- om billedforbudet i kristendommen, jødedommen og islam
Af forlagsredaktør, cand. theol. Jeanne Dalgaard, Frederiksberg

Artiklen har været bragt i Ribe Stiftsbog 2007

12 karikaturtegninger og Danmark blev spiddet på verdenskortet med sylespidse tegnestifter. Det er det seneste, vi for alvor har hørt til billedforbudet. Et forbud, som de tre Abraham-religioner – jødedommen, kristendommen og islam – alle har med sig i bagagen. Det er ikke så ofte, at en teolog med speciale i faget Kirkehistorie er så ”heldig” at se nutiden bekræfte specialets konklusion. Men det var, hvad der skete, umiddelbart efter at jeg havde afsluttet et arbejde om billedforbudet, senere publiceret i udvidet form som bogen »Billedforbudet« (Forlaget ANIS, 2006). Hovedspørgsmålet er, hvad der er billedforbudets formål, og hvor billedforbudet blev af i kristendommen?

Billedforbudets formål

Vil man med ét ord forklare, hvad billedforbudet går ud på, må det være med ordet ”afgrænsning”. Forbudets absolutte formål er at afgrænse noget fra noget andet. Endvidere findes der to hovedtyper af afgrænsning; én på den lodrette akse og én på den vandrette akse. Eller med andre ord: den teoretisk-teologiske samt den sociale og politiske. Den første markerer grænsen mellem Skaberen og skabningen, dvs. Gud og mennesket. Den anden markerer grænsen mellem forskellige mennesker.

Afgrænsning på den lodrette akse

”Du må ikke lave dig noget gudebillede i form af noget som helst oppe i himlen eller nede på jorden eller i vandet eller under jorden” hedder budet i 2. Mosebog 20,4; dét, der oprindeligt blev talt som det andet af De 10 Bud.

Dette har i et par tusind år været udgangspunktet for allehånde tolkninger af, hvilke billeder og motiver der var tilladte, og hvilke der ikke var. Her er, i den milde fortolkning, primært tale om afbildninger af afguder eller af Gud selv, typisk i en gudstjenestelig sammenhæng. Men i den strenge fortolkning betragtes også afbildninger af Guds skabninger (dem med livsånde, dvs. dyr og mennesker, ikke planter) som en overskridelse af billedforbudet, også selv om de forefindes uden for det rituelle rum. Som nutidigt eksempel på den milde fortolkning kan nævnes den reformerte kirke. Her står kirkerummet i hovedreglen helt billedløst, uden at det betyder, at reformerte kristne afholder sig fra at have billeder af mennesker og dyr i deres hjem. I den anden grøft findes f.eks. en lille gruppe mennonitter (en kristen sekt), som for nylig flyttede fra staten Missouri til Arkansas, fordi det i Missouri blev lovpligtigt at have sit billede på kørekortet, hvilket for dem var en overskridelse af billedforbudet. Fælles for både den milde og den strenge hævdelse af forbudet er, at det har til formål at beskytte Guds ubegribelighed. For når mennesket gør sig figurative forestillinger om, hvordan Gud ser ud, og endda lader hånden udføre fremstillinger af disse forestillinger i træ, ler og bemaling, så har skabningen overskredet en usynlig grænse i forhold til Skaberen. Gud skabte mennesket i sit billede (1. Mosebog 1,27). Af samme grund må det modsatte ingensinde være tilfældet. I så fald har skabningen sat sig på samme stade som Skaberen, eller endog gjort sig selv til herre over Herren. På den måde er billedforbudet i De 10 Bud at forstå som en logisk konsekvens af 1. bud: ”Du må ikke have andre guder end mig” (2. Mosebog 20,3). Fysiske fremstillinger gjort af menneskehænder kan ikke rumme det guddommelige, men kun blive latterlige fantasibilleder, som mennesket kommer til at dyrke som afguder, hvorved også monoteismen – altså det første bud – kommer i fare. Derfor er den gammeltestamentlige Gud ikke en, man ser, men en, man hører. Intet menneske kan se Herren og leve (jf. 2. Mosebog 33,20). Sådan er i hvert fald det teoretisk-teologiske udgangspunkt. Denne billedløse forståelse af gudsforholdet har været central i store dele af jødedommen, i store dele af kristendommen (op til midten af middelalderen) samt i store dele af islam. Noget andet er, at mens skriftlige kilder bærer vidnesbyrd om, at dette var de lærdes – teologernes – opfattelse, så peger arkæologisk forskning fra anden halvdel af det 20. århundrede på, at billederne fra og med antikken fandtes i folkefromheden. Den traditionelle opfattelse af jødedommen som en religion, der orienterer sig efter høresansen frem for synssansen, og islam som en decideret billedfjendsk religion, er derfor blevet modereret ikke så lidt. Omvendt er det interessant – set fra et kalkmaleri-udsmykket land langt mod nord – at erfare, hvor stor en rolle det nu forsvundne billedforbud spillede for de første kristne. Herom følger mere.

