|
Samme Gud?
Et pluralistisk og multireligiøst samfund nærmest indbyder til en snak om, om kristne og muslimer grundlæggende set tror på den samme gud. Begge religioner er skriftreligioner og en række fortællinger og personer går igen i henholdsvis Koranen og Bibelen (se evt. en sammenstilling af teksterne på www.bibleandkoran.net). Der er ikke noget entydigt svar på spørgsmålet og holdningerne er mange. I forbindelse med at Jyllandsposten bragte de satiriske billeder af profeten Muhammed fik diskussionen ny relevans. Nogle er af den overbevisning, at kristne og muslimer ikke har noget at tale om vedrørende tro, fordi der ikke er tale om samme gud, mens andre mener, at det at tro på en monoteistisk gud indebærer, at det er den samme gud, man forholder sig til.
Dette tema trækker en række bibelske skriftsteder frem, der på forskellig vis kan belyse spørgsmålene, fx om muslimers tilbedelse af Allah og profeten Muhammed er det samme som afgudsdyrkelse i bibelsk forstand, om østlig inspirerede religioners gud eller gudebilleder på nogen måde kan være identiske med den kristne Gud, om Guds almagt, der tydeligt kommer til udtryk i Det Nye Testamente, betyder, at han selv har valgt denne multireligiøse situation eller om den er en trussel mod kristendommen eller en udfordring for den kristne.
Erkendelse og Sandhed
Siden antikkens filosofiske skoler har mennesker forsøgt at finde den rette vej til erkendelse og sandhed. Der er gjort adskillige forsøg på at definere begreberne, og arbejdet med dette er sågar blevet levebrød for en række filosoffer, forskere, undervisere m.v.
Hovedspørgsmålet i dette tema handler om, hvordan mennesker kan kende noget sandt om Gud eller om tilværelsens grund, hvis det overhovedet er muligt! Og hvis det er muligt, hvor stor erkendelse og indsigt kan man da nå?
Johannesevangeliet gør meget ud af denne erkendelse i kraft af forskellige Jesus-ord. ”Jeg er vejen, sandheden og livet,” siger Jesus på et tidspunkt. I kristendommen er Kristus den vej, der fører til erkendelse og sandhed. Dette tema fremhæver bibeltekster, der belyser, hvorvidt mennesket i en bibelsk forståelse kan nå til en fuldstændig erkendelse og sandhed.
Jesu forkyndelse og praksis
Kristendommens etik og moral ligger som basis i Danmarks Riges Grundlov. I Danmark er der religionsfrihed, men ikke religionslighed, og Folkekirken er i særlig grad forbundet til staten (jf. Kap. 1 § 4 ”Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten”)
Det forkyndes, at mennesker skal iføre sig samme sindelag som Kristus, så Jesus på den måde kan være forbillede, eksempel og mønster for mennesker på alle tider.
Det Dobbelte Kærlighedsbud (Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind, og du skal elske din næste som dig selv) og Den gyldne Regel (Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem) kan siges at være Jesu forkyndelse og praksis i en komprimeret udgave.
Men det er ikke kun kristne, der har taget Jesu ord til sig. Den Gyldne Regel er et eksempel på, hvordan hele verdens forskellige kulturer har ladet sig inspirere af hinanden – bevidst eller ubevidst. Den Gyldne Regel findes i mange forskellige udgaver rundt omkring,
Det skal i dette tema diskuteres, hvordan man kan forholde sig til andre religioner, der ikke bekender sig til Kristus, når kristendommen forkynder, at man skal være Jesu efterfølger.
Frelse og forløsning
Spørgsmålet om frelse og forløsning er vanskeligt, hvilket også ses på den teologiske diskussion om emnet, der har foregået i flere århundreder. Dette tema beskæftiger sig dels med spørgsmålet om, hvad frelse er og dels med, hvad vejen til frelse er.
Bibelen præsenterer forskellige syn på frelsen. Der skelnes mellem alles frelse eller den såkaldte dobbelte udgang, og det er væsentligt i forbindelse med mødet med en anden tro at overveje, hvad frelse er, og hvorledes det forholder sig med frelsen for ikke-kristne.
Frelse kan udover dette eskatologiske perspektiv ses som noget åndeligt eller eksistentielt, som gør frelsen til et erfarbart forhold, mens vi lever.
Sameksistens
Sameksistens er et emne, som ingen mennesker kan komme udenom. Altid involveres man i forskellige relationer, hvad enten det er i ens private liv eller arbejdsmæssigt. I Danmark og i de fleste andre lande lever mennesker af forskellig etnisk oprindelse sammen side om side. Nogle danner relationer på tværs af kulturelle baggrunde, andre holder sig mere for sig selv, men uanset hvordan relationerne er skruet sammen, så lever man som borger sammen med mennesker med en anden kultur og anden herkomst. Derfor er det væsentligt at overveje, hvordan man forholder sig til det.
Dette tema behandler bl.a. spørgsmål om kærlighedens etik og om hvilke krav, der ifølge Bibelen stilles til den kristne. Et andet spørgsmål er så, om man kan stille samme etiske krav til de anderledes troende, eller folk med en anden religiøs overbevisning har deres egne, religiøst funderede, etiske fordringer og i så fald hvordan disse forenes med de kristne fordringer.
Religionsdialog og mission
Dialog er de seneste år blevet et meget populært begreb, og religionsdialog i særdeleshed. Muhammed-karikaturerne i Jyllandsposten var med til at vise, hvor vigtigt det er, at den kristne og muslimske verden opnår en større forståelse for hinanden, når verdens to største religioner lever så tæt side om side.
Mission klinger ikke altid nær så positivt; begrebet kan synes en smule støvet, men også missionen rundt omkring i verden lever i bedste velgående og er et vigtigt element i flere religioner.
Temaet belyser en række spørgsmål, der drejer sig om emnet. Der vil blive behandlet problemstillinger, der dukker op, når mennesker af forskellig religiøs overbevisning lever side om side. Hvor langt rækker den kristne fordring om at ”gå ud i alverden og gør alle mennesker til mine disciple” (Matt. 28)? At leve sammen og at indgå i ”blandede” relationer indebærer også et krav om gensidig respekt, så hvor bør missionen udføres og hvor bør man gå i dialog? Og kan man gøre begge dele?
Lærepunkter og konfrontationer
Enhver skriftreligion har nogle dogmatiske læresætninger, som ikke direkte er en del af Skriften, men som naturligvis bygger Skriften. Det er disse dogmatiske læresætninger, som ofte kan skabe konfrontationer religionerne imellem. Fx kan både Jødedommen, Kristendommen og Islam blive enige om at tro på en skabende gud, men Kristendommen er den eneste af de tre, der har en dogmatisk læresætning om en treenig Gud, af hvilken frelsen kan siges at være afhængig. Et andet eksempel kunne være den hadith inden for Islam, der giver ret til at føre hellig krig, hvilket strider imod Jesu ord i Bjergprædiken, men som samtidig er et emne, der behandles af Luthers to-regimentelære. I Den Augsburgske Bekendelse, som er et af Den Danske Folkekirkes bekendelsesskrifter, er der en tydelig afvisning af Islams lære, men ikke af muslimer som gudsskabte mennesker. Hvordan kan disse spørgsmål belyses bibelsk? Dette er nogle af de problemstillinger, som behandles i dette tema.
|
