Kristent Muslimsk Samtaleforum (KMS) arrangerede for tredje gang en studietur til Istanbul – byen, der ligger på grænsen mellem øst og vest. Temaet for studieturen var ”Sekularisme og Religionsfrihed” og rejsen fandt sted i april 2010. En blandet gruppe af mænd og kvinder, muslimer og kristne, fløj uden problemer til Istanbul, men fik opholdet forlænget et par dage og kørte hjem til Danmark i en minibus på grund af en islandsk vulkan. Rejseleder Jesper Hougaard Larsen og tværkulturel medarbejder Ann Kristine Langholz beretter her om studieturens indsigter og oplevelser:

I et sekulariseret land, hvor 99% af befolkningen er muslimer, blev vi præsenteret for mange stemmer og meninger om det at leve som troende mennesker i et sekulært samfund, der i snart 100 år har forsøgt at få religionen væk fra en alt for synlig plads i det offentlige rum. Denne mission virker ved første øjekast til ikke at være fuldført med succes. Man mødes af kald til bøn fra de tusindvis af moskeer i denne metropol med ca. 15 millioner indbyggere. Men så enkelt er det alligevel ikke. På det politiske plan må det regerende muslimsk orienterede AK-parti igen og igen se deres beslutninger om mere religionsfrihed og større fokus på religion i det offentlige rum begrænset af retssystemet, der opfatter f.eks. en ophævelse af tørklædeforbuddet som en undergravning af skillelinjerne mellem det statslige og det religiøse.

Ved møder og samtaler med repræsentanter for både Islam, jødedom og kristendom, med journalister og professorer fra universiteter, ved middage i private hjem, blev vores emne vendt og drejet, der blev diskuteret – ikke mindst på vore køreture mellem besøgene. Set herfra en af arrangørerne (vi var to rejseledere på turen, den anden var Sami Kücükakin) er det særdeles frugtbart, at mennesker, der ikke nødvendigvis ellers kender hinanden og måske ikke ved første øjekast har så meget til fælles, i 5 dage (som blev til 9 dage) ’tvinges’ til at være sammen næsten døgnet rundt.

Fælles for de fleste religiøse ledere vi mødte var, at de accepter sekularismen, men at de også føler at religionen har trange kår på flere felter. Og sandt er det, at staten i Tyrkiet har en meget stor indflydelse på religionen. Stormuftien af Istanbul er ikke valgt eller udpeget af det religiøse samfund, han er politisk valgt – og må i øvrigt i modsætning til ”Den grønne Patriark”, Bartholomeus, ikke bære religiøs klædedragt i det offentlige rum. Nogle vil mene, at kemalismen er en hindring for religiøse menneskers frihed til at præge det offentlige rum. Som én sagde: ”Islam lever fint nok, men det er som vi skal lukke den inde i moskeen.” – En kristen leder svarede diplomatisk på spørgsmålet om, han oplevede at han som kristen havde frihed til at dyrke sin religion: ”Ja, inde i kirken er der ingen, der blander sig. Til gengæld må jeg og andre kristne ikke tale for højt om vores religion uden for kirken.” Repræsentanter for det jødiske samfund syntes til gengæld at være nogenlunde tilfredse med, at de lever i et sekularistisk samfund.

Vi burde nok for at gøre billedet af forholdet mellem det sekulære samfund og de troende have mødt repræsentanter for sekularismen. Èn ting er at høre om synet på religionens plads i samfundet fra praktiserende, troende mennesker, det kunne have været interessant at få et benhårdt, sekularistisk bud på religionens rolle i det tyrkiske samfund.

Studieturens tema blev som sagt vendt og drejet indbyrdes i gruppen i vores bus, i thehuse, på vandpiperestaurant , på vandring i basaren eller over en øl på hotellets bar. Og i tilgift fik vi på tværs af alder, køn, tro og holdninger til emnet, lært nye ting om hinanden, om vores forskellige kulturer og trosbagager. Og i dette personlige møde er vi forhåbentlig alle blevet klogere på hinanden, på den andens religion og fået nyt mod til at tro på, at det nytter noget at sætte sig sammen med sin muslimske eller kristne nabo og forsøge at forstå hvad det er det drejer sig om. Lige så vanskeligt det kan være for kristne at forstå, at en praktiserende muslim skal bede så meget, lige så svært kan det være for muslimer at forstå, at praktiserende kristne ikke tror på alt, hvad der står i den hellige skrift.