Afgrænsning på den vandrette akse

Altså er billedforbudet i teologisk forstand et middel til at sikre, at kontakten mellem det menneskelige og det guddommelige alene etableres oppefra og nedefter, ikke vice versa. Men samtidig fungerer et billedløst gudsforhold også som en social og politisk markering af en identitetsmæssig grænse imellem et ”os” og et ”dem”. Her nævnes en række eksempler i kronologisk rækkefølge.

Det gammeltestamentlige univers

Tænk først på, hvordan forfatterne til Det Gamle Testamente har anvendt diverse fortællinger til at markere afstand til andre – formodentligt billedrige – befolkningselementer, som de enten har levet lige op ad eller midt iblandt. Det er f.eks. topmålet af ironi og latterliggørelse, når profeten Esajas beskriver, hvordan afgudsdyrkeren lader træer gro op, fælder dem, bruger den ene halvdel af træet til at lave mad over og varme sig ved, mens han former en gud af den anden halvdel, som han kan kaste sig ned for (Esajas’ Bog 44). Alle steder i Det Gamle Testamente, hvor der peges fingre af befolkningsgrupper, som ikke har fattet, at det rette gudsforhold er billedløst (og naturligvis monoteistisk), kan altså forstås som en polemik, der har til formål med billedforbudet som ”motor” at markere afstand til et andet folkeslag. Hvormed det samtidig bliver en identitetsskabende faktor i forhold til gruppens egen selvforståelse.

Tidlig islam

Netop i konsolideringsfasen har en gruppe særligt behov for at få finpudset sin egen identitet ved at definere sig selv i forhold til andre. Her er islam det næste eksempel. Man forventer måske oven på karikaturkrisen at kunne slå op i Koranen og finde et billedforbud i stil med det gammeltestamentlige. Men muslimers absolut vigtigste helligskrift indeholder intet af den karakter. Der findes ganske vist sura’er (kapitler), hvor stamfaderen Abraham både i ord og handling bekæmper afgudsbilleder, men der er netop tale om en generel polemik mod afguder, ikke mod (forsøg på) billedlige fremstillinger af Gud selv. Tilsyneladende var de første hundrede års tid af islams historie ikke præget af den strikse billedteologi, som islam senere forbindes med. Det er først i det næstvigtigste skrift, Hadit (beretninger om profeten Muhammeds liv og udsagn), at de virkeligt billedfjendtlige udsagn findes. Når det f.eks. hedder, at engle ikke kommer ind i hjem, hvor der er hunde og billeder, er der mere på spil end værnet om Guds ubegribelighed på den lodrette akse. Hunde og billeder er begge accepterede hos hedninger og andre folkeslag, som islam ”voksede op” blandt og altså de finerede sig i forhold til. Forbudet er altså med til at støtte op om en særegen islamisk identitet. Islams konsolideringsfase falder netop sammen med den periode, hvor den i udgangspunktet billedskeptiske kristendom forvandlede sig til nærmest billedsprudlende i den ortodokse kirke.

