Indtryk fra studietur til  Leicester i England d. 24. – 27. april 2006.
Indtryk fra et religionsmøde
I en og samme uge i april måned var jeg på besøg i henholdsvis Leicester i Midtengland og på Rømø i Ribe stift. I Leicester besøgte jeg sammen med seks bispekolleger og 13 bestyrelsesmedlemmer fra stiftssamarbejdet ”Folkekirke og Religionsmøde” en række af byens 18 trossamfund for nærmere at studere religionsmødet både i teori og praksis. På Rømø var jeg inviteret til at holde søndagsgudstjeneste og foredrag om netop folkekirke og folk i en multireligiøs tid. Så de to besøg hang derfor godt sammen, selv om der på næsten enhver tænkelig måde er langt fra Leicester til Rømø.

Bort set fra London er Leicester med sine knap 300.000 indbyggere den mest multikulturelle by i dagens England. Omkring 40 % af befolkningen tilhører etniske minoriteter, der især er indvandret fra Pakistan, Bangladesh samt Østafrika. Deres religiøse tilhørsforhold er tilsvarende forskelligt med Sikher, hinduer og muslimer som de største grupper. Ikke mindst vokser den muslimske befolkningsgruppe, og man skønner at omkring år 2011 vil halvdelen af byens befolkning bestå af indvandrere og deres efterkommere.

Religionsdialog
Der er en del katolikker i byen, men majoriteten af de kristne er anglikanere, der har været initiativtagere til dialog og samarbejde med de øvrige trossamfund. Biskoppen over Leicester, Tim Stevens står således i spidsen for initiativet til religionsdialog og udpegede for nogle år siden dr. Andrew Wingate, der er præsteviet, som sin særlige repræsentant i dette arbejde. Det foregår især i og ud fra den genopbyggede St. Philips kirke i en muslimsk domineret bydel og sigter både på bedre forståelse mellem folk af forskellig religion og på at fremme integration og forebyggelse af konflikter mellem religiøse grupper. ”Det er gennem det daglige samvær, at man lærer hinanden at kende og skaber et gensidigt tillidsforhold,” siger Andrew Wingate.

Der er mellem de religiøse ledere i Leicester en fælles forståelse for, at de religiøse grupper har et ansvar for at bidrage til lokalsamfundets sammenhængskraft og udvikling. Byens borgmester og byråd samt det lokale politi er derfor i vid udstrækning indgået i et samarbejde med de religiøse grupper, og de mødtes med repræsentanter herfor umiddelbart efter selvmordsbomberne i London sidste år for at sikre, at der ikke opstod konflikter i kølvandet herpå. Man fordømte i enighed selvmordsaktionen, der dræbte 56 mennesker, og kaldte til demonstration mod terror og vold. Til hverdag mødes man hver sjette uge, både for at tale om fælles anliggender og spise sammen.

To muslimske røster
Mødet med to fremtrædende muslimer gjorde besøget perspektivrigt for os fra Danmark. I den centrale moske i Leicester modtog sheik Shahid Raza de danske besøgende og svarede bl.a. beredvilligt på spørgsmålet om, hvordan han havde kommenteret de danske Muhammed-tegninger ved fredagsbønnen. Sharid Raza, der også er medlem af muslimernes sharia-råd i England, lagde ikke skjul på, at han og hans trosfæller havde følt sig krænket. Derfor havde han opfordret dem til at skrive læserbreve og sende mails med protest til den danske ambassade i London. Men samtidig havde han klart fordømt enhver voldelig handling og afbrænding af flag og ambassader og formanet menigheden til ikke at glemme, at ytringsfriheden også er en forudsætning for trosfriheden!

Hos lederen af det muslimske Markfield Institute for højere uddannelse, dr. Ataullah Siddiqui var den såkaldte Euro-islam på dagsordenen. Siddiqui fastslog således, at det ikke giver mening at tale om islam contra Vesten, da muslimer i dag er en del af Vesten og derfor deler skæbne med Vesten. Han var heller ikke i tvivl om, at muslimer generelt har større frihed her end i de muslimske lande, og at muslimer i Vesten i de kommende generationer vil begynde at gennemtænke islam på ny med en klar europæisk accent. Selv er han en fremtrædende repræsentant herfor og har for øvrigt skabt en form for efteruddannelse af imamer, der er kommet til England udefra. Hvis de skal kunne fungere i lokalsamfundet, må de først kende det og dets traditioner ordentligt, bemærkede Sidiqui.

Perspektivrigt besøg
I 70´erne var Leicester som også andre engelske industribyer hjemsøgt at raceuroligheder og stærke spændinger mellem forskellige etniske og religiøse befolkningsgrupper. Men gennem en målrettet indsats fra myndigheder og de religiøse ledere er Leicester blevet lidt af en succeshistorie, som folk fra andre dele af England betragter som forbilledlig. Det var naturligvis også grunden til, at danske kirkefolk tog imod en invitation fra Leicesters anglikanske biskop om at besøge ham og byen.

Besøget var perspektivrigt og inspirerende og gav mod og lyst til at deltage i religionsdialogen herhjemme. Selv om dialog kan være både besværlig og uforudsigelig, er der ikke noget realistisk alternativ hertil. En sådan dialog indebærer ikke trosmæssige kompromisser men kræver gensidig opmærksomhed og forståelse, og den styrker kendskabet til ens egen tro og tradition. Den lektie lærte jeg i hvert fald i Leicester.

Erik Norman Svendsen
Biskop over Københavns stift