Artikel af Mogens S. Mogensen, der er cand. mag i historie og kristendom fra Aarhus Universitet 1976. Fra 1981 til 1991 var han udsendt af Sudanmissionen som missionær i muslimske områder i Nigeria. I dag arbejder han som ekstern konsulent - blandt andet for Folkekirke og Religionsmøde.

Fra en kirke uden mission, over en kirke med mission, til en kirke, der er mission
Foredrag ved Mogens S. Mogensen ved Folkekirkens Missions Repræsentantskabsmøde den 3. maj 2003 i Haderslev


1. Indledning

Det er min påstand, at kirken i Vesten, og også i Danmark, i disse år står midt en krise. Og det samme gælder naturligvis også missionsselskaberne i kirken. Den påstand vil jeg uddybe lidt senere i foredraget.

Nu er kriser ikke i sig selv af det onde, men kan ligefrem være nødvendige. Det kan opleves som en alvorlig krise for et menneske at gå fra at være barn til at blive voksen med alt hvad det indebærer af bl.a. ændringer i forholdet til forældre og til samfundet. Ikke desto mindre er denne krise nødvendig for at et menneske kan udvikle sig normalt. Inden for religionshistorien taler man om overgangsriter i forbindelse med de drastiske ændringer i et menneskes status i samfundet. En overgangsrite består af tre faser: Udskillelse, isolering (eller grænseområde) og indlemmelse. Krisen opleves især i den anden fase, isoleringen, hvor der ingen vej er tilbage, og hvor man heller ikke umiddelbart kan se, hvor vejen går frem. Man er i et ingenmandsland præget af usikkerhed og stress, en fase som man helst ville springe over, men netop denne svære oplevelse forbereder én til den nye fase: der er noget der må dø for at noget andet kan vokse frem.

Kirkens kriser gennem tiden hænger sammen med udviklingen i samfundet i og med at kirken altid er en kirke for mennesker i konkrete samfund på en bestemt tid og at kirke og samfund naturligvis påvirker hinanden. Kriserne opstår således, når kirken skal finde sin plads i samfundet, når samfundet går ind i en ny epoke, eller når kirkens plads i et eksisterende samfund ændres sig drastisk. Når jeg har kaldt mit foredrag ”Fra en kirke uden mission over en kirke med mission til en kirke der er mission” hænger det sammen med, at jeg mener, at man med god ret kan udskille tre perioder af kirkens og missionens historie ud fra disse tre overskrifter.

Den første periode, jeg vil beskæftige mig kort med er kristenhedens epoke, hvor vi har en kirke uden mission. Den næste periode er den moderne epoke, hvor vi har en kirke med mission. Og så den sen- eller postmoderne periode, som vi er på vej ind i, og hvor jeg peger på, at udfordringen er en kirke, der er mission. Overgangen fra en periode til den næste opleves som og er også en alvorlig krise for kirke og mission fordi kirkens og missionens betingelser ændrer sig afgørende fra den ene fase til den næste. Lige som evangeliet må kontekstualiseres på ny, hver gang evangeliet krydser kulturelle grænser, for at der kan opstå en kirke, der er relevant ind i den nye kontekst og samtidig udfordrer netop denne kontekst, alt sammen i troskab mod evangeliet, på samme måde må kirken også udvikle sig for at være sand kirke i nye epoker. Sker dette ikke, så slår evangeliet ikke rod i den nye kultur, og kirken bliver til et museum over en svunden tid.

Grunden til, at jeg så alligevel vil beskæftige mig med alle tre epoker er den, at kirken på godt og ondt ikke bare er præget af diskontinuitet i forhold til tidligere epokers kirke, men også af kontinuitet. Her kan vi igen bruge billedet med et menneskes udvikling. En voksen mand har naturligvis erfaringer og minder med fra sin barndom og ungdom, som også er værdifulde i en voksentilværelse, men hvis en gammel mand begynder at opføre sig på en måde, som var helt meningsfuld, da han var barn, altså går i barndom, så bliver vi nervøse for hans mentale sundhedstilstand. På samme måde kan det ske, at fx Folkekirken i visse situationer agerer på en måde, som ville have givet god mening i højmiddelalderen, men som måske er meningsløs i dag.