Den byzantinske billedstrid

Til grund for formuleringen af den ortodokse kirkes billedteologi ligger en periode med et spændingsforhold mellem to grupper, hvor billedforbudet atter blev trukket som våben af den ene part. Den byzantinske billedstrid forløb over godt hundrede år fra 730 til 843. I den optrådte en række af kristenhedens kejsere fra deres sæde i Konstantinopel som billedfjender. De så sig selv som herskere, der var sat på tronen af Gud selv, og ville med de gammeltestamentlige kultreformatorer Hizkija og Josija (2. Kongebog og 2. Krønikebog) som forbilleder ”rense” kristendommen for ikonernes udbredelse og indfl ydelse. Ikke så få politiske og økonomiske interesser spillede ind, og perioden var i allerhøjste grad præget af et modsætningsforhold mellem den verdslige og den kirkelige magt, med den verdslige – men altså i sin selvforståelse guddommeligt indsatte – magt som billedfjendsk. Kejserne lod klostrene tømme og omdanne til soldaterbarakker, hødepoter og stalde for væddeløbsheste. Ikonerne – en ikke ubetydelig indtægtskilde for klostrene – blev forbudt og brændt. Munke og nonner blev ført i ydmygende processioner gennem hestevæddeløbsbanen i Konstantinopel. Billedfjendske og billedvenlige patriarker blev ind- og afsat i ét væk, alt efter om der sad en billedfjendsk eller billedvenlig kejser på tronen. Det hele var anledningen til, at den ortodokse billedteologi blev formuleret og vedtaget på kristenhedens syvende og sidste økumeniske koncil i 787 (endeligt stadfæstet i 843). Hermed ser det ud, som om billederne endelig fandt plads i kristendommen. Alligevel var ikke slut med, at billedforbudet bragtes i anvendelse som identitetsmarkør.

Reformatorer over for katolikker

På længere sigt resulterede den østkirkelige blåstempling af en omfattende billedteologi i, at også den vestlige kirke oplevede en eksplosion i billedanvendelsen i det rituelle rum. Der kom, med et nutidigt udtryk, en overvældende mængde ”merchandise” på markedet. Det næste eksempel på billedskepsis finder vi derfor i historien om reformatorerne,der råbte vagt i gevær over for den katolske kirkes fokus på de ydre, materielle genstandes værdi for troen. En del af reformatorerne – herunder Martin Luther – argumenterede ganske vist ikke med De 10 Buds 2. bud for en total fjernelse af billederne, men situationen spidsede til, og billederne blev atter en prøvesten på, hvem der var ”os”, og hvem der var ”dem”. Fjernelsen af billederne fra kirkerne fik en topprioritet, fordi netop det skulle være det synlige symbol på reformationens gennembrud.

Sværmere over for reformatorer

Undervejs i den reformatoriske billedstrid skete atter en udkrystallisering i et ”os” og et ”dem”, da måden, hvorpå billederne skulle fjernes, blev et stridspunkt internt mellem reformatorerne. Læser vi Luthers egne vidnesbyrd, så ville han prædike billederne ud af hjerterne på folk, mens sværmerne (det vil sige de mere radikale blandt reformatorerne) ville flå dem ud. Luther flyttede sig af teologiske – men måske også magtstrategiske – grunde gennem en årrække bemærkelsesværdigt meget på dette punkt. Han endte i hvert fald med retorisk at spørge, hvordan det kan være skadeligt at have noget for øjnene, dvs. de figurative og fysiske fremstillinger af Kristus, som man skal have i hjertet – hjertet er dog et finere organ end øjnene. Når nogen i tiden efter reformationen argumenterer med Luthers billedsyn,´er det derfor altid relevant at spørge, hvilken Luther der er tale om. Således betragtet har mange billedskeptiske lutheranere været mere lutherske end (den sene) Luther selv.

Radikal islamisme

For at give et eksempel på hvordan billedforbudet i vor tid bringes i anvendelse som identitetsmarkør, vender vi tilbage til islam. Først er det dog vigtigt at pointere, at også i islam er det relevant at skelne mellem på den ene side teologernes billedsyn og på den anden side folkefromhedens praksis. Selv om man ikke finder figurative fremstillinger i moskeen og Koranen, er det ikke hovedreglen, at private hjem og det offentlige rum er tømt for billeder. Billedteologien har nok betydet, at den islamiske kunsttradition orienterer sig mere efter nonfigurative, kalligrafiske ornamenteringer, men omvendt findes der f.eks. også en fabelagtig tradition for figurative bogilluminationer fra Persien. Og i dag er der ikke meget billedforbud over de store fotostater af præsident Hosni Mubarak, som møder øjnene i Egyptens offentlige rum.

