|
|
|
Prædiken til 3. søndag efter påske |
Generalsekretær Berit Schelde Christensen prædikede 3. søndag efter påske i Fredenskirken i Århus. Tekst: Johannesevangeliet 14,1-11
”Jeg er vejen, sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig.”
Hvordan finder vi den vej? Hvordan kender vi den sandhed? Hvordan lever vi det liv? Det er sådanne store spørgsmål, teksten her åbner for.
Men dagens tekst er også ofte blevet brugt til noget andet – nemlig til at sætte skel mellem kristendommen og andre religioner. Mellem dem, der tror på Jesus, og som er blevet døbt i Jesu navn, og dem, der ikke er det.
”Jeg er vejen, sandheden og livet” siger Jesus – og ”ingen kommer til Faderen uden ved mig!”. Dér, på den sidste sætning, kan man også ligge trykket. Og så ligger det snublende nært at konkludere, at Jesu ord handler om, at mennesker, der ikke tror på ham går fortabt. For de når aldrig frem til Himmeriget og til Faderen, og de bliver ikke frelst.
Med sådan en tolkning, rettes fokus, i det Jesus siger, på vejens ende. På det, der skal ske, den dag, livsvejen er slut, og man går bort. På det tidspunkt, hvor der skal afsiges dom over vores liv og vores levnedsvej.
Og det er på en måde det samme, disciplene gør. De retter deres fokus på slutningen og på målet. Thomas, der siger ”Men Herre, vi ved jo ikke, hvor du går hen?” Og Filip: ”Herre, vis os Faderen, og det er nok for os!”. Giv os den sikre vished om sandheden, vis os målet konkret og tydeligt – så føler vi os trygge, så ved vi præcist, hvad vi skal tro, tænke og gøre, så får vi vished og tiltro til vejen.
Og det er vel meget naturligt. Det, at fremtiden er ukendt – både den nære og den fjerne -, kan vække bekymring, angst, forfærdelse og uro. Hvordan kan vi have tiltro til vejen? Vi ved godt, at vores liv kan ændre sig på et øjeblik, selv om vi har det godt og trygt lige nu. Og vi står tøvende overfor de store spørgsmål i livet og overfor, hvordan vi skal leve det. Menneskelivet er så skrøbeligt. Vi er skrøbelige, små og uformående som spædbørn, når det komme til stykket. Derfor vil vi gerne sikre os. I den nære og overskuelig fremtid kan vi gøre det ved at tegne forsikringer, ved at tjene flere penge, etablere gode netværk, købe alarmer og garantier.
Det er straks sværere med den fjerne fremtid – den, der begynder der, hvor livsvejen er gået til ende – efter døden. Der må vi lade troen tage over, som dét, der giver os vished. Og vi må leve i tiltro til, at den vej, vi er på, og den sandhed, vi tror på, leder os det rette sted hen.
Og det er vel én af grundene til, at der gennem tiden har været strid mellem kristendommen og andre religioner. Hvem har ret? Hvem er på den rigtige vej? Det virker umiddelbart logisk. At kun én af os, kan have ret! Vi kender sandheden – ja vi har sandheden! Den er vores besiddelse! Og det må betyde, at de andre lever med løgnen og dør på løgnen.
På den måde, bliver ”de andre” modstandere. Verden deles i to: sandhed og løgn, lys og mørke, Gud og Satan, godt og ondt. Man kan være enten for eller imod, og når vi er for, må de andre være imod, og andre religioner må bekæmpes, benægtes eller undergraves.
Tidligere har det været nemmere at tro og tænke sådan. For de andre – hedningene og de vantro – var meget langt væk. Og det var faktiske bare missionærerne, der mødte dem. Men den situation har ændret sig, og i Danmark er det faktisk sket bare indenfor de sidste tredve år. De andre – muslimerne, hinduerne, buddhisterne og andre er kommet tættere på. Nu bor de i vores land, vores by og vores sogn. Måske er de blevet et medlem af familien eller en kollega.
Vi møder hinanden – og oplever hinanden som mennesker. Og selv om der er meget, der skiller kristendommen fra de andre religioner, er vi som mennesker først og fremmest med-standere. Vi hører sammen i forsøget på at finde en mening i en kaotisk verden.
