Lars Viftrup: Den folkekirkelige islam diskurs. En post-kolonial analyse, Århus, IKON 2005, 100 sider.
Cand. theol. Lars Viftrups mål med denne lille bog, der bygger på et teologi-speciale, er at ”fremstille den aktuelle folkekirkelige debat om islam i lyset af post-koloniale teorier”. Viftrup vil på denne måde analysere de teologiske argumenter i debatten om folkekirken og islam ”dsom retoriske strategier til bevarelse af folkekirkens magt i en situation, hvor islam begynder at få indflydelse på det danske samfund”.

Bogen giver en meget fin introduktion til post-koloniale teorier, der bygger på teorier af Edward Said (Orientalism 1978), Homi K. Bhabha og Gayatari Chakravorty Spivak, der igen bygger på Michel Foucaults diskursanalyse. Postkolonialismen fremstilles som ”analyser af de diskursive magtstrukturer, der er nødvendige for at legitimere kolonisering, samt de kulturelle transformationer, der er afstedkommet af den koloniale diskurs’ hegemoni”. Denne koloniale diskurs afhænger af, forestillingen om, at verden kan præsenteres som opdelt i binære strukturere, forestillingen om at virkeligheden består af essenser, og forestillingen om visse erfaringers og værdiers universelle gyldighed.

Ud fra disse postkoloniale teorier analyseres den folkekirkelige diskurs om islam på basis af artikler og bøger af 41 folkekirkelige aktører. Viftrup når frem til, at den folkekirkelige diskurs foregår ud fra tre forskellige identiteter i folkekirken, den nationale, den missionale og den sekulære identitet. Den folkekirkelige islamdiskurs sammenfattes således, at det danske samfund pga kristendommens afgørende indflydelse er blevet meget homogent. Nu trues det danske samfund af sekulariseringen og islam, hvorfor der er behov for en styrkelse af den danske identitet. Viftrup identificerer imidlertid i den post-koloniale folkekirkelige diskurs om islam en ambivalens både på det nationale område, det missionale og det sekulære område. Diskursen ”kan ikke længere blive stående ved en direkte modsigelse af den anden, men kan heler ikke opgive denne modsætning” (s. 83).

Med udgangspunkt i Bhabhas tænkning om ”mimicry” og ”hybriditet” forsøger Vifttrup at skitsere et post-kolonialt alternativ mht. folkekirken og dens missionsteologi.

Bogens konklusion er, ”at selvom der bestemt er mange ansatser til at forholde sig til islam som andet og mere end ren modsætning, er den langt overvejende tendens, at den binære modsætning som en absolut og problematisk størrelse spille den store hovedrolle” (s. 96).

Bogen, der er på 100 s. og kan købes hos IKON, er særdeles læseværdig, og kan stærkt anbefales for dem, som ønsker at få en pædagogisk indføring i post-koloniale teorier og ét (nyt) perspektiv på forholdet mellem folkekirken og islam og debatten i folkekirken om forholdet til islam. En post-kolonial analyse kan imidlertid langt fra stå alene, når vi skal overveje folkekirkens forhold til islam (og det er sikkert heller ikke forfatterens opfattelse), men den post-koloniale analyse giver et vigtigt supplement.