|
Oversigt over Lærespørgsmål - konfrontationer:
Bibelteksten er hentet fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992.
Om loven
Matt. 5,17-20
Tro ikke, at jeg er kommet for at nedbryde loven eller profeterne. Jeg er ikke kommet for at nedbryde, men for at opfylde…
Kommentar til teksten:
Forståelsen af hvad lov er, og hvordan det forholder sig med lov og tro, er et ganske komplekst forhold i kristendommen. Forholdet bringes ofte i spil i sammenligningen med islam - bl.a. i forsøget på at forstå og placere fænomenet ”sharia”. Nedenfor under ”Citater” en muslims forståelse af sharia, hvor forholdet mellem koran og sharia beskrives parallelt med bjergprædikens ord om Jesu forhold til loven. Se også: Retfærdiggørelse ved tro på Kristus.
Sammenhæng:
Mattæusevangeliet er det første skrift i Det Nye Testamente, og det er det evangelium, der oftest benyttes i kirken. Mattæusevangeliet er præget af et jødisk udgangspunkt og en vilje til at se Jesu gerning som en opfyldelse af Det Gamle Testamente.
Bjergprædiken strækker sig over kap. 5-7 og er en af Jesu taler til sine disciple, hvor det gennemgående tema er en radikalisering af den gamle lov. Samtidig er der tale om det eskatologiske moment, der hedder ”allerede-endnu ikke”, der henviser til gudsriget, der på én gang allerede er på jorden og endnu ikke er kommet.
Jesus siger i bjergprædikenen: ”Jeg er ikke kommet for at nedbryde loven, men for at opfylde”. Hans tilhængeres eller troendes retfærdighed skal overgå farisæernes retfærdighed. Dernæst følger ord om, hvordan mennesker skal forholde sig til vrede, hor, skilsmisse og fordringerne om at vende den anden kind til og vise kærlighed til fjenden.
Citater:
"Det siges, at Adam viste vejen og spredte Shariah ud via profeter og Guds udvalgte. På den måde har ethvert område fået deres egen Shariah. Koranen bruger ikke mange vers på at omtale Shariah, og det var da heller ikke formålet, at Koranen skulle nedbryde Shariah - tværtimod skulle den fuldende loven og dermed gøre religionen mere oprigtig. Den skulle kort sagt finde essensen."
(Referat af imam Naveed Baigh oplæg ved Islam-forum 2007.(28-11-07) Se mere her)
Er jeg ikke fri?
1. Kor. 9,1f
Er jeg ikke fri? Er jeg ikke apostel? Har jeg ikke set Jesus, vor Herre? Er I ikke mit værk i Herren?
Kommentar til teksten:
I kristendommen er det netop troen på Kristus, der giver den frihed, som Paulus taler om. Kristus sætter mennesker fri af loven, fordi troen på ham gør loven unødvendig for frelsen. Det, som loven fordrer af mennesker, kommer helt naturligt til de, der tror.
Se mere om den troendes frihed og dets bundethed: Om at spise afgudsofferkød.
Sammenhæng:
1. Korintherbrev er et af Paulus’ breve. Det er skrevet, fordi en krise er opstået inden for menigheden i Korinth og dennes forhold til Paulus. Det er denne krise, som Paulus med brevet forsøger at løse.
Paulus spørger her: ”Er jeg ikke fri?” og begrunder friheden i, at han har ”set Jesus, vor Herre”.
Citater:
Underkastelse eller ydmyghed
"Det er efterhånden blevet en vits eller en anstødsten for mange kristne, at islam betyder 'underkastelse', og i Holland har man kunnet lave film, som kombinerer seksuel underkastelse med en radikal åbenbaringskritik. Underkastelse er her det samme som ufrihed, og straks ser man forskellen til kristendommen. 'Er jeg ikke fri? Har jeg ikke set Jesus?' (1 Kor 9,1). Men måske ligger der noget andet og dybere i det. Underkastelse i islam er følgen af den simple erkendelse, at Gud er almægtig og hverken kan forstås fuldt ud eller monopoliseres af nogen enkelt imam eller enkelt troende. Underkastelse er simpelthen det, som man i kristendommen i årtusinder har kaldt ydmyghed. Ydmyghed over for Guds storhed."
