|
Oversigt over Samme Gud?
Bibelteksten er hentet fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992.
- Abraham og Melkisedek - om gensidig agtelse, forsyn og almagt
1. Mos. 14,18-20
- Du må ikke have andre guder.. - om eksistentielt gudsforhold, sandt og falsk
2. Mos. 20,1-6
- Hør Israel! .. Herren er én - om at Gud er én, at elske Gud af hele sit hjerte
5. Mos. 6,5
- Konge over alle guder - om monolatri og monoteisme
Sl. 95,3
- ..der er ingen anden Gud end mig.. - om almagt og forsyn
Es. 45,1-17
- Mig er givet al magt - om almagt, forsyn og Kristi magt
Matt. 28,16-20
- Det, I ærer uden at kende det... - om skabelsestro og alle af Guds slægt
Apg. 17,22-34
- Den, der bekender Sønnen.. - om bekendelse, menneskers projektion og kritik
1. Joh. 2,23
Abraham og Melkisedek
1. Mos. 14,18-20
Melkisedek, Salems konge, kom med brød og vin. Han var præst for Gud den højeste. Han velsignede Abram og sagde: "Velsignet være Abram af Gud den Højeste, skaberen af himmel og jord. Velsignet være Gud den Højeste, som gav dine fjender i din magt." OG Abram gav ham tiende af det alt sammen.
Kommentar til teksten:
Abram er her et billede på noget meget basalt i forhold til det religiøse grundspørgsmål, der handler om altings tilblivelse og altings styrelse (han gav dig dine fjender i din hånd). Med bekendelsen til Gud som en sådan magt er der basis for gensidig agtelse.
Abram viser agtelse for præsten Melkisedek, hvilket ses ved at han betaler tiende (vers 20) af alt det, han har erobret i forbindelsen med sejren over de fire konger. Han agter netop tilbedelsen af Gud og velsignelsen sagt på vegne af 'Gud, den højeste, himmelens og jordens skaber'.
Sammenhæng:
Denne tekst om Melkisedek og Abram (Abrahams navn før han indgik en pagt med Gud i kap. 17), er en del af den første bibelske tekst, som ikke er med i urhistorien. Urhistorien handlede om menneskers vilkår og adspredelse, men herefter (fra 1.Mos 12) kommer det til i stedet at handle om folkets Israels tilblivelse og deres problematik i forhold til at finde et sted at være. Abraham bliver således sammen med Isak og Jakob betragtet som stamfader for Israel.
Når Melkisedek, Salems konge, i vers 18, træder frem som præst for Gud den Højeste, er det for at velsigne Abram. Abram har sejret over fire konger (kap. 14) og er vendt tilbage. Han har samtidig reddet både Lot og hans ejendele samt kvinderne og folkene.
Salem er et bynavn, der udover dette sted, kun kendes fra Sl. 76. Begge steder er det det samme som Jerusalem, og begge steder bringer denne by noget særligt med sig: Krig bringes til ende, og fred kan genskabes. Jerusalem er endvidere et helligsted for Gud.
Du må ikke have andre guder
2. Mos. 20,1-6
Gud talte alle disse ord: »Jeg er Herren din Gud, som førte dig ud af Egypten, af trællehuset. Du må ikke have andre guder end mig. Du må ikke lave dig noget gudebillede i form af noget som helst oppe i himlen eller nede på jorden eller i vandet under jorden. Du må ikke tilbede dem og dyrke dem, for jeg, Herren din Gud, er en lidenskabelig Gud. Jeg straffer fædres skyld på børn, børnebørn og oldebørn af dem, der hader mig; men dem, der elsker mig og holder mine befalinger, vil jeg vise godhed i tusind slægtled.
Kommentar til teksten:
Gud er én, hans navn skal æres og afguderi fordømmes; det kan man læse ud fra denne tekst. Man må derfor overveje, hvad afguderi overhovedet er, og om begrebet ”afgud” er det, som er genstand og centrum for andre religioners tro. Endvidere må det diskuteres, om Det Gamle Testamentes afgudsforståelse, som den kommer til udtryk her, er normsættende for kristne.
Sammenhæng:
”Du må ikke have andre guder” er en del af dekalogen eller de ti bud. Disse fortællinger om lovgivning omkranses af en række fortællinger om ørkenvandring. Kort fortalt handler det om, at Israel (folket) drager ud i ørkenen under ledelse af Moses, hvorefter de kommer til Sinaj bjerg. På dette bjerg mødes Moses og Gud, og Gud giver en række love og forordninger, som Moses skal bringe videre til folket Israel. Efter dette begynder Israel at drage af sted mod kana’ens land, som Gud har lovet dem.