2. Kristenhedens epoke – en kirke uden mission

Når det gælder kristenhedens epoke, vil jeg gøre det kort ved at tage mit udgangspunkt i Alan Kreider, The Change of Conversion and the Origin of Christendom (1999) Bogen analyserer omvendelse i oldkirken og udviklingen af kristenheden i middelalderen. I sin analyse omvendelse i oldkirken gør han opmærksom på, at kirken de første 3 århundreder havde en vækstrate på 40 % pr. årti, på trods af at kristendommen var en marginaliseret bevægelse, og at kristne ofte blev udsat for forfølgelse. Forklaringen finder Kreider i den initieringspraksis, som oldkirken praktiserede i forbindelse med dåben, en praksis ofte varede flere år og lagde stor vægt både på de nye kristnes tro, tilhørsforhold og adfærd. Det er Kreiders tese, at den omvendelsesforståelse og praksis, som udvikler sig i den tidlige middelalder producerer den kristendom, som kom til at præge vesten de næste 1000 – 1500 år. Kreider analyserer omvendelse ud fra kategorierne tro, tilhørsforhold og adfærd og viser, hvordan forståelsen af disse og balancen mellem dem gradvist ændrer sig i løbet af perioden fra det 2. til det 6. århundrede.

Kristenheden (Christendom) er, ifølge Kreider, naturligvis forskellig i forskellige perioder, men det er alligevel hans opfattelse, at der er en række afgørende fællestræk.

En fælles eller almindelig tro: Kristenhedens trossystem er den ortodokse kristendom, som religiøse og civile ledere stadfæster, og som udgør hele samfundets grundlæggende ideologi. Religiøst set er kristenheds-samfundet som en et-parti-stat, der ikke tolerer, hverken kætteri eller andre religioner. I praksis lever uofficielle religiøse alternativer videre i det skjulte. Den religiøse undervisning er ofte meget mangelfuld, bl.a. fordi der ikke er religiøse alternative til at udfordre kristendommen.

Et fælles eller almindeligt tilhørsforhold: I kristenheden er der næsten totalt sammenfald mellem medlemmerne af det civile samfund og medlemmerne af den kristne kirke. Resultatet er et homogent kristent samfund. Folk er kristne, ikke pga. det, som de tror på, eller den måde de opfører sig på, men pga. af deres tilhørsforhold, som de er født ind i. Kirken rekrutterer sine medlemmer gennem dåb af alle børn, som ofte er obligatorisk. Kirken og dens sogne er meget store, men deltagelsen i gudstjenesterne er ofte uregelmæssig, med mindre den er obligatorisk. Kirke og stat indgår i et symbiotisk forhold, hvor kirken forsyner staten med en pålidelige religiøs legitimitet og gennem sin liturgiske tjeneste udtrykker samfundets enhed, og hvor staten forsyner kirken med beskyttelse og ressourcer og værner dens monopol og dens plads in samfundets symbolske center. Skellet mellem kirken og verden afløses af skellet mellem gejstlighed og lægfolk. Mission spiller oftest en meget lille rolle for kirken, der fokuserer på den pastorale omsorg for dens medlemmer og for vedligeholdelsen af dens strukturer.

En fælles eller almindelig adfærd: Kristen adfærd reflekterer samfundets sunde fornuft og samfundets lovgivning udformes i overensstemmelse hermed. Dem, der går videre og bliver særligt engagerede, opfordres til at blive gejstlige, så den almindelig lægmands adfærd ikke udfordres.

Kreiders synspunkt er, at kristenhedens fælles tro, tilhørsforhold og adfærd kun kan opretholdes med et vist mål at tvang.

Vi lever i vesten i skyggen af kristenheden, og det kræver en høj grad af missiologisk opmærksomhed. Vi har brug for at analysere, hvilke elementer af kristenheden vi i lyset af evangeliet kan føre videre, og hvilke vi må bryde med. I den forbindelse anbefaler Kreider nutidens kristne at hente inspiration fra oldkirkens teologer og reintroducere en omvendelse som ændrer både tro, tilhørsforhold og adfærd.

Når det mere specifik gælder mission, så er kristenhedens epoke jo karakteriseret ved to forhold:

1. Indenfor rigets (først Romerriget og senere en række andre konge- og kejserriger) grænser har kristendommen en monopolstilling. I det 4. årh. går kristendommen fra at have været en forfulgt religiøs minoritet i et pluralistisk samfund, til at blive først tilladt religion, dernæst statsreligion og endelig den eneste tilladte religion. Man kan derfor sige, at der enten ingen mission var plads til, eller at missionen blev varetaget af eller snarere erstattet magtapparaters religiøse tvang. Vi har her en forbindelse mellem religion og politik, som mange i dag beskylder muslimer for at have praktiseret og stadig praktisere. I den forbindelse er det værd at erindre om, at religionsfriheden – som vi i dag nok vil sige er en forudsætning for sand kristen mission – stort set var fraværende i hele kristenhedens periode og først bliver gennemført i løbet af den moderne tid som et af oplysningstidens resultater. Det var så sent som i 1849, med grundlovens indførelse, at vi i Danmark første gang fik en egentlig religionsfrihed.

