|
Oversigt over Sameksistens:
Bibelteksten er hentet fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992.
...og din Gud er min Gud
Ruth 1,16f
Men Ruth svarede: »Du må ikke tvinge mig til at forlade dig og vende tilbage. Nej, hvor du går hen, vil jeg gå, hvor du bor, vil jeg bo; dit folk er mit folk, og din Gud er min Gud.
Kommentar til teksten:
Begyndelsen af fortællingen om Ruth handler om overgang fra tro på en gud til en anden. Hver stamme har sin Gud. Det er ikke den samme Gud, mennesker i forskellige folk med forskellig tro tilbeder. Fortællingens første pointe er, at kærlighed er større end stammeguder. Og det er den kærlighed, Herren Israels Gud velsigner. Fortællingen om Ruths kærlighed og den måde, den modtages på, bliver derved en fortælling om, hvordan ”stammen” Israels Gud bevidner sin universalitet og bliver Gud for alle – ”guders Gud” (Dan. 2,46). Den anden pointe i fortællingen er troen på den overordnede førelse i alle ting: Moabitten Ruth bliver en stammoder til kong David (Ruth 4,22).
Fortællingen kan meget let blive anledning til overvejelse og samtale om, hvor langt skal vi følge den anden i kærlighed. Realiteterne i menneskenes tilværelse er, at de følger den, som kærligheden gælder, langt. Og det er et kompliceret spil af nødvendigheder udsprunget af de forskellige religioner/kulturers eksplicitte eller implicitte krav om hvor langt, hvem og hvilken af parterne går.
Skal den kristne mene, at den ven eller veninde, der er konverteret til islam, nu er fremmed for Gud? Og ikke beder til den samme Gud, som én selv? Bliver Gud (igen) blot stammegud, hvis man (i dag) mener, at det ikke er samme Gud? Hvad taber et menneske ved konversion for kærlighedens skyld, og hvad vinder det i forhold til Gud og mennesker - i forhold til frelse?
Sammenhæng:
Ruths Bog er en fortælling om, hvordan det gik til, at moabitter-inden Ruth blev stammor til kong David. Placeringen af Ruths Bog (mellem Dommerbogen og Samuelsbøgerne) giver bogen den funktion at danne overgang fra Dommertiden til Kongetiden.
Ruth er svigerdatter til No'omi, som er fra Israel, men bosat i Moab. Da No'omi har mistet sin mand og begge sine svigersønner, vil hun, der er ramt af den dybe ulykke, rejse hjem. Den ene af svigerdøtrene, Ruth, insisterer på at forlade alt for i sin kærlighed til hende at følge hende, og hun erklærer: ”Hvor du går hen, vil jeg gå, hvor du bor, vil jeg bo; dit folk er mit folk, og din Gud er min Gud.”
Ruth møder så på sit nye sted i tilværelsen Boaz. Han har hørt om hendes kærlighed til No'omi, og han hjælper hende og ønsker hende Guds hjælp og velsignelse, og efter retlige og økonomiske forhandlinger træder han ind som ”forløser” for No'omi og hendes svigerdatter, og han gifter sig med Ruth. No'omi får lov at blive plejemor for deres søn og får på den måde navn og efterslægt på jorden - og ikke en ubetydelig - det bliver nemlig kong Davids slægt.
Na'amans helbredelse i Jordanfloden
2. Kong. 5,1-19a
… Så gik han ned og dyppede sig syv gange i Jordan, som gudsmanden havde sagt, og hans krop blev så rask som en lille drengs, og han blev ren. Derefter vendte Na'aman tilbage til gudsmanden med hele sit følge. Da han var kommet derhen og var trådt frem for ham, sagde han: »Nu ved jeg, at der ikke er nogen Gud på hele jorden undtagen i Israel…
Kommentar til teksten:
Teksten her fortæller noget om omvendelsens mulighed. Det handler altså ikke blot om at påpege de mange frafald eller folkets eventuelle ansvar for den straf, som Gud har givet.
Fortællingen kan være relevant i forhold til de kristne, der allerede har omvendt sig, men som af forskellige grunde ikke kan udleve det offentligt.
Det kommer også tydeligt frem, at der ikke er grænser for Guds helende kærlighed (læs også Luk. 4,27)
Sammenhæng:
Kongebøgerne udgør sammen med 5. Mosebog, Dommerbogen og 1.-2. Samuelsbog Det Deuteronomistiske Historieværk. Heri skildres Israels historie fra Moses’ afsked med folket før indvandringen i Kana’an til Jerusalems fald i 587 f.Kr. Formålet med hele historieværket har været hjælpe folket gennem den krise, de oplevede i forbindelse med det babylonske eksil og Jerusalems ødelæggelse. Disse begivenheder førte til en mistillid til Gud, og det er denne mistillid, som denne historieskildring forsøger at komme til livs. Fortællingerne er derfor som hovedregel bygget op over følgende skema: frafald – straf – omvendelse – frelse.
