anden. Det er pga. denne konflikt, at Paulus i brevets andet hovedafsnit (kap. 3-6) bruger lang tid på at forklare evangeliets betydning til galaterne, for ”her kommer det ikke an på at være jøde eller græker, på at være træl eller fri, på at være mand og kvinde, for I er alle én i Kristus Jesus.”
Citater:
"[...] Derimod - og det er slemt nok - har man bestridt, at tilhængere af andre religioner kan have et ægte gudsforhold. Det skyldes, at man i traditionen har skelnet mellem skabelsens nåde (gratia universalis), som vitterligt er givet til alle mennesker, fordi Gud lader sin sol stå op over både gode og onde, og så frelsens nåde (gratia particularis), som kun skænkes de få. Dette er konsekvensen af den vestkirkelige nådeslære siden Augustin, og denne partikularistiske nådeslære er blevet særligt stærkt problem i en globaliseret tid. Det tror jeg føles af de fleste, og den teologiske opgaven for kirkerne er så vidt jeg kan se at overvinde denne augustinske blindgyde i den vestkirkelige tradition. Positivt vil jeg da foreslå, at vi altid læser den hellige skrift ud fra den forudsætning, at alt, hvad der siges til 'I, mine Brødre' osv. skal forstås som talt til hvert eneste menneske, om hun eller han dog ikke vil forstå spændvidden af Guds mangfoldige nåde, der udspringer af Guds spraglede visdom, for nu igen at citere Efeserbrevet kapitel 3,10. Samtidig skal også alt, hvad der siges i Bibelen til 'denne verdens børn' (også de hårde ord) blive forstået som talt også til den døbte for at fastholde os som dem, der selv skal søge ordet, i stedet for at tro, at vi selv har vores på det tørre. 'Til nogen ville retfærdiggøre os selv, sagde Jesus' - det er sagt til den kirkekristne lige såvel som til farisæeren og muslimen. For hos Gud er der ingen personsanseelse. Vi er alle sammen underlagt Guds bedømmelse.
(Niels Henrik Gregersen: Kirken i informationssamfundet)
Ethvert knæ skal bøje sig...
Fil. 2,11f
Og hver tunge bekende: Jesus Kristus er Herre, til Gud Faders ære.
Kommentar til teksten:
Den såkaldte filipperbrevshymne understreger det universelle i frelsen i Kristus. Visdomstænkningen overføres på Kristus, og de kristne opfordres til at vise større ydmyghed over for hinanden, og dermed iføre sig samme sindelag som Kristus. Kristus var hos Gud og var Gud, men ydmygede sig, og blev menneske - og led døden på et kors. Derfor har Gud ophøjet ham, og et hvert knæ i himlen, på jorden og under jorden skal bøje sig for ham.
Sammenhæng:
Filipperbrevet er skrevet af Paulus til de kristne i Filippi i Makedonien. Det forudsættes i brevet, at der er et fællesskab mellem apostle og menigheder, og det er brevets anliggende at styrke dette fællesskab og denne samhørighed. Som helhed er brevet skrevet som en formaning, hvor der gøres opmærksom på, at efterfølgelse af Kristus gennem lidelse og selvafkald fører til en eskatologisk belønning.
Denne tekst er afslutningen på den såkaldte Filipperbrevshymne (Fil. 2,6-11), som menes at være den ældste nytestamentlige tekst, der kendes, og det er temmelig tydeligt, at Jesus guddommeliggøres her! Han beskrives som guddommelighedens væsen.
Nogle vil mene, at denne hymne forudsætter et hedningekristent miljø. Andre vil mene (de fleste), at det er en jødisk tekst, som forudsætter en jødisk tankeverden, og som har forbindelse til visdomstænkningen i jødedommen.
I Kristus forsoner guddomsfylden alt
Kol. 1,15-23
… Han er begyndelsen, den førstefødte af de døde, for at han i alle ting skulle være den første. For i ham besluttede hele guddomsfylden at tage bolig og ved ham at forsone alt med sig, på jorden som i himlene, ved at stifte fred ved hans blod på korset…
Kommentar til teksten:
Ligesom ovenfor er der også her tale om en Kristushymne, men hvor Filipperbrevshymnen handlede om Jesu person, handler kolossenserbrevshymnen om soteriologi; om Jesu gerninger. Denne hymne kan inddeles i en del om skabelse og en del om forløsning, og hymnen forsøger dermed at skrive frelsehistorie.