2. Uden for rigets grænser foregik der helt bestemt mission her og der. Der er eksempler på mission, som vi i dag mindes med stolthed, men der er også eksempler på en mission præget af en uhellig alliance mellem religion og politik, mellem stat og kirke, hvor der har været udøvet tvang. Ser vi på den danske kirke i kristenhedens periode, så er der eksempler på deltagelse i korstog, især i Østersøregionen, og på mission i forbindelse med den kolonisering der fulgte i kølvandet på opdagelserne, som fx Tranquebarmissionen.

Alt i alt må vi imidlertid konkludere at kirken i Danmark og de fleste andre steder i kristenhedens epoke var en kirke uden mission.


3. Den moderne epoke - en kirke med mission

Den moderne missionsbevægelse
I 1792 udfordrede den moderne missionsbevægelses fader, den engelske baptist William Carey sin samtids kristne til at engagere sig i verdensmission På det tidspunkt var de toneangivende kredse i den officielle kirke af den opfattelse, at missionsbefalingen ikke længere havde gyldighed, i og med at de første kristne havde bragt evangeliet til hele verden. I skriftet ”An Enquiry into the Obligation of Christians to Use Means for the Conversion of the Heathen” argumenterer Carey for, at missionsbefalingen stadig er gældende, og at der er stort behov og store muligheder for mission i verden på dette tidspunkt. Han opfordrer til, at kristne med brændende hjerter for mission danner frie kirkelige missionsselskaber med komiteer, der skal samle penge ind til udsendelsen af missionærer.

Den moderne missionsbevægelse blev en del af voluntarismen. Dem der blev grebet af missionstanken, ville ikke længere sætte sig ned og vente på, at den officielle kirke tog et initiativ til mission, men i stedet gik de sammen med ligesindede og organiserede sig i frie eller frivillige selskaber. Således blev Careys ”Particular Baptist Society for Propagting the Gospel among the Heathen” modellen for en række missionsselskaber, også i Danmark, der blev etableret uden for den officielle kirkelige struktur.

Etableringen af missionsselskaber kan ses som en nødforanstaltning. Da den officielle kirke ikke ville tage denne opgave (og mange lignende diakonale og undervisningsmæssige opgaver) op, organiserede en række private mennesker sig i private selskaber, der stedfortrædende for hele kirken responderede på missionsbefalingen. På denne måde fik vi en kirke med mission, om end missionen ikke var integreret i de officielle kirkestrukturer og ofte heller ikke var anerkendt som et genuint kirkeligt arbejde.

Målet for den moderne missionsbevægelse kommer blandt andet til udtryk i Edinbugh missionskonferencen i 1910: hele verdens evangelisation i vor generation. Trods den moderne missionsbevægelsers fejl og mangler, som alle menneskelige foretagender er befængt med, så må man konkludere, at den var en stor succes på mange måder. Kristendommens procentuelle andel er ganske vist ikke vokset de sidste 100 år. Nok er kristendommen ikke blevet hele verdens religion, men det, der skete var, at kristendommen blev global, og at der skete en forskydning i kristendommens tyngdepunkt fra Nordvest til Sydøst.

Ellipsestrukturens sammenbrud og integration af kirke og mission
Ellipsestrukturen hænger sammen med vækkelsesbevægelsernes fremmarch i det 19. århundrede. Vækkelsesbevægelserne kulminerede imidlertid omkring 2. verdenskrig. Antallet af missionshuse i Danmark er næsten halveret siden krigen og antallet af børn i søndagsskolerne er faldet til 1/10, samtidig med at kirkegangen er faldet fra o. 10 % til 2 %.

En anden vigtig faktor er urbaniseringen. Mens menighedslivet på landet godt kunne spænde over kirke og missionshus, så har det aldrig fungeret godt for bymennesker. Det kan da også konstateres, at flere præster i de større byer med rod i vækkelsesmiljøet samler menighedslivet omkring kirken (med sognegården), og undertiden bebrejdes, at de underminerer vækkelsesbevægelsernes arbejde ud fra missionshuset (Vigilius 2000).

Adskillelsen mellem den officielle kirke og de private missionsselskaber genspejlede sig også i de internationale strukturer, der opstod i første halvdel af det 20. århundrede. Missionsselskaberne blev internationalt organiseret i International Mission Council (IMC), mens de officielle kirker blev organiseret i organer, der i 1948 blev samlet i World Council of Churches (WCC).