Tyrkiet er et storslået land, hvor jøder, kristne, muslimer, sekularister, sigøjnere og andet godtfolk har sat og stadig sætter deres præg på et samfund, der måske engang får lov at blive en del af EU. Jeg ser ingen grund til at vi skal sige nej, fordi vi skal frygte islam og muslimer i dette store land. Ganske ofte er det muslimer, der netop ønsker demokratisering og åbenhed imod vesten. Hvis ikke der kommer et sindelags-skifte fra EU's side, så vil vi snart se Tyrkiet søge nye venner i Mellemøsten.

Jesper Hougaard Larsen

Medl. af Styregruppen i Kristent Muslimsk Samtaleforum
Medl. af bestyrelsen i Folkekirke og Religionsmøde
Projektleder ved Folkekirkens Tværkulturelle Samarbejde i Odense og præst for flygtninge og indvandrere

Cagaloglu Hamami – et tyrkisk bad

Af Ann Kristine Langholz

Hagia Sophia, Den blå moske, Sultanens palads, aftensmad hos lokale tyrkiske familier, Bazaren, Det Islamiske Fakultet, Cagaloglu Hamami og meget, meget andet.  Jeg bliver helt ør i hovedet af at tænke på alle de spændende og dejlige oplevelser jeg har haft på denne studietur. At hele turen blev afsluttet med en laaaang bustur fra Tyrkiet til Danmark, da vulkanen i Island besluttede sig for at kaste om sig med aske, gjorde rejsen til et helt eventyr – vi klarede heldigvis alle sammen strabadserne og det hele endte lykkeligt.

 - tak til Sami og Jesper for en velorganiseret og spændende rejse og tak til alle mine dejlige rejsefæller.

Den første dag i Istanbul sluttede jeg af med en tur i Cagaloglu Hamami – tyrkisk bad. Jeg tror denne oplevelse gjorde gavn på hele rejsen, for hold fast hvor var det skønt for krop og sjæl. Så denne lille rejsebeskrivelse bliver skrevet med en stor taknemlighed til sultanen Mehmet den 1. 

Helt tilbage i 1741 fik sultan Mehmet den gode idé, at skænke Istanbul en skøn og utrolig smuk gave, nemlig Cagaloglu Hamami. Her, så mange år efter, blev min rejsefælle og jeg budt hjertelig velkommen og fik udleveret badetøfler, trusser i en fin lille rød pose med guldhjerter og et stort dejligt håndklæde. Der kom en stor barmfager, venlig, tyrkisk kvinde og tog mig i hånden. Hun førte mig ind til hjertet af badet, hvor jeg lå i varmen på et marmor-plateau og nød roen og de smukke omgivelser. Efter denne rolige stund blev jeg skrubbet og gnubbet, til jeg blev helt tomatrød over hele kroppen. Seancen afsluttedes med en kold afvaskning.  Jeg fik ordre om at lægge mig på ryggen hvorefter den barmfagre tyrkiske kvinde pustede i en slags stofpose. Jeg undrede mig over hvad det skulle gøre godt for, da det pludseligt stod ud til alle sider med sæbeskum. Efterfølgende fik jeg en ordentlig omgang massage, hvor der blev taget fat! Håret blev vasket og en blid ansigtsmassage var afsluttende punkt på selve badet. Jeg fik et varmt håndklæde omkring mig og jeg sluttede denne herlige behandling med at indtage skoldhed tyrkisk te i et tilstødende lokale med bløde møbler og dæmpet musik. Det føltes helt fantastisk og jeg måtte i mit stille sind takke Sultan Mehmet for den dejlige gave.

Ann Kristine Langholz

Tværkulturel medarbejder
Folkekirkens Tværkulturelle Samarbejde i Odense