|
|
|
Møde mellem kristne og muslimer |
Kronik skrevet af, Pastor Leif Vestergaard, Formand for Stiftssamarbejdet Folkekirke og Religionsmøde.
Det religiøse landskab i Danmark har forandret sig. Globaliseringen er også nået til os, og mennesker af anden religion er kommet for at blive. Mange af dem er allerede danske statsborgere og forstår sig selv som danske, men med en anden tro. I Danmark er der ca. 200.000 muslimer. Derfor udgør den muslimske gruppe er det næststørste trossamfund i Danmark. Hvordan vi end ser på forholdet mellem kristendom og islam, så er det vigtigt, at der er en eller anden form for kontakt mellem de to religionssamfund.
Gennem medierne er der skabt mange fordomme om ”de andre” og ofte tegnes et meget unuanceret billede af mennesker med en anden tro. Men samtidig véd vi, at den personlige kontakt og samtale ændrer billedet og giver det mange flere facetter. En netop foretaget undersøgelse blandt folkekirkens præster viser da også, at der mange steder på lokalt plan i sognesammenhænge finder religionsmøder sted. Men det er også vigtigt, at der på lederplan skabes muligheder for åbne kanaler til udveksling af synspunkter og holdninger.
Det er baggrunden for af Stiftssamarbejdet ”Folkekirke og Religionsmøde”, som er oprettet på vegne af 9 af Danmarks biskopper, i foråret satte en proces i gang for at fremme en interreligiøs samtale og undersøge mulighederne for, at ledere fra muslimske samfund og Den danske Folkekirke kunne drøfte fælles problemstillinger. Dette initiativ var ikke et forsøg på at udviske forskellene mellem de to religioner, for disse forskelle er ganske betydelige, men ”Folkekirke og Religionsmøde” anser det for betydningsfuldt, at der skabes en øget gensidig åbenhed og forståelse af hinanden og af religionernes fremtidige rolle i det danske samfund.
I foråret besøgte jeg, sammen med ekstern lektor Mogens Mogensen og ekstern lektor Safet Bektovic, der er muslim, en lang række muslimske ledere og imamer i hele Danmark. Målet var at føre samtaler med et repræsentativt udsnit af talsmænd for muslimske grupper, udvalgt under hensyntagen til etnisk baggrund, geografisk placering, religiøs retning og størrelse.
Det resulterede i ”Rapport fra lytterunde blandt muslimske organisationer og moskeer”, som er et sammendrag af samtaler med 22 forskellige imamer og religiøse ledere.
Heri konkluderes bl.a., at muslimer – i modsætning til det billede, som skabes af medierne – er en meget forskelligartet gruppe. På samme måde som Den danske Folkekirke rummer en mangfoldighed af teologiske og kirkelige holdninger, sådan udgør det muslimske miljø også en broget mangfoldighed. Ud over forskellig etnisk, kulturel og social baggrund repræsenterer muslimerne også forskellige teologiske retninger. Selv dem, der har oprindelse fra ét bestemt land, udgør ikke en homogen gruppe
Et andet nuancerende element er, at muslimerne er kommet til landet over en længere årrække. Nogle har været her i over 35 år, mens andre er kommet indenfor de sidste 3-4 år. Det har også stor betydning for holdningen til en række spørgsmål, bl.a. islams indflydelse på identitet, opfattelsen af det sækuære samfund og forholdet mellem det etniske og religiøse. En indvandrer, der kom til Danmark som en af de første gæstearbejdere, gengiver sin families oplevelse af deres identitet således: ”Når vi er i vort hjemland, siger de, at vi er danske. Når vi er i Danmark, siger danskerne, at vi er fremmedarbejdere.”
På trods af, at de fleste gav udtryk for påskønnelse af det danske samfund og anså sig selv som danske (med en anden etnisk og religiøs baggrund end flertallet), følte de sig stadig betragtet som fremmede. Det hænger utvivlsomt sammen med, at religion spiller en afgørende rolle i kulturmødet.
Generelt var der en positiv indstilling til dialog mellem repræsentanter for islam, kristendom og andre religioner. Selv om mange opfatter det som godt at leve i et samfund, hvor religion spiller en rolle, handler det ikke om islamisering af det danske samfund. En imam, som i medierne er blevet fremstillet som islamist, udtrykker det klart: ”Vi er ikke kommet til Danmark for at omvende danskere til islam og oprette en islamisk stat. Vi er danske borgere med en anden etnisk og religiøs baggrund, ligesom jøder og hinduer, og vil gerne bidrage til samfundets udvikling.”