I den anden halvdel af sidste århundrede har der imidlertid været en bevægelse for at bringe kirke og mission tættere sammen igen. Internationalt blev integrationen mellem kirke og mission gennemført i og med at IMC og WCC i 1961 blev lagt sammen. Nationalt kan man spore samme tendens. Etableringen af Folkekirkens Missionsråd, DMRs Folkekirkelige Afdeling og nu senest Folkekirkens Mission med dertil hørende provstikomiteer og stiftsudvalg for mission er et udtryk for den samme tendens i retning af integration af mission i kirken. På denne måde bliver der tale om en kirke med en mission, men på en anden måde end oprindeligt i den moderne missionsbevægelse.

Men der var også, især fra evangelikal side advarende røster mod denne udvikling, fordi man frygtede at missionen ville blive hæmmet og tæmmet ved at blive inkorporeret i kirkestrukturen.

Hvad sker der når missionen kommer ind i kirken?
Harald Hegstad og Tore Laugeruds bog ”Brennende hjerter eller misjonerende menigheter? En Underssøkelse av holdninger og engasjement i forhold til ytremisjon i menigheter i Den norske Kirke” (2002) er som titlen antyder en undersøgelse af denne integration af ydre mission i menighederne.
Rapporten indeholder et væld af meget spændende observationer, analyser, konklusioner og perspektiver, som også giver en dansk læser noget at tænke over, fordi det kaster lys over nogle dynamikker, som sandsynligvis også er på spil i en dansk folkekirkelig sammenhæng, om end i en lidt anden udgave. Jeg vil imidlertid koncentrere mig om spørgsmålet, hvad der sker med missionen (ydre mission) og menigheden, når mission bevæger sig fra missionsselskaberne ind i menigheden.

Tidligere hørte missionen entydigt hjemme i missionskredsene og i bedehusene, altså i et ret afgrænset og konservativt miljø præget af den kultur og ideologi, som hører hjemme der. Typisk her er responsen på et af de udsagn, som interviewpersonerne, blev præsenteret for: ”Jeg kjenner meg fremmed for de former, som preger miljøet i misjonsorganisationene”. Interviewpersoner fra de menigheder, der ligger tættest på ellipsestrukturen, føler sig mindst fremmed, mens interviewpersoner fra de menigheder, der ligger tættest på den koncentriske struktur, føler sig mest fremmede.

På baggrund af rapportens analyse af missionsengagementet i menighederne, kan man udlede følgende tendenser i udviklingen af missionsforståelsen, når missionen kommer ind i menighederne (Mogensen, Menighed og mission i dansk perspektiv 2002):

1. Større vægt på det diakonale aspekt af mission. Jo nærmere menigheden er den koncentriske model, jo større vægt lægges der på den sociale (eller diakonale) dimension af mission, og jo større er tilbøjeligheden til at støtte Kirkens Nødhjælps arbejde frem for missionsselskabernes arbejde.
2. Større vægt på dialog i forhold til direkte evangelisering.
3. Større opmærksomhed omkring kulturimperialisme.
4. Større vægt på gensidigheden og nærheden i mission..
5. Missionærens rolle ændres.
6. Engagement i afgrænsede projekter i stedet for i missionsselskabernes arbejde generelt.
7. Fortsat samarbejde med missionsselskaber, men også tendenser til selvstændiggørelse i forhold til missionsselskaberne.
8. Bredere kredse engageres i missionsarbejdet.
9. Mission bliver forankret i gudstjenesten,.
10. Professionalisering af missionsengagement.

Undersøgelsen viser med al ønskelig tydelighed, at især præstens holdning og engagement er af afgørende betydning for menighedernes engagement i mission. Skal missionsengagementet blomstre i menighedsregi, så tyder undersøgelsen imidlertid på, at også der er der brug for ildsjæle.
Man kan konkludere, at missionerende menigheder forudsætter brændende hjerter.

Enkelte af disse tendenser vil missionsselskaberne måske se på med betænkelighed, ud fra hensynet til behovene i missionsområderne, men de flere af tendenserne er helt i harmoni med moderne international missionstænkning.

Det er ikke blot forståelsen af mission, der ændrer sig, når mission slår rod i menighederne, menighederne påvirkes også af missionsengagementet på en række områder.