(Kurt Villads Jensen: Submission - om kristendom og islam og den augsburgske trosbekendelse)
Islam leksikalt
Leksika bestemmer ordets grundbetydning forskelligt. Meyers Fremmedordbog (1902) - fra før forholdet til islam blev kritisk! - oversætter: "hengive sig i Guds Villie. Af salama, hengive sig til". "Islam" oversættes i vestlig sammenhæng af mange i dag med ordet "underkastelse", der har entydig negativ klang. Andre mulige oversættelser er "overgivelse" og "hengivelse". Muslimen forbinder ordet med fred, harmoni, liv i overensstemmelse med Guds vilje - jfr. ordet salam, som betyder fred.
(Bibel - og mødet med anden tro, side 28)
Retfærdiggørelse ved tro på Kristus
Gal. 2,16f
Men fordi vi ved, at et menneske ikke gøres retfærdigt af lovgerninger, men kun ved tro på Jesus Kristus, har også vi sat vores lid til Kristus Jesus for at gøres retfærdige af tro på Kristus og ikke af lovgerninger. For af lovgerninger vil intet menneske blive retfærdigt.
Kommentar til teksten:
Hvad er tro, og hvilken rolle spiller den for frelse?
Man kan spørge: Hvad betyder tro - tro på Jesus Kristus? Et svar kunne være, at det er t ilslutning til Jesus-læresætninger eller til Jesus-bevægelsen eller hengivelse/fuld tillid til det, som Jesus åbenbarer om Gud, sådan at dette virkeliggør sig i den troendes liv?
Se Hebræerbrevet. 11,1 om tro – og se også hvad tro er/kan være i mødet med Jesus: Jesu praksis .
Islam bestemmes ofte som lovreligion, fordi sharia er lov, som skal følges.
Se citat af Valgmenighedspræst Morten Kvist (nedenfor)
Spørgsmålets kompleksitet viser sig, når mennesker, som har levet med muslimer i praksis, skal vurdere sagen.
Se citat af Sognepræst Annette Bennedsgaard (nedenfor).
Denne kompleksitet viser sig også, når man studerer frelseshistorien fra Middelalderen og frem.
Se citat af Kurt Villads Jensen (nedenfor)
Se også: Jeg er kommet for at opfylde loven
Sammenhæng:
Galaterbrevet er skrevet af Paulus til menigheden i Galatien. Brevets anledning er en konflikt, der handler om, at Paulus mener, at galaterne har fået vendt op og ned på Kristustro og ånd på den ene side og kød og lov på den anden.
Paulus påpeger pga. denne konflikt, at vi ikke retfærdiggøres af lovgerninger, men af tro på Jesus Kristus.
Citater:
Islam betyder 'retfærddiggørelse ved tro alene
"Kristne hævder ofte, at islam er en 'gerningsreligion', at den er ren lov, og det er på en måde rigtigt, eftersom den er en åbenbaring af Guds vilje. Men man kan med samme ret hævde, at islam på god reformatorisk vis lærer menneskets 'retfærdiggørelse ved tro alene'. Dens missionspraksis, hvorefter man modtager og anerkender folk som muslimer på den blotte bekendelse til Guds enhed og til Muhammed som Guds apostel, er et klart tegn herpå. At islam skulle være ren lov, modsiges af, at Gud også i islam er nådig, barmhjertig og tilgivende og således også frelser syndere. [...] selv om ingen muslim kan føle sig helt på den sikre side, er det almindelig opfattelse, at enhver, som bekender, at der ikke er anden gud end Gud, og at Muhammed er hans apostel, vil blive frelst på dommens dag.
Man tror nemlig, at Muhammed på dommens dag vil gå i forbøn for enhver muslim, og denne antagelse er det sikreste fundament for muslimens håb. Det er ikke et ligegyldigt og teoretisk lærepunkt, men den virkelige basis for den jævne muslims fortrøstning. Muhammed spiller således en rolle som hans forløser, og dermed neutraliseres den frygt og usikkerhed, man ville vente forbundet med læren om Guds forudbestemmelse."