Det konkrete møde med de andre, og dem, der tror på noget andet eller på en anden måde, kan få forskellige konsekvenser – såvel negative, som vi kun har set alt for tydeligt i den sidste tid – men også positive. Det lader os for eksempel se på Bibelen og vores egen tro med nye øje, og sender og tilbage til velkendte tekster og tolkninger med nye spørgsmål og mulighed for at finde nye svar. Som teksten til i dag. Handler den om de andre, og at de går fortabt? Eller hvad er det, den siger om Jesus - og dermed om os og vores menneskeliv, når der står ”Jeg er vejen, sandheden og livet?”
”Jeg er vejen” siger Jesus. Problemet er, at de kristne ofte har gjort det til noget afsluttet. Vi har gjort Kristus til Vejen i den forstand, at der ikke er nogen vej at gå. Vi tror med andre ord, at vi er fremme, at vi har hele sandheden – som vi så kan belære andre med. Vi bygger mure rundt om vejen og slår os ned på den. Men kristusvejen er ikke et sted, man bor – det er en vej, man går.
Disciplene spejder ud i fremtiden – de har fokus rettet på vejens ende, og på den sandhed og virkelighed, de da skal møde. Stod det til dem, var de allerede fremme, og de er utålmodige og måske endda lidt irriterede på Jesus: ”Vis os nu bare Faderen – det er nok for os!
Men Jesus prøver igen og igen at omvende dem – at vende deres blik til nuet, til nærværet med ham, som de ser og lever med lige her midt på vejen. For det er lige dér, de kan kende sandheden. Sandheden er ikke nogen ord eller indsigter, som disciplene eller vi kan erkende eller nå frem til. Sandheden er virksom i kærlighed.
I Johannesevangeliet er sandheden noget personligt. Det er Jesus selv, der er sandheden. Sandheden er noget, der foregår, noget der er bundet til et bestemt sted, til en bestemt tid og til en bestemt person. Sandheden er en livsstrøm med udspring i Kristus, og den er virkeliggjort i enhver, der er forbundet med ham.
Sandheden gør fri; den lægger ikke folk i lænker, den indsnævrer ikke. Sandheden tager byrder på sig. Sandheden er der, hvor horisonten er åben og fri, hvor verdens problemer kan ses, hvor lidelserne kan ses, og hvor der løses op for angsten. Sandheden er ikke en mur; den skiller os ikke fra hinanden. Sandheden er en vej; den er en bro. At forkynde sandheden er at gå over broen til andre mennesker.
Vi skal ikke drives af frygten for, ikke at have ret – at vi ikke har indset eller forstået eller erkendt sandheden. Vi er drevet af troen på, at vi er kendt, vi er set, elsket og mødt af Guds nåde og barmhjertighed.
Vi skal ikke bekymre os om at finde vejen – Gud fandt os, og vi er ikke alene på vejen. Gud kender os i al vores styrke og al vores skrøbelighed, og Gud sender sin søn ud for at lede efter os og vandre sammen med os.
I ham kender vi sandheden og kærligheden. I hans liv og hans gerninger. I hans død på korset. Og i hans opstandelse fra de døde, får vi håbet om, at døden og dommen ikke får det sidste ord i vores liv.
Dét kaster håbet ind over vores liv – over vores vej – som vi går her og nu. Det fremtidshåb er vores pejlemærke, og derfor kan vi gå vores vej i tryghed og tillid til den nære og den fjerne fremtid. Det giver os forpligtelsen til at dele livet med andre, mens vi er på vejen, og til at vise hen til Jesus Kristus, hvor vi har mødt sandheden som person. Det giver os livet, når vi i glimt i hverdagen mærker sandheden og kærligheden på vores egen krop.
”Jeres hjerte må ikke forfærdes! Tro på Gud, og tro på mig!” siger Jesus. Og han har lovet, at gå med på vejen. ”Jeg er med jer alle dage - indtil verdens ende”. Jeg er med jer – hele tiden – når I går i mørke, og når I vandrer i lys. I glæden og i sorgen, når livet blomster og folder sig ud, som på en maj-dag i Danmark, og når livet tilværelsen, og smerte eller død suger kraften og livet ud af marv og ben.
Sandheden er ikke en mur – den er en vej! Og derved kender vi sandheden: Ved at gå og leve på Kristusvejen – i lyset af sandheden, som vi mærker og kender gennem ham. Vær ikke forfærdede – vær ikke bange for de fremmede – vær ikke ængstelige for fremtiden. Lev livet i tiltro til vejen, sandheden og kærligheden.
Amen.
Må anvendes frit ved angivelse af kilde: Folkekirke og Religionsmøde
|
|
|
|
Kalender
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