1. Menighederne får en bibelsk funderet forståelse af, at mission og menighed hænger sammen.
2. Missionsperspektivet bliver en del af de sædvanlige gudstjenester.
3. Menigheden får et stærkere internationalt perspektiv.
4. Mission kan medføre en fornyelse af menighedslivet.
5. Mission har mulighed for at samle menigheden på tværs af teologiske og kirkelige holdninger.
6. Missionsengagementet kan være med til at legitimere menigheden i lokalsamfundet.
7. Menighedens engagement i mission globalt fører ikke nødvendigvis til større engagement i mission lokalt.
8. Menighedens engagement i mission kan føre til spændinger i menighed i forhold til missionens gamle ejere.

De allerfleste af disse udviklingstendenser vil sikkert de fleste menigheds- og missionsledere hilse velkomne. At menighedens engagement i mission kan føre til spændinger i forhold til de traditionelle missionskredse, er vel et forventeligt problem, som der kan findes løsninger på. Mere betænkeligt er det imidlertid, at sammenhængen mellem mission lokalt og globalt ikke altid er til stede.

I den moderne tid står vi altså med en kirke, der har en mission. Kirken er en kirke med mission, dels fordi der blandt kirkens medlemmer er dannet missionsforeninger og selskaber, dels fordi menigheder, provstier og stifter begynder at anerkende missionsselskabernes arbejde, begynder at samarbejde med missionsselskaberne og at tage deres missionsarbejde med ind i gudstjeneste og kirkelige sammenhænge. Denne udvikling er i sig selv af kritisk betydning og opleves også af nogle som en krise. Mister missionsselskaberne deres identitet, mister missionen sin profil? Bliver kirken korrumperet af missionen og sekterisk? De virkelige kriser ligger imidlertid et helt andet sted!


4. Post- eller senmodernismens periode - en kirke, der er mission

Lesslie Newbigin og The Gospel and Our Culture Network
I 1974 vendte Lesslie Newbigin hjem fra 35 års missionærtjeneste i Indien til sit hjemland England, men han oplevede, at det var et helt andet land end det han havde forladt i 1939. I sin selvbiografi ”Unfinished Agenda” fra 1986 beskriver han sin oplevelse sådan. Kirkeligt arbejde i England ” is much harder than anything I met in India. There is a cold contempt for the Gospel which is harder to face than opposition. … England is a pagan society and the development of a truly missionary encounter with this very tough form of paganism is the greatest intellectual and practical task facing the Church”. Et langt liv væk fra sit fædreland som missionær i et fremmed land med fremmede kulturer og religioner havde imidlertid givet ham den nødvendige distance til hans egen engelske kultur og havde givet ham et missionsperspektiv på hans egen og hele vestens kultur som satte ham i stand til at give et enestående men ikke alle steder påskønnet bidrag til kirkerne i vesten. På baggrund at dette nye møde med sin egen engelske/vestlige kultur udfordrede ham til at skrive en række bøger, hvor han så på vesten med en missionærs øjne og stillede en missionærs analytiske spørgsmål. (Se også Newbigin, ”Can the West Be Converted, 1998, hvor Newbigin påstår, at nutidens største og sværeste missionsudfordring ikke er islam eller hinduismen, men den sekulariserede befolkning i vesten.

I bøger som ”Foolishness to the Greeks” (1986) og ”The Gospel in a Pluralist Society” (1989) tog han livtag med den moderne vestlige kulturs filosofiske antagelser, som efter hans opfattelse var i modstrid med evangeliet, men som havde inficeret kirkerne og tappet dem for evangelisk kraft. På baggrund af Newbigins utrættelige arbejde etabeleredes der i England i 1989 og snart efter også i Nordamerika og andre steder The Gospel and Our Culture Network”, og tråden blev taget op af Kirkernes Verdensråd, der opfordrede alle sin medlemskirker til at arbejde med spørgsmålet om evangeliet og vor kultur, hvilket vi også gjorde her i Danmark for nogle år siden.

Sekularisering og globalisering
Hvad er det, der er sket, som berettiger til, at tale om, at vor kultur, vort samfund og vor kirke er i krise? Vi har her ikke tid til en grundig kulturanalyse, så det må i første omgang blive ved overskrifterne sekularisering og globalisering.

I mange år var det god latin ikke bare i akademiske kredse, men også i bredere folkelige kredse at tro på de sekulariseringsteorier, der forudsagde, at religionen ville miste sin indflydelse i samfundet og før eller senere forsvinde, efterhånden som folk blev mere og mere moderne, oplyste og videnskabeligt orienterede. Denne udvikling havde man allerede i årtier kunnet konstatere i Vesteuropa og ville efterhånden sprede sig til hele verden, sammen med udvikling og modernisering. I dag er de fleste forskere enige om, at de tog fejl. Det, der rent faktisk er sket, er at kristendommen og kirken har mistet tilslutning og indflydelse i vestens samfund og er blevet mere og mere marginaliseret, samtidig med at religion i det hele taget tværtimod har oplevet en opblomstring, ligesom det sker i resten af verden. I England er kirkemedlemskabet faldet til 15%, i Østtyske byer er medlemskabet mange steder faldet til 10%. I min levetid er i Danmark kirkemedlemskabet faldet med 15 % og kirkegangen faldet med omkring ¾.

