Banner_til_KMS_m._gr_kant

 




Når islam kradser på
Artikel af Leif Munksgaard, leder i Folkekirkens Tværkulturelle Samarbejde i Odense, i Fyens Stiftstidenden 12. dec. 2001.
Danskerne er ikke rustede til vor tids religionsmøde, mener kronikøren, som med en påmindelse om jødedommens integrering i det danske samfund mener, at islam også vil kunne bidrage positivt til dansk kultur.

Der er mange, som taler og skriver om, at det danske, kristne kulturgrundlag skal bevares, og en del politikere råber meget højt om, at vort kristne kulturgrundlag trues af islam. Men hvad er det i den danske kultur, der specielt trues af islam, og hvorfor ser vi denne trussel? Højskolesangbogen, dansk litteratur, dansk flertalsdemokrati, dansk frihedstradition, intellektuel åbenhed, ytringsfrihed, omsorg for den svage, kvinders temmeret/valgbarhed, kunstnernes frihed, dansk kirkeliv ­ intet af dette er vel truet af islam?

Alligevel råber mange for tiden meget højt om, at de er bange ­ på folkets vegne. Det danske folks vegne. Med store ord gøres der opmærksomt på, at islam er en trussel mod alt, hvad der er dansk, og der råbes endnu højere om, at vi skal være danske i dette land, og at vores kristne kulturgrundlag skal beskyttes mod islams forfærdelige indflydelse. Men hvor får vi en seriøs pejling af, hvad det er ­ i det danske, kristne, kulturgrundlag ­ som trues af islam og hvorfor?

DET PARADOKSALE er jo nemlig, at det kristne kulturgrundlag i Danmark, der skal beskyttes mod islam og muslimernes ødelæggelser, er så gennemsyret af sekularismen, at det er rimeligt at påstå, at troen på Jesus - som Frelser, som Messias og som Gud - er trængt så meget uden for folkebevidstheden, at dette kristne danske samfund ejendommeligt nok er bærer af majoritetens afvisning af Jesus som frelser. Derfor er det vel rimeligt at spørge, om sekularismen ikke er et større problem end islam for den kristne tradition i dette land?

Dette problem blev rammende taget op, da vi for nylig havde den månedlige gudstjeneste for flygtninge og indvandrere arrangeret af Folkekirkens Tværkulturelle Samarbejde i Domkirken i Odense. Der var næsten 100 deltagere til gudstjenesten. Bagefter var vi samlet til fællesspisning, og som så ofte før, havde vi også nogle gæster med fra en af landbrugsskolerne i Odense. En gæst fra et afrikansk land spurgte mig så: "Hvorfor kommer der ikke ret mange mennesker i kirke i Danmark?"

Jeg forklarede lidt om tro og kirketradition i Danmark, og så sagde han: "I er altså ikke et kristent folk længer." Jeg spurgte, om han ville forklare, hvorfor han mente det? Men der kom ingen forklaring. I stedet spurgte han kontant og ligeud: "Hvis man ikke har brug for Jesus som Frelser, er man så kristen?"

JEG FORKLAREDE så, at det nok er rimeligt at sige, at vort samfund bæres af en del, der er farvet af kristen tradition. Men samtidig forklarede jeg også, at det er lige så rigtigt at pege på, at dansk tradition også er påvirket af oplysningstidens klare kritik af al religion, og den kritik har derfor medvirket til at skabe vores kulturelle åbenhed. Endvidere har socialismen jo også påvirket vort samfund på positiv vis, og det humanistiske livssyn, som faktisk fornægter religionens værdi, har også haft indflydelse på dansk tradition.

Hvis dansk tradition derfor er en blanding af kristendommens værdier plus en god portion socialisme, en del humanisme og dertil en del ateisme, er det så rimeligt at hævde, at en befolkningsgruppe bestående af 3-10 procent muslimer i dette land kan true alt, hvad der er dansk og såkaldt "kristen" kulturtradition? Muligvis har sekularismen allerede påvirket og svækket kristendommen endnu mere end islam nogen sinde vil kunne gøre det, for sekularismen er blevet så accepteret i dansk kultur, at den næsten gør vort samfund til et sted, hvor kristentroen er blevet intet mindre end ultra-ultra-light. For flertallet i de danskes land er kristendommen usynlig og ubrugelig i sin sande form med Jesus som Guds åbenbaring indtrådt i denne verden ved juletid for et par tusinde år siden.

ALLIGEVEL KAN de fleste danskere bruge kirken til barnedåb, konfirmation, bryllup og begravelser. Juleaften er der jo også mange i kirkerne. Men disse kristne traditioner, kan/vil islam og muslimer vel næppe true. Tværtimod ser man jo af og til, at muslimer er med ved sådanne "familie-gudstjeneste-fester". Nogle muslimer er endda blevet viet til danske kvinder i en dansk kirke, og nogle børn fra sådanne ægteskaber ender såmænd også med at blive døbt.

