Journalist Anders Rou Jensen beskriver på baggrund af samtaler med imamen Abdul Wahid Pedersen det unge menneske Reino Arild Pedersen fra Rodskovs vej til at blive Abdul Wahid og imam på Nørrebro. Som undertitlen fortæller, har AWP taget del i 70’rnes ungdomskultur. Hans religiøse udviklingsvej går gennem rejser i Afrika, Indien og Nepal – med guitaren og rockmusikken som økonomisk grundlag. Efter hans omvendelse til islam fortæller bogen om hans skolearbejde, hans indsats i islamisk nødhjælpsarbejde, hans holdning til Sharia, hans indsats under muhammedkrisen.

Bogen giver fine muligheder for at arbejde med hvad religiøsitet og tro er og udspringer af.

Abdul Wahid Pedersen orienterer sig efter tre poler: den mystiske erfaring, læremestre og efter omvendelsen til islam den faste, tilgængelige åbenbaring. Hans religiøse erfaringer er totalerfaringer af mening, sammenhæng (s. 52, 64, 70) - og førelse (s. 49-52). Læremestre er lysende, åndelige/religiøse mennesker, hvor han fornemmer ægthed (fx s. 47f) – først i det brogede åndelige og religiøse marked, han som hippie rejser rundt i Indien, hvor der også er så meget postuleret religiøsitet – siden gælder det også muslimske læremestre (s. 105f). Åbenbaring er så koranen som er ”det frit tilgængelige religiøse værktøj, som Gud har givet menneskene”. Dette sidste er hovedindholdet i den personlige bekendelse, hvorved han første gang blandt muslimske venner bliver identificeret som muslim (s. 76). Samme sted dokumenteres også den for AWP karakteristiske religiøse tolerance, som måske lettere lade sig forene med islam end med kristendommen.1) Der er god anledning til at diskutere åbenbaringens art i henholdsvis islam og kristendommen.

Der er hos AWP tale om tro baseret på i klassisk forstand mystisk erfaring og tro på Guds førelse. (Man kan sammenligne med en folkekirkepræsts tilgang til troen, i nu biskop Sten Skovsgaards bog: ”Hvad kan du tilbyde mig som muslim, præst”. Han beskriver også erfaringen af det hellige, men ikke i førelsen eller den store universelle meningsfuldhed, men i mødet med det andet menneske, og særdeleshed den anderledes troende (s. 59) – svarende til det gudsbillede, han skitserer (s.86-88)).

Bogen giver mulighed for at stifte bekendtskab med en dansk muslims måde at tænke over sharia på – især s. 144f. (Konkret i forhold til dødstraf for frafald og utroskab). Dilemmaet for ham er at fastholde åbenbaringen (Koranen og Haddith) og samtidig vedkende sig ikke at gå ind for den form for straf i dagens Danmark).

Man kan få rokket ved den fordom, at det er et særkende for kristendommen at afstedkomme nødhjælpsarbejde (s. 125 f)

En ting belyser bogen ikke. Den svarer ikke på spørgsmålet, hvorfor duede kristendommen ikke for den religiøst søgende Reino fra Rodskov. Ret lakonisk fortælles det, at han blev konfirmeret og at det var en alvorlig sag for ham, men at han allerede som 16-årig måtte møde op hos præsten og lade sig fritstille i religiøs henseende og melde sig ud af Folkekirken. (s. 16)