Samtidig med denne form for sekularisering er vestens samfund og også Danmark i stigende grad ved at blive præget af globaliseringen. Således er Danmark ved at udvikle sig fra et enestående homogent samfund til et multi-samfund, multietnisk, multikulturelt og også multireligiøst. Denne udvikling hænger jo især sammen med den immigration, som har fundet sted de sidste 35 år som følge af mangel på arbejdskraft, og med tilstrømningen af flygtninge i forbindelse med krige og naturkatastrofer. Resultatet er, at i dag er o. 8% af befolkningen immigranter eller første-generations efterkommere efter immigranter, og der af kommer o. 6% fra såkaldte ikke-vestlige lande. Et resultat af denne udvikling er, at i dag tilhører mere end 4% af befolkningen islam eller en anden ikke-kristen religion. Et andet resultat af globaliseringen er en øget kontakt til østens religioner, der har ført til, at New Age påvirker stadig større dele af kirkens medlemmer. Således viser undersøgelser, at 1/3 af befolkningen tror på reinkarnation, ligesom meget store grupper af befolkningen betjener sig af religiøse eller kvasi-religiøse terapier eller rådgivningstilbud.

Resultatet af den såkaldte sekularisering og af globaliseringen er altså bl.a., at kristendommen og kirken er blevet marginaliseret samtidig med, at der er sket en re-religionisering af befolkningen.


Fra modernisme til postmodernismen – vi må lære a leve med usikkerheden
Under de ændringer, som vi kan kalde sekularisering og globalisering, ligger nogle mere fundamentale ændringer i den vestlige kultur. Nu slår den udvikling, som startede med oplysningstiden og den moderne udvikling for 2-300 år siden, igennem med fuld kraft: det konstantinske system, der blev indført i det 4. århundrede, hvor kirken indgik i et partnerskab med staten, således at kristendommen blev samfundets ideologiske grund og kirken fik den centrale placering i samfundet, er nu ved at bryde helt sammen.

Postmodernismen er på mange måder blot modernismen ført helt igennem. Gud og kristendommen skubbes fra kulturens og samfundets centrum ud i periferien og kirke og kristendom privatiseres, og det rationelle individ sættes fri og det nye centrum bliver troen på videnskaben. Moderniteten blev præget af optimisme på menneskets vegne, rationalisme, kontrol og forudsigelighed og individualisme og fokus på mennesket behov. Igennem de seneste årtier har modernismens nye guder imidlertid mistet deres troværdighed og deres evne til at holde sammen på samfundet. I dag er vi på vej ind i en situation præget af en ekstrem grad af usikkerhed, usikkerhed mht. objektiv viden, familie og samfund, moral og etik, tro, identitet.

Rektioner på krisen
Hvordan skal kirken være kirke i et samfund, der i praksis har udskiftet kristendommen som sin grundpille, og hvor de nye grundpiller vakler? Det er udfordringen for kirken i dag, og dermed også for os, der er engageret i mission. Der er flere måder at reagere på denne krise på.

1. Nogle lukker øjnene for virkeligheden og lever videre som om intet var hændt. For kirken betyder det blot, at den ikke forholder sig til den konkrete udfordring og mere og mere bliver et kulturelt museum.

2. Andre søger tilbage mod de gode gamle dage, hvor kirke og kristendom og folk hang uløseligt sammen. Men det er ikke muligt at reetablere den situation, hvor gerne mange end måtte ønske det. For kirken betyder den holdning, at man kæmper en kamp, der er tabt på forhånd., og dermed bliver mere og mere irrelevant.

3. Andre igen tager med kyshånd imod den ene bølge efter den anden af koncepter for, hvordan kirken kan få succes. Det er især fra USA, at der kommer det ene koncept efter det andet, koncepter som er udviklet i en anden kontekst end hvor vi skal bruge dem, og som ofte forudsætter enestående dynamiske karismatiske ledere for at de for en tid kan lykkes. Jeg er bange for, at Willow Creek blot er den seneste i rækken. For kirken betyder det, at man stiller sig tilfreds med overfladiske løsninger, der ikke på langt sigt holder.