Citater:
Det, dit hjerte knytter sig til, er din Gud
"En Gud kaldes det, som man venter sig alt godt fra, og som man tager sin tilflugt til i al nød. [...] Det, du knytter dit hjerte til og stoler på, er i virkeligheden din Gud. [...] Mange mennesker mener, at have Gud og fuldt op af alt, når de har penge og ejendele. I stolthed stoler de så sikkert på det, at de ikke bryder sig om nogen anden. Se, de har også en Gud, som hedder Mammon (Matt 6,24), det vil sige penge og gods, som de af hele deres hjerte knytter sig til, og som er den almindeligste afgud på jorden.
På samme måde med den, der stædigt sætter sin lid til, at han har store evner, klogskab, magt, gunst, venskab og ære, han har også en gud, men ikke den sande, den ene Gud.
(Af Luthers store Katekismus. Oversat af Finn B. Andersen)
Om at bede i sandhed til Gud
"Dersom En, der lever midt i Christendommen, gaaer op i Guds Huus, i den sande Guds Huus, med den sande Forestilling om Gud i Viden, og nu beder, men beder i Usandhed; og naar En lever i et afgudisk Land, men beder med Uendelighedens hele Lidenskab, skjøndt hans Øie hviler paa en Afguds Billede: hvor er saa meest Sandhed? Den Ene beder i Sandhed til Gud, skjøndt han tilbeder en Afgud; den Anden beder i Usandhed til den sande Gud, og tilbeder derfor i Sandhed en Afgud."
(Søren Kierkegaard)
Hør Israel! .. Herren er én
5. Mos. 6,5
Derfor skal du elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke.
Kommentar til teksten:
Kap. 6,4 kaldes ”sjema” (jf. hebraisk hør) og er indledningen til den bøn, hvor jøderne bekender troen på Guds enhed og forpligter sig til at overholde loven. Dette og det efterfølgende vers er dem, som Jesus senere tager op og bekræfter, at det er de første og vigtigste bud i loven (Matt. 22,34f).
At deuteronimisterne (den redaktionsgruppe, der har sammenskrevet og sammensat 5. Mosebog) har valgt at trække netop dette lovbud frem hænger sandsynligvis sammen med deres negative syn på kongedømmet som styreform. Denne indstilling bundede i bl.a. deres erfaring med Jerusalems erobring og kongens bortførelse til Babylon, hvilket for dem var et tegn på, at kongedømmet var et menneskeligt påfund og ikke Guds vilje. Jerusalem var for deuteronomisterne det eneste helligsted, hvor Gud måtte tilbedes, men igennem hele kongetiden var der tradition for, at en række andre helligsteder havde deres plads i samfundslivet. Det var derfor vigtigt for dem at påpege, at de øvrige helligsteder var udtryk for kana’anæisk afgudsdyrkelse, og at al dyrkelse af Gud skulle finde sted i Jerusalem.
Sammenhæng:
5. Mosebog kaldes også for Deuteronomium, der betyder ”den anden lov”. Den rummer således en lovsamling, hvis love minder om dem, der tidligere er bragt i de første fire Mosebøger. Kapitlerne 4-11 er en opfordring fra Moses (5. Mosebog er formet som en tale, der holdes af Moses) til folket om at overholde Guds befalinger. Talen blev holdt umiddelbart før israelitterne indvandrede i Kana’ans land.
Konge over alle guder
Sl. 95,3
For Herren er en stor Gud, en mægtig konge over alle guder.
Kommentar til teksten:
Der er helt klart tale om, at der findes flere guder. Det kan forstås som udtryk for en monolatristisk opfattelse (at man dyrker én gud, men accepterer, at der er andre guder) til forskel for egentlig monoteisme, der kun regner med én Gud eller polyteisme, der indbefatter anerkendelse af flere guders eksistens. Det, der gør, at salmen kan menes at have en monolatristisk gudsopfattelse, er, at de to ordpar: Jordens dybder vs. bjergets tinder og havet vs. landjorden. Ordparrene lader Guds suverænitet træde tydeligt frem, selvom andre guder også er på spil.
Læses salmen til ende vil man opdage, at den gode bekendelse, som følger i vers 6-7, afvises af Gud. Indirekte fortælles det altså, at de (de troende, gode bekendere) har en del at lære endnu, førend forholdet mellem Gud, folk og konge kan genoprettes.
