Artikel af Mogens S. Mogensen, Udgivet i Kirkeligt Centrums blad for september 2005.
Der er gode grunde til, at det har været svært at tale om mission i folkekirken, og der er lige så gode grunde til, at det i dag falder noget mere naturligt. Da Harald Blåtand for 1000 år siden – ifølge runerne på Jellingestenen – samlede Danmark og gjorde danerne kristne, overtog man den kristenheds-tradition, som går tilbage til kejser Konstantin, der gjorde kristendommen til Romerrigets statsreligion, og som reformationen på vore breddegrader blot cementerede. Stat og kirke hører sammen, så det er vanskeligt at se hvor staten holder op og kirken begynder. Kultur og kristendom hører sammen, så fx vor danske kultur uden videre opfattes som kristen kultur. Folk og kirke hører sammen, så det at være dansk og at være kristen bliver to alen ud af et stykke. Hvilken mening giver det at tale om mission i et sådant ”kristent samfund”?
Trods alle de teologiske betænkeligheder, som jeg mener man i dag må have overfor det forhold mellem kultur/kontekst, evangelium og kirken, som kristenhedsmodellen er et udtryk for. så har kristenhedsmodellen i forskellige afskygninger været den ramme, som evangeliet har været forkyndt indenfor i Danmark i 1000 år, og det har også bidraget kraftigt til en positiv udvikling på en række områder. Vort menneskesyn, samfundssyn og hele tilværelsesforståelse er i meget høj grad blevet præget af den indflydelse, som kristendommen har øvet gennem kirkens og statens alliance.
Igennem de sidste 100 år er denne kristenhedsmodel imidlertid blevet undermineret mere og mere. Individualiseringen og sekulariseringen og den deraf følgende privatisering af religionen har ført til en marginalisering af kristendommen og har givet kirken en helt anderledes position end tidligere. Samtidig med at kirken inden for de seneste årtier for flere og flere er blevet ”den fjerne kirke”, og danskerne er i højere og højere grad blevet ”skrabelodskristne” (uden gevinst hver gang!), udviklede Danmark sig i multireligiøs retning. Det begyndte med New Age og østens religioner, og det fortsatte med islam. Det blev det et ”wake-up call” for mange, også i folkekirken. Kirkelige og politiske ledere, som ikke tidligere har interesseret sig for mission, erklærede nu frejdigt, at folkekirken måtte være i mission over for muslimerne. Ja, der var ligefrem politikere, som revsede præster for ikke at tage deres missionsopgave overfor muslimerne alvorligt.
Udfordringen stikker imidlertid langt dybere end til at sætte missionsprojekter i gang rettet mod muslimer og nyreligiøse. Det, der er brug for, er en ny gennemtænkning af, hvad det vil sige at være kirke i den aktuelle multi-religiøse post-konstantinske kontekst. Med udgangspunkt i den engelske missionsteolog Lesslie Newbigins arbejde og det Gospel and Our Cultures netværk, som han tog initiativ til, er der inden for de sidste 10 år udviklet en missional-kirke tænkning, som også er meget relevant i vor danske sammenhæng.
Ordet ”missional” knytter sig til den bog som en gruppe nordamerikanske teologer udgav i 1998, ”Missional Church. A Vision for the Sending of the Church in North America”. I bogens indledende kapitel defineres ordet sådan: “Med udtrykket missional understreger vi kirkens essentielle nature og kaldelse som Guds kaldte og sendte folk”. Dermed knyttes til ved den missio Dei (Guds mission) forståelse, der understreger, at Gud er missionens subjekt, og at kirken er Guds redskab i hans mission.
Mission i denne forståelse er altså ikke en af kirkens mange aktiviteter, men hører til kirkens væsen og eksistensberettigelse. Mission er derfor heller ikke kun en sag for missionsselskaber og missionærer, men kirken udfordres til i alt, hvad den er og gør, at være missional. Mission er derfor heller ikke kun et spørgsmål om at sende missionærer til en fjern ”missionsmark”, men kirkens missionale tjeneste starter lige uden for kirkedøren i lokalsamfundet og fører derfra ud i verden.