I denne fortælling søger Naaman helbredelse hos Elisa og bliver helbredt. Han erkender dermed Guds universalitet, og han får tilgivelse forud for at måtte tage hjem og bøje sig for afguden Rimmon.
Den gyldne regel
Matt. 7,12f
Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem. Sådan er loven og profeterne.
Kommentar til teksten:
Denne etiske forkyndelse, der særligt kommer til udtryk i Den gyldne regel, er ikke noget særegent for kristendommen, men betegnes ofte som et moralsk princip eller reciprocitetsetikken. Den findes i mange forskellige religioner og kulturer.
I Jødedommens Talmud (den babyloniske) hedder det: ”Hvad der ville være dårligt for dig, hvis det blev gjort mod dig, skal du ikke gøre mod din næste” Se mere HER
Og inden for Islam beskrives fænomenet i en hadith: ”Ingen af jer er sandt troende, førend han ønsker for sin bror det, som han også ønsker for sig selv” (Iman an-Nawawi's hadith) Se mere HER
En latinsk talemåde er endvidere i familie med Den gyldne regel: ”Do, ut des” [jeg giver, for at du skal give]
Sammenhæng:
Mattæusevangeliet er det første skrift i Det Nye Testamente, og det er det evangelium, der oftest benyttes i kirken. Mattæusevangeliet er præget af et jødisk udgangspunkt og en vilje til at se Jesu gerning som en opfyldelse af Det Gamle Testamente.
Bjergprædikenen strækker sig over kap. 5-7 og er en af Jesu taler til sine disciple, hvor det gennemgående tema er en radikalisering af den gamle lov.
Afsnittet om Den gyldne regel får en sammenfattende funktion, idet den samler op og koncentrerer de foregående afsnit.
Gud, i hvem vi lever og røres og er
Apg. 17,28f
For i ham lever vi, ånder vi og er vi, som også nogle af jeres digtere har sagt: ›Vi er også af hans slægt.‹
Kommentar til teksten:
Med denne tale viser Paulus, at der findes en rummelig Gud; en Gud, som også er nær for hedningene. Paulus prædiker omvendelse fra de hedenske afguder til denne skabergud, hvis undere athenerne kan se i alt det kendte omkring dem. Der er altså ikke fra Paulus’ side tale om en ny lære, som athenerne ellers troede, men Paulus forkynder den ukendte Gud, som athenerne selv tilbeder uden at kende ham (vers 23).
Sammenhæng:
Skriftet, Apostlenes Gerninger handler om de kristnes første årtier efter Jesu død, og det er skrevet af samme forfatter som Lukasevangeliet.
Paulus brugte mange år på at rejse rundt på sine såkaldte missionsrejser, og på sin anden rejse gjorde han ophold i Athen. Her blev han oprørt over at møde denne by fyldt med afgudsbilleder. På foranledning af forskellige filosoffer skulle Paulus tale på Areopagos og forkynde budskabet om Kristus.
Citater:
"Gud i informationsalderen er for mig den Gud, der skaber, opretholder og fornyer kærlighedens netværk blandt mennesker, og som derfor selv er til stede i kærlighedens fællesskaber, hvor de end er. Gud er den, 'i hvem vi lever og røres og er', som Paulus sagde til Athenienserne (Ap. Gern. 17,21). Gud er rummelig. Følelsen af ikke at høre til er vores subjektive problem, som vi ikke skal projicere ind i Gud, som om Gud holder sig tilbage fra at være den dybeste deltager i vort liv."
(Niels Henrik Gregersen: Kirken i informationssamfundet)
Afgudsofferkød
1. Kor. 8,1f
Hvad angår det kød, som har været ofret til afguderne, så ved vi, at vi alle har kundskab. Kundskaben gør indbildsk, men kærligheden bygger op.
Kommentar til teksten:
Frihed og ret
I mødet med fremmed tro og praksis fastslås endnu engang: Der er én Gud, og Gud er universel. Alle er skabt af ham og til ham, og der er kun én Herre, Jesus Kristus.
Hovedanliggendet er ikke religionsdialog, men omsorgen for den, der har omvendt sig fra hedenskabet. Den velfunderede troende med frihed til tage let på tom afgudsdyrkelse, skal ikke gøre den nyomvendte usikker ved al for fri omgang med hedenskaben. Så skal man hellere lad være med at benytte sig af sin frihed.
Hvornår hensyn står over frihed og ret bliver den enkeltes afgørelse. Men ud fra Paulus' ord kan man sige, at hensyn kan meget vel stå over frihed og ret.