Sammenhæng:
Salme 95 tillægges som oftest David, selvom den ikke har nogen overskrift. Det er en salme af den genre, som man tidligere har betegnet "tronbestigelsessalme", men efterhånden har genren skiftet navn til en "Jahve-kongesalme", fordi der implicit ligger en forståelse af Jahve/Gud som komgen på Zion.
Der er ingen anden Gud end mig
Es. 45,1-17
… Jeg er Herren, der er ingen anden, der er ingen anden Gud end mig. Jeg væbner dig, skønt du ikke kender mig, for at de skal vide i øst og i vest, at der ikke er nogen anden end mig, jeg er Herren, der er ingen anden! …
Kommentar til teksten:
Perserkongen Kyros har slået babylonerne og han betragtes som Guds redskab og Guds salvede (dvs. konge). For sit folks skyld har Herren kaldet Kyros frem og givet ham held i hans erobringer. Kyros var den perserkonge, der skulle fjerne forhindringerne for Israels hjemvendelse. Herren har væbnet ham, skønt Kyros ikke kender ham, og der er sledes ingen, der er uden for Guds sfære - heller ikke perserkongen Kyros. Aææe og alt er redskaber i Guds hånd. Dette er ét af de steder, hvor monoteismen slås fast i Det Gamle Testamente.
Sammenhæng:
Esajas’ bog er en af de tre store profetbøger i Det Gamle Testamente. I denne del af Esajas’ bog, der strækker sig over kapitlerne 40-55, er det gennemgående tema den ubetingede tilsigelse af frelsen. Den forkyndelse er dog ikke rettet til Jerusalems folk, som man måske skulle tro, men den er rettet mod de eksilerede i Babylon.
Citater:
Ingen anden Gud
"Gud, der er ingen anden gud end Ham, Den Levende og Den Bestandige. Hverken døs eller søvn kommer over Ham. Alt i himlene og på jorden tilhører Ham. Hvem kan vel gå i forbøn hos Han uden med Hans tilladelse? Han ved, hvad der ligger foran dem og bagved dem; men de omfatter kun, hvad Han vil, af Hans viden. Hans trone spænder over himlene og jorden. At opretholde dem er ingen byrde for Ham. Han er Den Ophøjede og Den Mægtige."
(Koranen, Sura 2,255 - det såkaldte tronvers. Citeret fra Ellen Wulffs oversættelse af Koranen)
Universaliteten af Guds frelsende nærvær
"Ingenting er uden for Guds sfære - heller ikke perserkongen Kyros."
(Andrew Wingate, side 72)
Mig er givet al magt
Matt. 28,16-20
Men de elleve disciple gik til Galilæa til det bjerg, hvor Jesus havde sat dem stævne. Og da de så ham, tilbad de ham, men nogle tvivlede. Og Jesus kom hen og talte til dem og sagde: »Mig er givet al magt i himlen og på jorden. Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.«
Kommentar til teksten:
Teksten fortæller, at Kristus har al magt i himmelen og på jorden, og det bør således overvejes, i hvilken forstand dette skal forstås – om der kun er tale om magt gennem dem og over dem, som tror, eller det er en lige så universalistisk magt, som selve Missionsbefalingen er i forhold til resten af evangeliet. Selvom det universalistiske præg ikke er et gennemgående tema, så kan denne tanke fint hænge sammen med den etik, som Mattæus præsenterer i sit evangelium. Denne er dog mest rettet mod at løse de interne stridigheder mellem jødekristne og hedningekristne, men den indeholder et etisk bud om gensidig tilgivelse (kap. 6,14), hvilket burde kunne løse enhver strid, hvis budet praktiseres.
Sammenhæng:
Dette er Mattæusevangeliets afsluttende kapitel, der omhandler Jesu opstandelse og tiden umiddelbart derefter. Kapitlerne 16-20 kaldes Missionsbefalingen, fordi Jesus her befaler sine disciple at gå ud i verden og forkynde og døbe i hans navn. Dette giver evangeliet et universalistisk præg, som ellers ikke er noget, der tidligere har brugt i Matthæusevangeliet, idet dets forkyndelse primært har været rettet mod Israels folk.
Citater:
Et religionsmøde
"En præst har en flok libanesiske (palæstinensiske) børn på besøg i sin kirke. De er nylig kommet til landet og taler kun arabisk - og er alle muslimer.
