|
En bibelvandring til gudstjeneste |
Artikel af Peter Ruge, som er præst i Svenstrup på Als, og har i mange år undervist og vejledt ud fra en interesse i at forbinde spirituel praksis med gudstjeneste og lokalt menighedsliv. Han har "Grundkursus i sjælesorg" fra Teologisk Pædagogisk Center og har senest bidraget til bogen "Åndelig vejledning - en del af den kirkelige tradition".
- og hjem igen...
Erfaringen med denne form for bibelvandring er, at det lønner sig at vandre målrettet og metodisk. Vandringen kan derfor med fordel sættes op i nogle punkter.
1. Beredelsen
Som indledning gør man sig bevidst, i hvilket ærinde man vil søge gudstjenesten som det helliges sted. Det kan være en længevarende uro eller et helt aktuelt problem, hvor man ikke selv ved vej ud, der giver anledning.
Det vil være en fordel at skrive ned: sine overvejelser og det helt præcise anliggende. Jeg har brug for hjælp til at blive mere klar… eller: jeg har behov for at erfare, at Gud har set mig.
Man vælger dernæst målet for sin vandring: en kirke og en gudstjeneste, og beslutter sig for vandringens rute.
2. Vejen
Vejen til kirke er en vigtig del af processen. Den er en tid alene, en tid til at lade problemet man vandrer med stige op til fuld bevidsthed: - mærke smerten, lidelsen - og ønske sig hjælp.
Vejen er en overgang. Man vandrer fra den hjemlige kendte virkelighed til det helliges sted ind i Bibelens univers. Derfor er vandringstiden stedet for at indstille sig på Bibelens virkelighed. Man vandrer ind i det hellige land og iagttager det kendte landskab med nye og opladte øjne.
Man kan hjælpe sig ved at tage sig en ledsager fra Bibelen. En konkret skikkelse, som har tumlet med et problem, der ligner ens eget. Eller en skikkelse, som tilfører én sikkerhed og trøst. Man kan vælge sig et ord fra Bibelen til at følge føddernes rytme og huske Gud.
3. Det helliges sted.
Trådt ind gennem kirkedøren, er man i det hellige rum - kirkerummet og tidsrummet. Her er ifølge sagens natur alt helligt. Man er blandt Guds folk i Herrens tempel, hvor Guds Ånd er nær. Så svar på ens spørgsmål kan komme fra alle sider, og kilden til ens trøst kan springe fra den mest uventede kant.
I dette rum indstiller man sig hengivent, modtagende og tømt for refleksion. Man er nær ved sit anliggende og åben for hjælp.
Erkendelsen kan fødes af et venligt blik fra en anden kirkegænger, et enkelt ord i præstens prædiken, en salmelinie - eller kan springe ud af den bibelske historie, man har spejlet sit anliggende i undervejs.
4. Vejen hjem
Som vejen til kirke, er også vandringen hjem en overgangstid. Man vender tilbage til den kendte verden og træder ud af legen. Tager afsked med sin bibelske ledsager og det hellige land.
Det er vigtigt at være meget opmærksom på at bringe den hjælp eller det svar, man har modtage med sig hjem. Eftersom det er givet og modtaget i Bibelens univers, må det konkretiseres på ny i det univers, man vender hjem til.
Hvis man går fra kirke opmuntret og glad, må man omsætte glæden til en handling, som kan forny det liv, som i det daglige er tynget. Han man gjort en erkendelse om et vigtigt livsproblem, må man realiserer indsigten i handling.
Det er nødvendigt at træde ud af Bibelens virkelighed med omhu for at mødet med det hellige, med Gud - kan blive til velsignelse over ens fortsatte livsvandring.
|