4. Måske er løsningen, at vi ser krisen i øjnene, at vi accepterer, at der ikke er nogen vej tilbage, og at vi heller ikke klart kan se, hvor vejen går fremover. Det betyder, at vi denne overgangssituation, som i en overgangsrite, må lære at leve i en periode i et slags ingenmandsland, i liminality. Ligesom Israel mellem sin Egypten-tid og den nye tilværelse i det forjættede land måtte leve i 40 år i ørkenen, og ligesom Israelitterne måtte leve 70 år i eksilet, og vente på, at Gud hhv. førte dem ind i det forjættede land og hjem til Jerusalem.

Jeg tror, at det der er brug for er meget grundige overvejelser over vor situation (kulturanalyse) og herunder også bod og omvendelse der hvor vi som kirke og mission har svigtet og er gået på kompromis med en kultur som på nogle områder er imod evangeliet. Dernæst tror jeg, at der er brug for en ny gennemtænkning af, hvad det vil sige at være kirke og kirke i mission i lyset af de bibelske fortællinger, som er særligt relevante for vor situation, og i lyset af kirkens tradition, fx kirkens erfaring fra at leve som minoritet i en pluralistisk kultur før Konstantin.

Missional kirke
Inspireret af Newbigin etableredes der i 1992 et internationalt missiologisk forskningsprojekt, kaldet ”A Missiology of Western Culture” med Fuller professoren Wilbert Shenk som leder. Provst Mogens Jensen var med i projektet fra dansk side. I den første af en lang række meget spændende bøger udgivet af dette projekt skriver udgiverne bl.a. “Now, at the end of the twentieth century, both modern culture and Christian Mission face an uncertain future. … The purpose of this series is to probe these developments from a variety of angles with a view to helping the church understand its missional responsibility to a culture in crisis”.

Ligeledes inspireret af Newbgin udgav en gruppe nordamerikanske teologer og missiologer i 1998 bogen ”Missional Church. A Vision for the Sending of the Church in North America” med Darrell L. Guder som redaktør. Bogen er et resultat af et tre-års studie- og forskningsprojekt igangsat af det nordamerikanske Gospel and Our Culture Network. Formålet var at analysere den nordamerikanske kirkes kontekst og at definere missions udfordringen for kirken i denne kontekst. Udfordringen var at overveje hvordan kirken og kirkens teologi ville se ud, hvis man skulle tage alvorligt, at Nordamerika i dag er en missionsmark. Det er denne bog, der har givet os begrebet missional kirke. Det er et nyt ord, der understreger kirkens essentielle væsen eller grundlæggende natur og kaldelse som Guds kaldte og sendte folk. I Norge har man udtrykt det sådan, ” Misjonerende menigheter der evangeliets kraft får inspirere og utruste menigheten til å dele troen gjennom nærvær, handling og ord, lokalt og globalt”. På engelsk har man lagt vægt på en distinktion mellem orden missional og missionary, man kunne på dansk sige missional og missionsk eller missionerende, på den måde, at mens ordet missional referer til kirkens natur som et folk sendt af Gud til verden og altså referer til sådanne dimensioner i kirkne, så referer ordet missionary til specifikke missions intentioner og aktiviteter i kirken.

Missional kirke i dansk sammenhæng
Jeg ved ikke, hvor vejen går fremover, eller hvordan en missional kirke vil se ud i en dansk sammenhæng. Blot vil jeg pege på nogle udviklingstendenser, som for mig er spæde tegn på en missional fornyelse af vor kirke.

• En række eksperimenter med gudstjeneste som mission, som bl.a. beskrevet i Ny Mission nr. 2 ”Gudstjeneste og Mission
• En række enkeltmenigheders missionseksperimenter både blandt kulturkristne og ikke-kristne som fx Karlslunde Strandkirke, Kvaglund Kirke og mange andre.
• Nærmere samarbejde mellem missionsselskaber og menigheder, i form af Folkekirkens Mission og Tværkulturelt Center, og i form af konkrete missionstiltag som fx Mødestedet på Vesterbro i København Folkekirkens Tværkulturelle Arbejde i Odense, KIVIK i Gjellerup v. Århus, samarbejdet mellem Europamissionen og sogne omkring Vigerslev.
• ALPHA grupper og lignende tiltag
• Etableringen af Stiftssamarbejdet ”Folkekirke og Religionsmøde”
• Nyere udviklinger indenfor den teologiske undervisning, fx Teologisk Kommunikation