Alterudsmykningen er et moderne krucifiks af Erik Heide, som godt kan tolkes som et magtfuldt Kristusbillede - lidt i lighed med Jellingstenens Kristus. Præsten fortæller, at det måske skal udtrykke netop ordene: 'Mig er givet al magten..'. Et af børnene forstod alligevel dansk, for han reagerede umiddelbart og sagde noget dæmpet på arabisk. Præsten spurgte tolken, hvad han sagde og hun smilede og oversatte: 'Ikke over os muslimer'."
(Bibel - og mødet med anden tro, side 5)
Historiens herre
"... for ved Kristus består alle ting. Men det betyder også, at Kristus er historiens herre. Verdenshistoriens (og religionshistoriens) forløb er ingen tilfældighed, selv om vi ikke med tanken kan udfinde nogen plan for dens forløb. Troen fastholder, at Kristus ved Faderens højre hånd, som den himmelfarne Kristus og i sin præeksistens, er historiens herre, at den skjulte og uudforskelige vilje, som vi møder i historiens begivenheder, er den samme åbenbarede vilje, som taler til os i evangeliets frelsesbudskab, at den vil os det samme."
(Skabelse og Genløsning, side 205)
Det, I ærer uden at kende det...
Ap.G. 17,22-34
… For da jeg gik rundt og så nærmere på jeres helligdomme, fandt jeg også et alter med indskriften: For en ukendt gud. Det, I således ærer uden at kende det, det forkynder jeg jer…
Kommentar til teksten:
I netop denne tale af Paulus er det i denne sammenhæng vigtigt at bemærke, at der ikke henvises til Skriften, hvilket ellers er typisk for de øvrige Paulus-taler. I stedet fokuseres der på skabelsesteologi og polemik mod afguderi.
Paulus finder i Athen et alter for en ukendt Gud. Paulus roser athenerne for den fromhed, der kommer til udtryk ved at de dyrker det, de ikke kender. Men ”det I således ærer uden at kende det, det forkynder jeg jer. Gud, som har skabt verden” og ”Det er ham, som giver den liv og ånde og alle ting; og af ét menneske har han skabt alle folk og lader dem bosætte sig overalt på jorden […], for at de skulle søge Gud, om de kunne famle sig frem og finde ham […] For i ham lever vi, ånder vi og er vi, som også nogle af jeres digtere har sagt: 'Vi er også af hans slægt'. Når vi nu er af Guds slægt, må vi ikke mene, at guddommen ligner noget af guld eller sølv […]”
Første del af talen forkynder skabelsesteologi. Den ukendte Gud, som athenerne har tilbedt, er skaberguden, som har åbenbaret sig i alt det velkendte, skabte. I stedet for de hedenske afguder skal athenerne søge denne Gud, som altid er nær. Citatet fra det stoiske digt, som Paulus anvender, skal understrege menneskets gudskabthed. Den sidste del af talen prædiker omvendelse, dom og opstandelse, hvilket er provokerende for grækerne, fordi de traditionelt set er dualistisk tænkende, og der er derfor, at en stor del af de tilhørerne forlader Areopagos på det tidspunkt, men enkelte slutter sig dog til Paulus.
Se også: Paulus på Areopagos og At kende Gud som skaberen (Apg. 14,16-179)
Sammenhæng:
Skriftet, Apostlenes Gerninger handler om de kristnes første årtier efter Jesu død, og det er skrevet af samme forfatter som Lukasevangeliet.
Paulus bruger mange år på at rejse rundt på sine såkaldte missionsrejser, på sin anden rejse gjorde han ophold i Athen. Her blev Paulus oprørt over at møde denne by fyldt med afgudsbilleder. På foranledning af forskellige filosoffer skulle Paulus tale på Areopagos og forkynde budskabet om Kristus.
Den, der bekender Sønnen...
1. Joh. 2,23
Enhver, som fornægter Sønnen, har heller ikke Faderen. Den, der bekender Sønnen, har også Faderen.
Kommentar til teksten:
Brevets anden hoveddel (2,18-3,34) er en formaning ud fra det synspunkt, at det er den sidste tid. Dvs. at der er en såkaldt nærforventning om, at Jesus snart vil komme igen.
Det er derfor, der advares mod ”Antikrister” (flertal??). Kendetegnende for dem er, at de afviser, at Jesus er Kristus og Guds søn.
Ved at bekende sig til Sønnen kan man frimodigt afvente Jesu genkomst og i det håb leve rent, hvilket vil sige i overensstemmelse med kærlighedsbudet.