Spørgsmål til samtale: Kan det være et udsagn, der kan spilles ind i en diskussion om fx ytringsfrihed og religion? Risikerer man at vække falsk forargelse ved at anvende et ”alt er tilladt” overfor en anden tros ”ikoner”, hellige ting og forestillinger? Kan den anderledes troende være ”en af disse mine små”, som ikke må forarges (Matt. 18,6), som Jesus siger? Overtrådte Jyllandsposten med udgivelsen af de satiriske tegninger af Muhammed en sådan kristen etik, eller var der noget andet på færde?
Se også: Er jeg ikke fri? - betyder islam underkastelse?
Sammenhæng:
1. Korintherbrev er et af Paulus’ breve. Det er skrevet, fordi en krise er opstået inden for menigheden i Korinth og dennes forhold til Paulus. Det er denne krise, som Paulus forsøger at løse med dette brev. Paulus diskuterer her, hvordan man skal forholde sig til det at spise kød, som har været ofret til afguderne. ”… så véd vi, at der ikke findes nogen afgud i verden, og at der kun er én Gud. For vel er der såkaldte guder, både i himlen og på jorden – der er jo så mange guder og så mange herrer. Men for os er der kun én Gud, Faderen; fra ham er alle ting, og vi til ham. Og for os er der kun én Herre, Jesus Kristus; ved ham er alle ting, og vi ved ham”
Da det ikke er alle i menigheden, der har den kundskab, og så skal man ifølge Paulus ikke ryste de mindre befæstede med sin så store religiøse frihed. Det hele munder ud i udsagnet: ”Alt er tilladt, men ikke alt gavner” 1. Kor. 10,23.
Citater:
Fri over alt - underlagt alt
"Et kristenmenneske er fri herre over alle ting og ingen underlagt. Et kristenmenneske er en træl i alle ting og alle underlagt."
(Martin Luther: Et kristenmenneskes frihed)
Kød ofret til afguder
"Versene repræsenter praktisk vejledning i forbindelse med spørgsmålet om kød ofret til afguder. På den ene side etableres princippet om erkendelse af og respekt for de mindre erfarne troendes påvirkelighed. På den anden side fastslåes det i v. 6 at der er kun en Gud og én Herre Jesus Kristus, hvorfor der ikke er noget egentlig problem i at spisekød ofret til ikke-eksisterende afguder."
(Andrew Wingate, side 74)
Forsoningstjenesten
2. Kor. 4,1-5
Derfor bliver vi ikke modløse i den tjeneste, som vi har fået af barmhjertighed Vi har sagt nej til det skjulte og skændige og går ikke frem med snedighed og forfalsker heller ikke Guds ord, men bringer sandheden for dagen og anbefaler således os selv til ethvert menneskes samvittighed, for Guds øjne. Og er vort evangelium tilhyllet, er det kun tilhyllet for dem, der fortabes, for dem, der ikke tror; deres tanker har denne verdens gud blindet, så de ikke ser lyset, der stråler fra evangeliet om Kristi herlighed, Kristus, som er Guds billede. For vi prædiker ikke os selv, men Jesus Kristus som Herren og os selv som jeres tjenere for Jesu skyld. Thi Gud, der sagde: »Af mørke skal lys skinne frem,« han har ladet det skinne i vore hjerter til oplysning og til kundskab om Guds herlighed på Jesu Kristi ansigt.
Kommentar til teksten:
Paulus taler her om den pligt, som man som kristent menneske er blevet pålagt; pligten til at videregive evangeliet og dermed bringe sandheden frem for alle mennesker. Dette er en opfordring til ikke at miste modet, for i de tilfælde, hvor det ikke lykkes, er det Gud selv, der har bestemt, at det ikke skal kunne lykkes. Det at prædike er en gave for Gud, som indebærer et ansvar.
Sammenhæng:
2. Korintherbrev er et af Paulus’ breve. Brevet handler om forholdet mellem korintherne. Dette emne finder Paulus helt fundamentalt. Korintherne er i øvrigt ikke længere i splid med hinanden (som det var tilfældet, da 1. Korintherbrev blev skrevet), og Paulus glædes dels over dette og dels over, at han nu igen har korinthernes fulde opbakning i forhold til sin apostelvirksomhed.
Citater:
"Det handler om den påbudte forsoningsopgave mellem Gud og mennesker og mennesker indbyrdes. Dette er det egentlig fokus for den kristne opgave (ministry) overfor mennesker med anden tro: Vi er tvunget af Kristi kærlighed (5,14). 'I Kristus forligte Gud verden med sig selv' (5,19). Inkluderer 'verden' muslimer, hinduer og sikher?"
[Andrew Wingate, side 74)
|