Hymnen udtrykker den spænding, der er mellem forsoningen med alt og så betingelsen til de omvendte, der handler om, at de skal holde fast ved evangeliet. Hvad med dem, som ikke har omvendt sig? Hymnen har som nævnt også skabelsesperspektivet i sig, og set med skabelsesteologiske øjne, er alt og alle skabt og i den forstand lige i forhold til både Gud og frelsen. På den anden side står forløsningsdelen, som baserer sig på og afhænger af frelse gennem troen på Kristus, men Kristus er samtidig den førstefødte i hvem ”guddomsfylden tog bolig”.
Se også: Ordet, ved hvem alt blev til - Joh. 1,1
Sammenhæng:
Kolossenserbrevet er skrevet af Paulus til menigheden i Kolossæ. Brevets anliggende er at formane menigheden, der skal bekræftes i troen på Kristus og belæres om kristen livsførelse. Kap. 1,9-23 er en bøn om at kunne leve efter Guds vilje og en appel om at kunne holde fast ved evangeliet om Kristus.
I Kristus blev alting skabt, og ”i ham besluttede hele guddomsfylden at tage bolig og ved ham at forsone alt med sig på jorden som i himlene ved at stifte fred ved hans blod på korset”.
De hedninge, Paulus har omvendt, har Gud også forsonet sig med, og vil føre dem frem ”hellige, lydefri og uangribelige for sit ansigt”, hvis de forbliver faste i troen på evangeliet.
Citater:
San Antonio 1989
"Vi kan ikke pege på nogen anden vej til frelse end Jesus Kristus; samtidig kan vi ikke sætte nogen grænse for Guds frelsermagt. Der er en spænding mellem disse to udsagn, som vi må erkende, og som vi ikke kan løse. Erklæring fra Kirkernes Verdensråds konference, San Antonio, 1989"
(Bibel - og mødet med anden tro, side 14)
Tro er fast tillid
Hebr. 11,1-f
Tro er fast tillid til det, der håbes på, overbevisning om det, der ikke ses.
Kommentar til teksten:
"Tro" som den frelsende tro, defineres i oversættelsen som tillig. Dette er en væsentlig bestemmelse af tro i bibelsk sammenhæng. Tro er ikke så meget antagelse og tilslutning som hengivelse i tillid og kærlighed til sin genstand. En sådan hengivelse forudsætter naturligvis også antagelse og tilslutning. Men ordet for tillid her i hebræerbrevet er hypostasis, hvilket nærmest betyder virkeliggørelse. Dvs. en virkeliggørelse af den frelse, der håbes på. Frelsen er nok fremtidig og hinsides, men den virkeliggøres dog også i og gennem den troende. I den forstand lever den troende af tro.
Se også: Retfærdigørelse ved tro på Kristus
Sammenhæng:
Hebræerbrevet er et anonymt nytestamentligt skrift, men blev i lang tid anset som værende et af Paulus’ breve – det er dog tvivlsomt. I Vulgata (den latinske bibeloversættelse) er Hebræerbrevet optaget under Paulus’ navn. Jesus beskrives i Hebræerbrevet som ypperstepræsten, der ofrer sig selv for alle. Ingen andre steder kaldes han for ypperstepræst, selvom han dog af og til får tillagt præstelige funktioner. I den antikke jødedom var templet religionens absolutte centrum, og op igennem den antikke jødedom var ypperstepræstembedet det mest magtfulde hverv, hvorfor der også var kamp om, hvem der skulle besidde det.
Af kap. 11 kunne man næsten foranlediges til at tro, at det alligevel var Paulus, der var forfatteren, da sproget er meget paulinsk. Kapitlet indledes med ordene: ”Tro er fast tillid til det, der håbes på, overbevisning om det, der ikke ses.”
|
