Artikel af Anne Birgitte Reiter, der er sognepræst ved Domkirken i Odense og har gennem mange år beskæftiget sig med sjælesorg og spiritualitet. Har studeret åndelig vejledning i USA. Er til efteråret færdig med uddannelse til samtalevejleder på Præstehøjskolen. Retræteleder i Skovhuset. Startede sammen med andre i 2003 natkirke i Odense Domkirke.

At leve på jorden og have himlen i sit bryst
Den danske folkekirke giver i disse år rum til en mangfoldighed af nye former for spirituel praksis. Det er som om mange mærker, at hvis folkekirken skal overleve, hvis den skal (blive ved med at) være et sted, mennesker søger hen for at finde hjælp til at leve og dø, så må vi gøre en indsats NU.

Jeg sad for år tilbage ved en gammel kvindes seng på plejehjemmet. Hun var ked af det hele og havde været det længe. Bange var hun også, for at leve og for at dø. Jeg kendte hende fra tidligere, hvor hun havde været en meget myndig dame. Vi plejede ikke at bede sammen, men den dag fornemmede jeg, at det kunne gøre hende godt. Hun ville gerne, at vi gjorde det. Da jeg bad for hende, løb en tåre ned ad hendes kind og hun sagde, at det var så længe siden, nogen havde bedt for hende.
Det, som rørte ved både hende og mig var mindst to ting. Det var det gode i den omsorg, mennesker kan give hinanden, dette at sidde to sammen, som vil hinanden det godt. Og det var det gode i, at et andet menneske kan være hjælpen til at blive opmærksom på Guds nærvær.
Dette kunne være en forsigtig definition på kristen spiritualitet. Det drejer sig om at blive opmærksom på Gud, om at lade Gud få lov til at komme til i én. Men også om, at det kan man måske ikke altid, spiritualitet har også med fællesskab at gøre. Guds ånd formidles til mennesker gennem mennesker.

Kristen spiritualitet
En mere bibelsk definition på kristen spiritualitet er, at det er det, der indebærer, at menneskets ånd bliver forenet med Guds ånd, eller at mennesket bliver åben for Guds ånd, sådan at hele mennesket med krop og sjæl bliver til et åndeligt menneske. Med Paulus’ ord til et »Guds tempel«.
Spiritualitet er det, der hjælper mennesker til at blive det, vi er bestemt til at være: væsener skabt i Guds billede. Vi lever på jorden, men vi har himlen i vort bryst! Det er en indsigt, som mennesket ofte har glemt eller har let ved at glemme, spiritualiteten er vejen til at blive klar over det. Hvorfor er det så vigtigt at blive klar over det? Det er det, fordi hele vores menneskesyn, livssyn og liv med hinanden afhænger af det! Fordi ærefrygten for livet, ansvaret for det andet menneske afhænger deraf.

Aktiv tro
Den danske folkekirke giver i disse år rum til en mangfoldighed af nye former for spirituel praksis. Meditationsgudstjenester, lystænding, pilgrimsvandringer, natkirker, retræter, brug af bedekranse m.m. Det er, som om mange mærker, at hvis folkekirken skal overleve, hvis den skal (blive ved med at) være et sted, mennesker søger hen for at finde hjælp til at leve og dø, så må vi gøre en indsats NU. Mange mennesker vil ikke længere finde sig i kun at være tilhørere til præstens prædiken, de vil være aktive i troen, de vil selv tænke med, selv bede med, selv gøre noget. De vil banke på, fordi så regner de med eller håber på at finde, og hvem vil fortænke nogen i at gøre, som vor Herre selv har opfordret til?

Fare for individualisering
Der er mange, der er begejstrede for de nye spiritualitetsformer. Men der er også nogle, der er bekymrede. Man spørger, om ikke fokuseringen på bøn, meditation og stilhed kan føre til, at fællesskabet forsvinder? Understøtter disse ting ikke den individualiseringstendens, som er så stærk i vores samfund i disse år? Legitimerer de ikke den individuelle tro, dette ”at jeg tror på min egen måde”, også kaldet ”klippe-klistre-kristendommen”?
Jeg tror, det er vigtigt at være opmærksom på, at der ganske rigtigt ligger denne fare i de nye spiritualitetsformer. Jeg hørte fx en person fortælle, at han kom meget i en bestemt kirke, men han kendte ikke nogen af præsterne der, for han gik alene hen i kirken, for at tænde et lys og bede en bøn.
Dertil kan man sige, at det er jo dejligt, at et menneske føler behov for at bruge kirken som rum for bøn. Det er i den forbindelse godt, at flere og flere kirker bliver holdt åbne i dagtimerne, så andagtssøgende og turister kan få adgang (og hvem siger i øvrigt, at en turist ikke også kan være en andagtssøgende?).
Men kirken er jo ikke først og fremmest en bygning. Kirken er den samling af mennesker på et givet sted, som tror på Jesus Kristus. Kirken er et fællesskab. Jesus henviste mennesker til livet med hinanden, den Ånd, han sendte os, er en Ånd, som forener. Guds Ånd er kærlighedens Ånd. Spirituel praksis må altid pege udad, udad mod næsten. Omvendt må man sige, at næsten vel har mest gavn af at møde et menneske, som har tænkt over og som praktiserer sin tro. Som har et kildevæld at drikke af – og at tilbyde andre vand fra!
Fællesskabet er kirkens grundlag, men udelukker på den anden side ikke, at et menneske også kan have brug for at være alene med sin Gud. Jesus trak sig også tilbage, når han var træt af samværet med mennesker, for at bede til Gud.

Fællesskabet er en garant
Mht. dette med den individuelle tro, så er fællesskabet også garanten for, at den kristne tro ikke er og ikke bliver en tro på hvad som helst. Der er ingen kristen kirke, der vil anerkende, at man kan tro, som man vil og så kalde sig kristen. Der er et fast grundlag, men der er naturligvis også fortolkningsmuligheder. Overladt til sig selv risikerer man at fare vild i troen. Vejledning i tro er en helt grundlæggende nødvendighed. Derfor må kirken være meget bevidst om at have tilbud om fællesskab og samtale også udover den højmesse, som så mange mennesker ikke har let ved at gå til.

Nye spiritualitetsformer ikke nye
Men når alt dette er sagt, så skal det også siges, at de nye spiritualitetsformer jo slet ikke er så nye endda. Det gælder for de fleste af dem, at det er gamle, gennemprøvede former, som kirken har brugt i århundreder før i tiden. De fleste af dem stammer fra klostertraditionen og fra den katolske kirke. De forsvandt fra den protestantiske kirke, da klostersamfundene forsvandt. Den meditative bibellæsning fx, hvor man læser bibelteksten flere gange med bøn og stilhed imellem, var en metode, som Luther gav anvisninger på, anvisninger der bliver brugt i kirken i dag, og som forekommer os friske og moderne. Luther havde formentlig slet ikke forestillet sig, at de traditioner, han selv levede med hele sit liv, skulle blive ofret på reformationens alter. For Luther, som for Paulus, som for kirken i dag var det afgørende, at et menneske bliver klar over, at Gud er nær og at vi lever i kraft af hans ånd.