Mission er det, kirken er sendt for at være. Derfor må kirken reflektere Guds inkarnation i mennesket Jesus Kristus ved en autentisk tilstedeværelse i samfundet som et åbent og inkluderende fællesskab om troen på Jesus Kristus. Mission er det, kirken er sendt for at gøre. Derfor må kirken i sit diakonale arbejde reflektere Jesu Kristi tjeneste betingelsesløse kærlighed og omsorg for hele mennesket og hele folket. Mission er det, kirken er sendt for at sige. Derfor må kirken fortælle de gode nyheder om, at Guds rige er kommet nær i Jesus Kristus videre i tillid til, at Helligånden virker tro og omvendelse.
En missional kirke-tænkning må udformes i et samspil mellem kulturen/konteksten, evangeliet og kirken. Her må hver kirke/menighed gøre sit hjemmearbejde ved at relatere evangeliet til deres lokale virkelighed og overveje, hvad det vil sige at være kirke/menighed på deres sted.
”Kirken er – Kirken gør det den er - Kirken organiserer det, den gør”. Sådan må rækkefølgen være, og ikke omvendt. Det er udfordringen at gennemtænke, hvad kirken er og gør, inden – eller i det mindste samtidig med - vi kaster os over de vigtige strukturelle og organisatoriske spørgsmål i den lokale menighed og i folkekirkens på nationalt plan. Når det gælder kirkens strukturer på sogne- stifts- og nationalt plan, må målet være at udvikle strukturer, der tjener kirkens mission.
I bogen ”Kristendommen under forvandling” (2005) skriver professor Viggo Mortensen, at
En fornyelsesbevægelse som den missionale kirke forudsætter et dynamisk kirkebegreb, som måske kun vanskeligt kan have hjemstedsret inden for en organisation og en struktur som den, der præger Den Danske Folkekirke. Men det kan ikke desto mindre blive et spørgsmål om overlevelse, om man kan få gang i en sådan fornyelsesbevægelse. En kirke, der ikke er salt og lys, vil med evangeliets ord ikke du til det, den skal, og vil derfor blive smidt ud og trampet ned (Matth. 5,13) (s. 189)
Den Danske Folkekirke er med sin lange historie og sin størrelse som en supertanker, der kun langsomt kan ændre kurs og fart. Trods forekomsten af stive strukturer, teologisk konservatisme og manglende evne til at se virkeligheden i øjnene i folkekirken, er der inden for den sidste snes år sket så mange spændende ting i folkekirken, at det bliver sværere og sværere at bevare pessimismen. Her skal jeg blot pege på forårstegn inden for de sidste fem år.
I 2001 gik 7 stifter sammen (og siden er yderligere to stifter kommet med) om at etablere Stiftssamarbejdet ”Folkekirke og Religionsmøde”, hvis formål er ”med udgangspunkt i evangeliets forkyndelse, at styrke den danske folkekirkes møde med andre religioner og livstydninger”. Det er første gang den officielle folkekirke har engageret sig i mission.
Samtidig udviklede der sig i brede kredse i Folkekirken en forståelse af, at mission hører med til det at være kirke, og der opstod endog en slags konsensus om, at mission handler om at præsentere og repræsentere evangeliet for mennesker af anden eller ingen tro.
I 2003 blev den første folkekirkelige missionskonference nogensinde afholdt på initiativ af to biskopper. Det var bemærkelsesværdigt, at der blandt deltagerne var repræsentanter for en række forskellige kirkelige retninger og kirkelige institutioner. I 2006 afholdes den næste folkekirkelige missionskonference med redaktøren af bogen ”Missional Church”, Dr. Darrell Guder, fra USA, som hovedtaler.
I 2004 udgav Folkekirkens Mission sammen med Kirkefondet og Teologisk Pædagogisk Center et studiemateriale til brug i menighederne forud for menighedsrådsvalget, ”Kirke hos os. Hvad er vi til for?”. Materialet, som er stærkt inspireret af missional kirke-tænkningen, fik opbakning fra brede kredse i folkekirken og satte mange spændende diskussioner i gang om, hvad det vil sige at være kirke, og hvordan det kan udfoldes lokalt.
I mange menighedsråd er der en længsel efter ikke bare at bruge tid på mursten og gravsten, budgetter og paragraffer, men i stedet at arbejde med det indholdsmæssige, menighedens liv og vækst. Her kan missional kirke-tænkningen blive til stor hjælp.
Missional kirke er ikke et moderne koncept for hurtig succes i kirken, men det er tværtimod en udfordring til at gå tilbage til udgangspunktet, evangeliet om Jesus Kristus, for i lyset af den kultursituation, vi står i nu, på ny at overveje, hvordan vi kan være kirke her hos os, og kirke i verden.