(Verner Tranholm-Mikkelsen i Evard Wulff Pedersen; Islam. Tekster og stemmer fra den muslimske verden, side 158f)
Katolsk og protestantisk syn på islam
"Indholdet af islam er ifølge Luther blot en række påbud på gerninger. Gennem bøn fem gange dagligt, pilgrimsrejse mindst en gang i livet og at sige trosbekendelsen er muslimen sikret frelse, mens tro og nåde er ukendte begreber inden for islam. Netop opfattelsen af islam som en lovreligion eller en gerningsreligion er stadig den almindeligste i Nordvesteuropa. Luthers indledning til koranoversættelsen og hans jævnføring af paven og tyrken blev en anstødssten for katolske islaminteresserede, men den fik en lige så stor indflydelse i katolske kredse som protestantiske. Dels fandtes der gennem halvandet hundred år ikke andre oversættelser; dels angav den interessefeltet for kommende studier. De fleste katolske forskere mente nemlig ikke, at islam var en gerningsreligion, men snarere en nådesreligion. Muslimen tror blot, men gør intet, for han mener, at han allerede er forudbestemt til enten frelse eller fortabelse og hverken kan gøre fra eller til. Muslimen lever i ansvarsløs livsnydelse, men håber til sidst at blive frelst af Guds nåde alene. Muslimen minder altså til forveksling om protestanten."
(Kurt Villads Jensen: Kristne temaer om islam gennem tiden. Årsskrift Pakistans Kirke 1995)
Vi lever af troen på Gud
"I mødet med muslimer bliver vi som kristne ind imellem dybt overraskede. Når vi tror, at vi er i gang med at gøre klar til bedst muligt at oversætte kristentroen til et forståeligt og attraktivt sprog for muslimer, og så overvældes af oplevelsen af, at Gud med sin Helligånd er tilstede i mødet mellem os. Det lyder måske temmelig indlysende. Ikke desto mindre er det en overvældende evangelisk erfaring, at Gud ikke lever af mine hårdtslående argumenter for kristendommen, men at jeg lever i ham.
I mødet med troende muslimer er mit perspektiv blevet ændret. Jeg har oplevet, at her står jeg sammen med mennesker, der - som jeg selv -lever af troen på Gud. Oplevelsen af alt det der binder os sammen, som troende mennesker er overraskende, fordi vi jo er vant til at fremstille hinandens tro, som den diametrale modsætning til vores egen."
(Annette Bennedsgaard: Religiøs Mangfoldighed - en udfordring til menighedsrådene, side 22)
Lovens byrde og islam
"Teologisk set må missionen blandt muslimer gå ud på at befri dem fra lovens byrde. De mener, at den islamiske lov, åbenbaret for Muhammed, nedskrevet i Koranen, fortolket i Hadith, er den sande vej for ethvert menneske. Rent bortset fra at den islamiske lov byder på mange ubehageligheder set med et hvilket som helst vestligt øje, så er det afgørende problem selve lovens status: Den er til frelse, dvs. sige livets sande betydning findes fastholdt i bestemte love og regler.
De kristne ved derimod, at loven ikke kan have den status. Loven er en nødvendig omstændighed i et samfund. Ikke mere. Det fører til ufrihed, hvis man tror, at loven kan give livet betydning. Af lovgerninger vil intet menneske blive retfærdiggjort, siger Paulus (Gal. 2,16).
At få ændret lovens status i muslimernes øjne vil være en evangelisk velgerning, ja en befrielse for dem. Således fortalte en muslim efter at være blevet døbt, at det bedste var, at hun nu ikke længere behøvede at lyve. Er muslimer da løgnagtige? Nej, ikke specielt (det er den kristne frihed, som er speciel), men ethvert lovkrav - moralsk eller juridisk, der fremføres med guddommelig autoritet fører til løgn og bedrag, for ingen kan leve op til det. Og er loven tilværelsens yderste horisont må man begribeligvis lyve om dens overholdelse. Det må enhver. Det er at trælle under loven."
(Morten Kvist: Hvad muslimer har brug for, Kr.Dgbl. 14/6 2006)
Ifør jer Guds fulde rustning
Ef. 6,10ff
I øvrigt, vær stærke i Herren og i hans mægtige styrke. Ifør jer Guds fulde rustning, så I kan holde stand mod Djævelens snigløb. Thi for os står kampen ikke mod kød og blod, men mod myndigheder og magter, mod verdensherskerne i dette mørke, mod ondskabens åndemagter i himmelrummet. Tag derfor Guds fulde rustning på, for at I kan stå imod på den onde dag, overvinde alt og bestå…
Kommentar til teksten:
Det fremgår tydeligt, at der er tale om åndelig kamp. Men stedet er i kirkens histori blevet brugt til at begrunde fysisk kamp eller krig for troens udbredelse eller forsvar kan ikke udelukkes. Andre ord er blevet brugt sådan, fx. 'Jeg er ikke kommet med fred, men med sværd' (Matt. 10,32 )
Indenfor islam diskuteres spørgsmålet om hellig krig (jihad). Nogle tolker der rent åndeligt og parallelt med stedet her i Det Nye Testamente, andre hævder, at det er rent defensivt, endelig mener nogle, at hvis det skal forstås defensivt, så skal det forstås som forsvaret af menneskets frihed som sådan (fx mod falsk tro og undertrykkelse) og i så fald også gerne med sværd.