Spørgsmålet er derfor, om det er islam eller sekularismen, der truer den ægte kristne tradition i Danmark? For mig er der ingen tvivl. Sekularismen er en langt større trussel mod kristentroen end islam og muslimer. For vi har jo vænnet os til, at ethvert menneske kan sige nej til at tro på det kristne budskab om, at Jesus er vejen sandheden og livet, og at ingen kommer til Faderen uden ved Jesus. I mange "kristne" familier kender man også til, at familiens børn vender ryggen til den kristne tro. Alligevel vil de selvsamme personer som regel -- nu om dage - hævde, at de er kristne, for de er da ikke muslimer. "Kristen" er altså blevet en identitetsmarkør for at sikre, at man ikke opfattes som noget helt andet i dette samfund, hvor det multireligiøse overraskende for mange danskere er blevet et grundvilkår.

Derfor er der måske også mulighed for, at islam indirekte kan hjælpe med, at noget helt nyt og dybere vil kunne ske for kirke og kristendom i dette land. For måske vil den synlige og anmassende islam skubbe til og kradse så meget på danskerne, at en del sekulariserede danskere langsomt vil begynde at tænke lidt mere over deres egen tro, og det vil muligvis kunne styrke vort kristne kulturgrundlag, for dér, hvor kristentro udfordres, bliver den som regel styrket.

Spørgsmålet, der brænder på, er derfor ikke, om islam er den store trussel mod den kristne danske tradition. Langt snarere skal vi spørge, om sekularismen har svækket os så meget som kristne, at vi ikke er rustede til at bevare vort kristne kulturgrundlag i den nye multireligiøse virkelighed. For måske er det rigtigt, som én har sagt det: "Flertallet i dette samfund har sat Jesus som Frelser på permanent førtidspension. Og den realitet er langt farligere for vort kristne kulturgrundlag end noget andet, og derfor er danskerne meget dårligt rustede til vor tids religionsmøde."

HVIS DENNE påstand er korrekt, så skal kirken ikke frygte islam, men tværtimod lade sig inspirere til at udruste kirkens medlemmer til at blive bedre hjemme i deres egen religiøse tradition, og som professor Viggo Mortensen ved det teologiske fakultet i Århus har sagt det, "så synes der først og fremmest at være brug for at styrke den kristne identitet blandt kirkens medlemmer, og det kræver, at man vedkender sig, at her er en kerneopgave for kirken ...... og de oplagte midler til løsning af denne opgave kan være en styrkelse af forkyndelsen i alle dens former samt en styrkelse af den teologiske og kirkelige undervisning.

I JØDEDOMMEN, der på godt og ondt har været i Danmark i ca. 300 år, er der meget, som minder om islamiske traditioner. Det drejer sig f.eks. om slagte- og spiseregler, familietraditioner, vielser, loyalitet over for det såkaldte jødiske hjemland, særlige fridage og helligdage, anderledes klædedragt, speciel humor, anderledes gudstjenester, etnisk sammenhold - og en del andet.

Alt det har de fleste danskere vænnet sig til, og bortset fra de særlige slagteregler, så har danskere generelt intet besvær med den jødiske tradition. Den jødiske fornægtelse af Jesus som Guds åbenbaring i denne verden truer heller ikke dansk kultur. Tværtimod har mange jøder bidraget meget positivt til dansk kultur og politik på trods af generationers antagonisme mod jøder i dette land..

I dag er der altså blevet positiv plads til jøderne i Danmark. Hvorfor skulle flertallet af muslimer så ikke også ende med at bidrage positivt til dansk kultur? Men for at det skal kunne ske, så er det en forudsætning, at danskerne bliver bedre rustede til vor tids religionsmøde, og i det stykke har folkekirken en opgave over for sine medlemmer.
 

Kalender
03. juni. 2012
Kursus "Tro og spiritualitet"
Emmaus Galleri & Kursuscenter, Haslev

14. juni. 2012
Missionskonference: Kirkens mission og sekularisering
Hotel Nyborg Strand

24. august. 2012
Netværkssamling: Folkekirkens møde med nyåndeligheden
Teologisk Pædagogisk Center, Løgumkloster

Se flere arrangementer


Temasider

tro_i_mdet-banner8_copymkant

Konfirmandbanner_-_kant_1_copy

Banner_til_kirkecaf_-_162x43mkant

tit-banner-162x43

 


Nyhedsbrev


Klik her for at se i RSS2.0 

 

     
 

Peter Bangs Vej 1
2000 Frederiksberg
Tlf: 38384991

Generalsekretær
Kåre Schelde Christensen
mail@religionsmoede.dk