Folkekirke og Religionsmøde

Kronik: Karma, Koran og kirke

Karma, Koran og Kirke – Religiøs mangfoldighed som folkekirkelig udfordring, Forlaget Univers, Udkom den 27. april 2007
Dåbsforældre, som tror på reinkarnation. Spørgsmål som ”frelser Gud mennesker, der tilhører en anden religion?”. Det er nogle af de situationer, danske præster møder i dag i et samfund, der er blevet mere mangfoldigt, også religiøst set.

Mangfoldigheden skyldes dels indvandring og tilstedeværelsen af andre religioner som islam, der sætter sit præg på hverdagslivet, ikke mindst gennem medierne. Og dels skyldes den andre kulturelle påvirkninger fra verden uden for Danmark. Vi bevæger os ganske enkelt mere og kommer i kontakt med andre religioner og livstydninger undervejs. Og så er den religiøse mangfoldighed også forbundet med et generelt kristent traditionstab. I nogle europæiske lande kan det tydeligt aflæses på kirkernes medlemstal. Sådan ser det ikke ud for den danske folkekirke. Men det ændrer ikke ved, at kristendommen for mange af folkekirkens medlemmer blandes med tankegods og praksis fra andre religioner eller livstydninger.

Det er oplagt at spørge om, hvad en sådan udvikling egentlig betyder for den danske folkekirke? I en ny bog, ”Karma, koran og kirke – religiøs mangfoldighed som folkekirkelig udfordring”, bliver der sat fokus på dette emne. Bogen er blevet til på baggrund af en omfattende spørgeskemaundersøgelse blandt folkekirkens præster, og bringer resultaterne af denne undersøgelse. Desuden indeholder den bidrag fra tretten præster, forskere og fagspecialister, som kommenterer resultaterne ud fra hvert deres perspektiv. Og her er konklusionen klar: Den religiøse mangfoldighed er for de fleste præster en stor og uomgængelig udfordring. Selvom det direkte møde med mennesker af anden religiøs baggrund ikke er overvældende, så er den religiøse mangfoldighed et tema, der dukker op mange steder, ikke mindst i medierne og i samtaler med konfirmander. Præsterne er nødt til at forholde sig til dette.

Og de går til værket med krum hals. 84 % siger, at den religiøse mangfoldighed har givet dem ekstra anledning til at forkynde evangeliet. Det viser sig også, at religiøs mangfoldighed i sognet stimulerer præstens engagement i at arbejde med religiøse og teologiske spørgsmål. Hvor går grænsen for, hvad der kan kaldes kristendom? Hvordan kan man respektere andres tro uden at relativere ens egen? Mangfoldigheden, det fremmedartede, virker som et spejl, der sætter fokus på, hvem man selv er. Det viser både nogle nye muligheder men trykker på nogle ømme punkter. Hele 80 % af præsterne mener således, at den religiøse mangfoldighed har peget på svagheder ved folkekirken.

Et af de tankevækkende resultater af undersøgelsen er, at det set fra et præsteperspektiv ikke i første omgang er andre religioners tilstedeværelse i samfundet, der er den største udfordring for folkekirken i dag. Faktisk angiver bare 7 %, at de oplever islam som den største udfordring. Den mangfoldighed, der findes indenfor kirkens egne rækker, opleves derimod mere udfordrende. 31 % af præsterne angiver blandingsreligiøsitet blandt folkekirkens medlemmer som folkekirkens største udfordring, dvs. at mennesker bevidst eller ubevidst blander elementer fra forskellige religioner. Og hele 62 % siger, at det er sekulariseringen.