Se om Se om Militant kristendom på kristendom.dk
Problemstillingen omfysisk eller åndelig kamp har været aktuel lige siden Paulus’ tid. I 1500-tallet så Luther sig også nødsaget til at behandle netop dette emne, og han udviklede det, han kaldte to-regimentelæren. Han skelner mellem det verdslige og det åndelige regimente, som begge har deres berettigelse, idet begge er indsat og forordnet af Gud, men som skal anvendes i forskellige situationer.
Et af spørgsmålene er, hvordan kristendommen er forenelig med det at udøve politik, og her vil Luther mene, at der skal ske en sondring mellem de to regimenter, således at den kristne magt kan understøtte den verdslige øvrighed; forstået på den måde, at man skal være lydig overfor de verdslige magthavere, da lydighed er en grundlæggende dyd, når man er kristen. Der er dog enkelte undtagelser for denne lydighed, for hvis det åndelige regimentes område forhindres, er det tilladt at være ulydig, for ellers forhindres også evangeliet.
Mht. spørgsmålet om krig, er det Luthers holdning, at krig er et onde, men det er et onde, der kan være nødvendigt. Derfor arbejder han med begrebet ”Retfærdig krig” og igen henholder han sig til lydighedsprincippet. Han betoner fornuftens betydning, idet han mener, at fornuften skal medføre, at man kan finde den rigtige løsning i en given situation. Den rette løsning skal findes ud fra Den Gyldne Regel”, men da denne regel ikke taler om konkrete tilfælde, må fornuften træde ind og være bestemmende.
Sammenhæng:
Skriftet er antageligt et brev fra Paulus til menigheden i Efesos, men om begge dele hersker der dog en vis tvivl. Heller ikke brevets anledning fremstår tydeligt, men i hvert fald bliver brevet en slags testamente, hvor det understreges, at kirken skal besinde sig på Kristus som livsgrundlag og opbygges til at modstå trusler (4,14; 6,10).
Kampen her står ikke mod mennesker i kød og blod, men mod myndigheder og magter, ondskabens åndemagter i himmelrummet.
Citater:
Nødvendigheden af jihad ved sværdet
"Enhver som har tilstrækkelig indsigt til at forstå islams særlige karakter, kender også nødvendigheden af jihad ved sværdet, side om side med jihad gennem forkyndelsen. Han vil også vide, at det ikke er nogen 'defensiv handling' i den snævre betydning af forsvarskrig, som den i dag forstås af dem, der har strakt våben over for nutidens realiteter og orientalisternes udspekulerede angreb ... Hvis vi insisterer på at kalde den islamiske jihad for defensiv, så må vi ændre betydningen af ordet defensiv til at betyde 'forsvar for mennesket' imod alle de elementer, som begrænser dets frihed. Disse elementer kan tage form som overbevisninger eller begreber, eller som politiske systemer, baseret på økonomiske, racemæssige eller klasse-forskelle. Dengang islam blev til, var verden fuld af sådanne systemer, og vor tids jahiliya (barbari og hedenskab) har også forskellige varianter af sådanne systemer."
(Sayyid Qutb: Jihad på Guds vej, side 134 i Moderne islam. Muslimer i Cairo)
Den store og den lille Jihad
"Det forholder sig sådan i Islam, at den store Jihad er den Jihad, som muslimerne udfører, når de kæmper mod deres egne lyster og begær ved at afholde sig fra de fristelser som hverdagen byder på. Denne Jihad kaldes på arabisk for 'Jihad Al-Nafs', som betyder 'anstrengelsen mod en selv', da man som tidligere nævnt skal bekæmpe ens egne egoistiske lyster...
Den lille Jihad hedder på arabisk 'Jihad bel Qetal', som betyder 'Jihad ved at kæmpe'. Det er denne Jihad som de fleste har hørt om og stadig den, som de fleste har misforstået.