Samtidig tror jeg, der er nogle nøgleområder for udviklingen af en missional kirke, som vi må til at ofre mere opmærksomhed
• Kirkens og missionens ydmyghed – erkendelse af svaghed og krise
• Forskellige måder at være kirke på, som fx familie, synagoge og tempel
• Fokus på lægfolket – lægfolket som de ”almindelige” præster og de ”ordinerede” præster som hjælpepræster for de almindelige præster
• Kontekstualisering – et dybere engagement med både kulturen/konteksten og bibelen/historierne
• En gennemtænkning af mission som det kirken er, gør og siger
• Udvikling af spiritualitet
• Involvering i lokalsamfundets kultur
• Lære at tale om vor tro
• Lære at lytte til og indgå i dialog med mennesker udenfor kirken

Missionsselskabernes bidrag til udviklingen af en missional kirke
Når udviklingen går fra en kirke uden mission over en kirke med en mission til en kirke, der er mission, så har missionsselskaberne en stor rolle at spille på en række områder. Jeg vil her blot pege på fire områder:
• Newbigin faktoren. Når missionsselskaber udsender missionærer for at arbejde i mission i Afrika eller Asien sammen med og i partnerkirker, så er det ikke kun for partnerkirkernes skyld, men også for at træne danskere i mission i Afrika og Asien så de bliver udrustet til at vende tilbage til Danmark med nye øjne at se kultur, samfund og kirke med.
• Pastoralt field trip. Missionsselskaber kan give danske præster, og provster og bisper og andre kirkeledere en chance for at opleve kristendom og kirke i en anden kontekst, således at de får en vision for alternative måder at være kirke og kristne på.
• Fremmedhedens nådegave. Missionsselskaber kan bringe kristne fra Afrika og Asien til Danmark for at give os en outsider’s perspektiv på den danske kirke og den danske kultur, således at vi hjælpes til at forstå vor egen situation og derved udfordres til at tænke nyt om kirke og mission.
• Følgeskab. Missionsselskaber har et ansvar for at følges med danske menigheder i forbindelse med deres eksperimenter med at være kirke i mission i Danmark.


5. Afslutning

Vi bærer med os en hel del traditionsgods fra kristenhedens periode, hvor vor kirke i praksis var en kirke, der var en del af statsmagten og servicerede hele folket, men en kirke uden mission. Vi værer også med os en del handlings- og reaktionsmønstre fra den tid, hvor mission var noget der foregik udelukkende i Afrika og Asien, og kirken nok havde en mission, men hvor der i praksis var en arbejdsdeling mellem den etablerede kirke, hvor mission var bandlyst, og så det frie eller frivillige missionsarbejde i foreningerne. I dag er der stadig brug for mission i Afrika og Asien, men det radikalt nye er, at missionen er kommet hjem rent geografisk til Danmark, og missionen forhåbentlig også er ved at komme hjem til kirken rent teologisk. Jeg tror, at vi som kirke og missionsselskaber går en svær tid i møde, en tid hvor vi ind imellem føler vi mister orienteringen, men det er mit håb, at der ud af krisen vokser missionale menigheder frem overalt i Danmark og i vesten.



Litteratur:

Bosch, David J. 1995. Believing in the Guture. Towared a Missiology of Western Culture. Valley Forge, Pennsylvania: Trinity Press Internatioal.

Guder, Darrel L., ed. 1998. Missional Church. A Vision for the Sending of tehe Church in North America. Grand Rapids, MI: William B. Eerdmans.

Hegstad, Harald & Tore Laugerud. 2002. Brennende hjerter eller misjonerende menigheter? En undersøkelse av holdninger og engasjement i forhold til ytremisjon i menigheter i Den norske kirke. Oslo: Akademisk Forlag.

Jensen, Mogens. 1999. Missional kirke. Kap. i Kulturkristendom og kirke. Ny Mission nr. 1. P. 102-110. København: Unitas.

Jørgensen, Knud. Om at drive mission eller at være mission. Areopagos (2002).

Kreider, Alan. 1999. The Change of Conversion and the Origin of Christendom. Harrisburg, PA: Trinity Press International.

Mogensen, Mogens S. 2002. Menighed og mission, et dansk perspektiv. Norsk Tidsskrift for Misjon, 3: Pp. 180165-.

Mogensen, Mogens S., ed. 2001. Gudstjeneste som mission. Ny Mission nr. 2. København: Unitas.

Newbigin, Lesslie. 1986. Unfinished Agenda. Eerdmans.

Newbigin, Lesslie. 1986. Foolishness to the Greeks: The Gospel and Western Culture. Eerdmans:.

Newbigin, Lesslie. 1989. The Gospel in a Pluralist Society. London: SPCk.

Newbigin, Lesslie. 1989. The Gospel in a Pluralist Society. London: SPCk.