Disse tal kunne måske tydes sådan, at præsterne mener, det er folkekirkens egne medlemmer, der er ”problemet”. Det synes dog ikke at være det, der er sagen. Tværtimod kan man i lyset af hele undersøgelsen tolke det sådan, at præsterne viser forståelse og blik for, at det ikke er så lige til at afklare religionens plads i den enkelte persons liv i et sekulariseret samfund. Udfordringen er, hvordan kirke og kristendom kan få betydning for os, der lever i et samfund, hvor opsplitning og mangfoldighed råder. At mange opfatter dette som en positiv udfordring ses ved, at 71 % af landets præster vil betegne mangfoldigheden som ”en berigelse for folkekirken”, mens 28 % vil betegne den som ”et problem”.

At blandingsreligiøsitet og sekularisering er de største udfordringer understøttes af, at 93 % af præsterne i nogen eller høj grad mener at kunne iagttage en stigende interesse for det religiøse blandt folkekirkens medlemmer. Det er en interesse, der indebærer usikkerhed om kristendommens indhold (94 %), en udogmatisk tilgang til kristendom (93 %) og sammenblanding af religiøse verdensbilleder (82 %).

Undersøgelsen fremhæver desuden gennem tværgående analyser af svarene tre typer af præster, der med hver deres forudsætninger reagerer forskelligt på situationen. De kan beskrives som hhv. den klassiske præst, den kæmpende præst og den dialogsøgende præst.

Den klassiske præst er ofte mandlig og arbejder i sammenhænge, som yderst sjældent byder på fremmedartet religiøsitet. Den religiøse mangfoldighed er noget, der først og fremmest optræder i medierne. Den klassiske præst kan derfor koncentrere sig om emner, der traditionelt har præget folkekirken. ”Han” har sans for de moderne vilkår, men regner ikke den religiøse mangfoldighed for væsentlig i denne sammenhæng.

Den kæmpende præst, ligeledes overvejende mandlig, møder især den fremmedartede religiøsitet gennem medierne. Men til forskel fra den klassiske præst opfatter ”han” dette som et vigtigt anliggende. Den kæmpende præst bruger meget tid på at studere de fremmede religioner og er optaget af at formulere de afgørende forskelle mellem kristendommen og de andre religioner. Der er tale om en kamp, som skal udstille de andres svagheder og viser styrken i egen position.

Den dialogsøgende præst, der til gengæld i overvejende grad er kvindelig, er ofte i kontakt med en anden religiøsitet end præstens egen. For ”hende” er den religiøse mangfoldighed, som for den kæmpende præst, et vigtigt anliggende, men de andre religioner udgør også en positiv udfordring, der kan være med til at berige kristendommen. Dette fordrer dialog og sans for de processer, som det moderne menneske stilles over for i kraft af den religiøse mangfoldighed.

Nu kan man indvende, at det lyder noget forenklet. Og det er det også i den forstand, at der er tale om idealtyper. Ingen præster er præcist det ene eller det andet. Men denne fremstilling gør det muligt at give et billede af de forskellige rendyrkede tilgange, som derefter kan bruges til at se de mange blandingsformer i folkekirkens møde med andre religioner og livstydninger.

En sådan undersøgelse kan naturligvis ikke give svar på, hvad der er rigtigt og forkert i denne sammenhæng. Den kan blot pege på, hvordan en stor del af folkekirkens præster forholder sig til en række spørgsmål. Og den kan derved give anledning til, at vi tænker med og spørger os selv, hvad vi mener. Er den religiøse mangfoldighed en udfordring, en berigelse, en trussel, et vilkår, eller en anledning til besindelse? Den er jo nok lidt af hvert, og det er ikke kun præsterne i folkekirken, der må tage stilling til disse spørgsmål, når vi skal finde ud af, hvordan vi indretter institutionen ”folkekirken”, så den kan spille sin rolle og fylde sin plads som folkets kirke i et religiøst mangfoldigt samfund. Den dialog, der kaldes på i folkekirkens møde med andre religioner og livstydninger er ikke mindst den indre kirkelige dialog. Og den religiøse mangfoldighed kan på den måde blive en berigelse, når den får os til at stille disse spørgsmål – og byde aktivt ind med svar.