Denne Jihad må kun udføres, når muslimerne angribes, altså som forsvar. Det er strengt forbudt for muslimerne at være dem, der starter en krig eller være dem, der er skyld i at blod udgydes. Jf. Sura 2,190; 22,39-40; 60,9-10.
(Mohammad Al-Jizanis: Jihad i islam (religion.dk - Læs hele artiklen))
Kristus - kommet i kød
1. Joh. 4,1f
Mine kære, tro ikke enhver ånd, men prøv, om ånderne er af Gud, for der er gået mange falske profeter ud i verden.
Kommentar til teksten:
Man kan overveje om det at prøve ånderne er afprøvning af læreindholdet i en given tro og så dernæst, om ikke-accept af lære(punkter) indebærer ikke-accept af den anderledes troende. Inddrag evt.: Døm ikke... .
Brevets anliggende om at få samlet et kristent samfund og en samlet menighed kunne godt tyde på, at der er tale om en ikke-accept af læreindholdet i andre trosretninger, men samtidig prædikes der indbyrdes kærlighed blandt alle mennesker, da kærligheden er af Gud.
Sammenhæng:
1. Johannesbrev har til formål at give dels et vidnesbyrd om evangeliet og dels en ny fortolkning af den johannæiske teologi, og dermed gøre Johannesevangeliet mere acceptabelt for en bredere gruppe indenfor kristendommen. Brevets fokus på kærligheden tjener til at kunne få et samlet kristent samfund og en samlet menighed.
Citater:
Jesus er Guds udsending
To korancitater:
- I Skriftens folk! Gå ikke for vidt i jeres religion! Sig ikke andet end sandheden om Gud! Messias, Jesus, Marias søn er kun Guds udsending, Hans ord, som Han talte til Maria, og ånd af Ham. Så tro på Gud og Hans udsendinge, og sig ikke: 'Han er tre!' Hold inde! Det vil være bedst for jer. Gud er en gud. Lovet være Han, højt hævet over at have en søn. (Koranen, Sura 4,71)
- Med Jesus er det hos Gud som med Adam. Han skabte ham af jord. Derpå sagde Han til ham: 'Bliv til!', og så var han til. (Koranen, Sura 3,59)
Hvis I elsker Gud, vil Gud elske jer
Hvordan med Guds kærlighed i islam? Det er bestemt ikke i centrum af Koranens budskab. Hvad der står forrest er Guds enhed og nåde. Det almindelige arabiske ord for et kærligt menneske er alhuhibb, hvad der ikke er et af Guds allersmukkeste navne. I stedet harvi navnet al-wadud, som kun optræder to gange i Koranen. Det står sammen med 'Den Allernådigste' (11,90) og med 'Den Allermest Tilgivende' (85,14). [...] Frem for alt så elsker Gud dem, der elsker ham og følger Profeten: 'Sig: Hvis I elsker Gud, så følg mig: Gud vil elske jer og tilgive jer jeres synder. Gud er barmhjertig og nådig'.(3,31-32).
Sammenlign med netop 1. Joh.Vi elsker, fordi han elskede os først."
(Chawkat Moucarry: At være Tro mod Tro, side 94)
Er kærlighed ikke blandt Guds 100 navne i islam?
I samtalen mellem islam og kristendommen fremhæver kristne undertiden at 'kærlighed' ikke at finde blandt Allahs 100 navne. Edvard Wulff Petersen har interviewet Professor Hassan Adel, al-Ahzaruniversitet i Cairo:
"Kan en muslim sige 'Gud er kærlighed'?
'Allah mahabbah', Allah er kærlighed, synger Omm Kalthoom med rette. Allah er den barmhjertige. Han er selve kærligheden og barmhjertigheden.
Har Allah lovet at vise barmhjertighed mod enhver?
Allah er nådig, også når han dømmer. Han dømmer for at retlede.
Kan De forklare nærmere, at Allah er kærlighed og barmhjertighed? Når vi siger, Allah er barmhjertighed, så mener vi, han er barmhjertigheden og kærligheden selv. Det er imidlertid ikke den dybeste karakteristik af Allah, for den er umulig på grund af menneskers mangelfulde fatteevne. Alle Allahs egenskaber er lige værdige. Mennesker kan ikke hævde at have fattet dybden af Allahs egentlige væsen. Vi kan ikke begribe Allah i hans fylde. Vi må tage trin for trin."
(Edward Wulff Pedersen: Islam. Tekster og stemmer fra den muslimske verden, side 30)
|
