Efterhånden som religionsmødet er blevet en påtrængende virkelighed, er dialog blevet et mere og mere populært ord. Egentlig betyder dialog blot samtale, og i religionsmøde-sammenhæng samtale mellem mennesker med forskellig religion. Ligesom demokrati er dialog et plus-ord, som ingen kan være imod. Problemet er blot, at mens demokrati i politisk tænkning har et ret præcist indhold, så bruges dialog i teologisk sammenhæng ofte på uklare og tvivlsomme måder.

Undertiden får man det indtryk, at klassiske teologiske begreber som koinonia (det kristne fællesskab), diakonia (næstekærlighedens tjeneste) og kerygma (kommunikationen af evangeliet) umærkeligt erstattes af dialog, sådan at alt næsten bliver dialog. Indførelsen af dette omfattende dialog-begreb indebærer samtidig ofte en glidende omtolkning af helt centrale elementer i den kristne teologi. Det fører undertiden til, at den del af kirkens mission, som har at gøre med forkyndelse af evangeliet til omvendelse og tro og dannelse af kristne menigheder, erklæres for forældet og søges erstattet med åbne dialogprocesser. Samtidig er der en fare for, at når alt bliver dialog, så bliver dialog et indholdsløst begreb, som vi ikke længere kan gøre fornuftig brug af. Vi har i dag brug for dialog mellem religionerne, men hvis vi skal engagere menighederne og ganske almindelige kristne i dialogen, så er der brug for en teologisk besindelse på og en præcisering af dialog-begrebet.

Vi må forankre dialogen i vor forståelse af, hvad det vil sige at være kirke i dag. Til kirkens helt grundlæggende opgaver hører gudstjeneste, undervisning, diakoni og mission. For mig at se hører dialogen med mennesker af anden tro til under vor diakonale forpligtelse. Dialogen er en del af vor diakoni. Ligesom vi har ansvar for at tage os af vort medmenneske i nød (klassisk diakoni), har vi også et ansvar for at tage os af det samfund, som vi alle er en del af, når samfundets sammenhængskraft trues. Og da vort samfund – ligesom verdenssamfundet – består af mennesker med forskellige religioner, er det en vigtig diakonal opgave for kristne at bidrage til forståelsen og samarbejdet mellem religiøse grupper. Her er dialogens formål tindrende klart: kristne må sammen med muslimer, hinduer, buddhister mv. arbejde på at fremme almenvellet, velfærden, freden. Hvis ikke religionerne bliver en del af løsningen, bliver de en del af problemet i samfundet. Hvad der gælder for diakoni i øvrigt gælder også for dialog som diakoni. Diakoniens integritet ligger i, at den med Guds kærlighed og nåde som udspring er betingelsesløs. På samme måde har dialog som diakoni heller ikke sekundære mål, som fx menneskers omvendelse.

Dialog - arbejdet på at etablere gode relationer mellem kristne og andre religiøse grupper aht. vort fælles samfund - er en meget vigtig, men også meget vanskelig opgave i dag. En sådan inter-religiøs dialog er en diakonal opgave, som kirken må engagere sig i.