Til det samme emne var der dog også en anden imam, der var mere markant i sin holdning, da han sagde: ”Det er ikke en hemmelighed, at både islam og kristendom er missionerende religioner og på en måde er eksklusive i forhold til hinanden, idet de begge fastholder, at de har en absolut sandhed… Jeg er godt klar over, at visse kristne betragter mig som vantro, fordi jeg ikke tror på Jesus som Guds søn og på korsfæstelsen. Det kan jeg leve med. Omvendt skulle de kristne heller ikke blive overrasket, når de bliver betragtet som vantro af en del muslimer, da de ikke tror på Koranen. Jeg personligt har ikke problemer med dette forhold. Tværtimod føler jeg mig beslægtet med religiøse kristne. Og vi står ligesom på et religiøst marked, hvor vi konkurrerer med hver sin religion. De kristne siger, at fremtiden tilhører kristendommen. Vi muslimer siger, at fremtiden tilhører islam. Så man kan godt konstatere, at religionerne har en fremtid. Og jeg mener, at religionerne især kan bidrage på det etiske og moralske plan, ikke mindst i et sækularistisk samfund.”
Som en opfølgning af lytterunden og den efterfølgende rapport mødes 15 muslimer og 15 kristne d. 19.-20. august for at drøfte rapporten og mulige fælles tiltag i fremtiden. Formålet med konferencen er at drøfte videre perspektiver for relationer mellem muslimer og kristne i Danmark. Ud fra et oplæg fra den engelske islamforsker dr. Ataullah Siddiqi, der har lang erfaring med at skabe kontakt mellem religioner i England, vil man blandt andet drøfte religionernes bidrag til samfundet. Endelig skal muligheden for at etablere et forum for ledere af religionssamfund i Danmark drøftes.
Det er klart, at målet med et tværreligiøst forum ikke er at se bort fra de forskelle, der er mellem kristendom og islam. De to religioner har forskellig oprindelse, historie og budskab. Men ligesom det efter 2. verdenskrig for kristne var nødvendigt at finde frem til en relation til jøderne, sådan er det i dag et brændende problem at finde frem til et ordentligt forhold til muslimerne.
Den udvikling, der foregår i Europa i disse år, er på mange måder et spejlbillede at, hvad muslimer har oplevet gennem to århundreder. Den muslimske verden er blevet grundlæggende forandret af vestlige påvirkninger, kulturelt, økonomisk, politisk og socialt. Muslimers liv og islamisk tænkning har forholdt sig til vestlige erfaringer og indoptaget noget og forkastet andet. Og et af de store spørgsmål er, hvordan en ”europæisk” islam vil udvikle sig.
Men islam er også blevet en del af vort eget samfund, og som kristne udfordres vi til en stillingtagen, når vi møder muslimer i skolen, på arbejdspladsen og hospitalet. De gamle fordomme og fjendebilleder kan ikke længere bruges, for billedet er langt mere nuanceret.
Som kristne er vi kaldet til trofasthed over for evangeliet om Jesus Kristus. Men det indbefatter også at elske den næste, der er muslim, jøde eller buddhist. Ja, måske kan vi endda få en dybere forståelse af vores tro ved at dele den med andre i ord og handling.
Det har været hævdet, at et sådant religionsmøde giver køb på det kristne vidnesbyrd. Det er ikke rigtigt. Den kristne forpligtelse til at bringe evangeliet videre til alle folk står stadig ved magt.
Både muslimer og kristne føler sig forpligtede på dele deres budskab med omverdenen. Det har sin baggrund i, at begge religioner bekender sig til én Gud og er frelsesreligioner. De bygger på åbenbaringer, og at modtage en åbenbaring er ensbetydende med at give den videre til andre. I kristendommer er Jesus vejen, sandheden og livet. I islam er Muhammed profetiens segl. Begge religioner er endegyldige.
Det er ærligt og redeligt at være sit kald til sendelse bevidst., men det hindrer ikke, at der også kan finde en samtale sted i en anerkendelse af hinandens forskellighed. Både om troens indhold og om dens praksis i hverdagen. Det hindrer heller ikke en samtale om, hvordan troende lever og virker og bidrager i et samfund.
Derfor vil der være mange mulige emner at tale om, når kristne og muslimske ledere mødes.
|
|
|
|
Kalender
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