Fra avisdebatten, juni 2006:
Bekendelse siger noget om Gud. Men kan man tale om Gud 'i og for sig' - eller er bekendelsen det afgørende? Nedenfor to synspunkter, som hævder at det ikke giver mening at tale om samme Gud henover radikale forskelle i bekendelsen til Gud - og ét, som mener, at det at lægge al vægten på bekendelsen eller tilbedelsen gør kristen tro helt åben for religionskritikkens påstand at Gud er en menneskelig forestilling og projektion.
Sammenhæng:
1. Johannesbrev har til formål at give dels et vidnesbyrd om evangeliet og dels en ny fortolkning af den johannæiske teologi, og dermed gøre Johannesevangeliet mere acceptabelt for en bredere gruppe indenfor kristendommen. Brevets fokus på kærligheden tjener til at kunne få et samlet kristent samfund og en samlet menighed.
Citater:
Hvem Gud er afgøres af bekendelsen
"Om Gud kan vi intet objektivt vide. Ingen har set ham. Vi er overladt til vore forestillinger i form af billeder og ord, troens billeder og ord.
Derfor bliver det afgørende den Gud, som mennesker bekender sig til. Allah eller Den Treenige Gud. Så bliver det mindre vigtigt, om det i sidste instans er den samme Gud.
Eller rettere: Det bliver et erkendelsesteoretisk spørgsmål, som afgøres af smag og behag eller netop af bekendelsen."
(Morten Kvist, Kristeligt Dagblad, 21.juni 2006)
Ikke samme Gud
"Den kristne mener, at Gud ses og mødes i Jesus Kristus; hvilket betyder, at den eneste adgang til Gud er gennem Jesus Kristus, som er ophævelsen af loven. Muslimen hævder, at Gud ses og mødes gennem Koranen, som er stadfæstelsen af loven.
Disse to gudsopfattelser kan ikke forenes. Enten mødes Gud i Kristus eller i Koranen. Det hænger sammen med spørgsmålet om Guds menneskevordelse.(som) må kvalificere talen om Gud. Guds menneskevordelse i Kristus virker også tilbage i gudsbilledet.
Det kan ikke være den samme Gud, der åbenbarer sig både i Kristus og i Koranen."
(Thomas Reinholdt Rasmussen Kristeligt Dagblad, 16. juni 2006)
Benægtelse af samme Gud - en fejltagelse?
"...Islamkritisk netværks [en gruppe, især præster, som er stærkt forbeholden overfor dialog med muslimer] store teologiske fejltagelse er, at de benægter, at jøder, kristne og muslimer tilbeder den samme Gud, nemlig Abrahams og Isaks og Jakobs Gud. [...] Man går med denne benægtelse op imod både Det Gamle og Det Nye Testamentes understregning af, at den Gud, som er jødernes og de kristnes Gud, er alle folkeslags Gud. Det må så også omfatte muslimernes gudstro. Man overser, at det netop er enigheden om, at det er den samme Gud, der gør, at man strides så intenst om den rette gudstro.
Guds menneskevordelse i Jesus af Nazaret står centralt i den kristne gudstro. For jøden såvel som for muslimen står Guds enhed, ophøjethed og hellighed centralt, hvilket den kristne ikke kan være uenig med dem i, men vil have de træk hos Gud til at gå i spænd med Guds menneskelighed.
Endelig fører Islamkritisk Netværks nævnte påstand til, at det så bliver tilbedelsen, der definerer, hvem Gud er, og da der er flere former for tilbedelse, bliver konsekvensen, at der så også er flere guder.
Det er en position, der åbner døren på vid gab for religionskritik i Feuerbachs ånd, nemlig at al religion er menneskeskabt."
(Theodor Jørgensen, Kristeligt Dagblad, 13. juni 2006)
Skabt til at tilhøre Gud
"I den kristne skabelsestanke ligger tanken om, at alle mennesker på jorden er skabt i Guds billede til at tilhøre Gud.
Der er kun én Gud, himlens og jordens skaber. Derfor har man ikke ret, når man vil påstå, at det er ikke den samme Gud, kristne og muslimer tror på, for det ville jo betyde, at der var flere guder, hvoraf vi som kristne så kunne hævde, at vores gud var den største og stærkeste.
Gud skabes ikke i vor bekendelse eller tilbedelse - altså i vort billede. Gud er evig - var før alle ting og vil være efter alle ting."
(Harald Nielsen, Kristeligt Dagblad 11. aug 2006)
|