Vil man generalisere over muslimsk billedteologi i dag, giver det i og for sig kun mening at sige, at sunniislam er tilbageholdende med at fremstille billeder af religiøse personligheder, mens shiaislam er mere liberalt indstillet. Men én gruppe, som helt klart bringer billedforbudet i felten i sit forsøg på at de finere sig imod såvel den sekulære verden som den resterende del af islam, er de radikale islamister i bl.a. talebanernes skikkelse. F.eks. kan sprængningen af to afghanske buddhastatuer i 2001udmærket tolkes som en symbolhandling i stil med reformationens voldsomme fjernelse af ikoner og helgenstatuer fra kirkerne i 1500-tallet.

Hvor billedforbudet blev af i kristendommen

Det står nu klart, at billedforbudet i sit teoretisk-teologiske udgangspunkt har til formål på den lodrette akse at afgrænse skabningen fra Skaberen. Og at forbudet samtidig, når det anvendes i en social og politisk sammenhæng som identitetsmarkør på den vandrette akse, har til formål at afgrænse ”os” fra ”dem”. Begge typer afgrænsning gør sig gældende for de tre Abrahamreligioners udgangspunkt, og kan tillige bekræftes i historisk perspektiv. Alligevel er hævdelsen af billedforbudet i dag udraderet af kristendommen (med undtagelse af den reformerte kirke og en håndfuld kristne sekter). Hvor blev det af?

Som et barn af jødedommen medbragte den tidlige kristendom en vis billedskepsis. Når billedforbudet optræder som allerede 2. bud i De 10 Bud, lige efter det første om monoteismen, kan man ikke kalde det en biting ved den religiøse selvforståelse. I Det Nye Testamente er der fortsat ikke megen håndgribelighed ved den Gud, som Johannesevangeliet siger skal tilbedes i ”ånd og sandhed” (4,24). Og i den antikke verden spiller det endvidere ind, at allerede Platons idélære bar kimen til en skepsis over for det materielles mulighed for at gengive, hvordan virkeligheden egentlig er. Samtidig opstod den tidligste kristendom i sin tidshistoriske sammenhæng i en middelhavsregion, hvor det offentlige rum var helt domineret af den romerske kejserkults visuelle og figurative udtryk. Dét var noget at definere sig (billedløst) i forhold til. De, som efter nytestamentlig tid ville fastholde billedforbudet, argumenterede med en henvisning til Romerbrevets ”Troen kommer altså af det, der høres” (Romerbrevet 10,17). Men i virkeligheden er det andre af Paulus’ formuleringer, der tjener som den vigtigste legitimering af billederne i kristendommen. Ganske vist lader Apostlenes Gerningers forfatter Paulus tage til orde på Areopagos og sige: ”Når vi nu er af Guds slægt, må vi ikke mene, at guddommen ligner noget af guld eller sølv eller sten, formet ved menneskets kunst eller snilde” (Apostlenes Gerninger 17,29). Men dette samtidig med, at Paulus siger, at det, athenerne ærer – en ukendt Gud – er det, som han forkynder for dem (Apostlenes Gerninger 17,31): den opstandne. Vi rører her ved det absolut fundamentale, som alle argumenter imod billedforbudet hviler på, nemlig inkarnationen: det at Gud blev menneske. Gud er ikke (mere) en ukendt Gud, for kristendommens Gud blev menneske og har givet sig til kende i Jesus.

Den korte historie om, hvad der i kristendommen blev af det oprindelige andet bud, er således, at inkarnationen afl øste billedforbudet. Eller som Paulus selv siger om Kristus: ”... Kristus, som er Guds billede” (2. Korintherbrev 4,4). Og her anvendes netop det græske ord ”eikon”, ikon, for billede.

Menneskets behov for billeder

Årsagen til at vi ikke har billedforbudet mere er altså inkarnationen og fortællingerne om Jesu liv og levned. Men opgivelsen af billedforbudet har også en pædagogisk grund. Vi mennesker tænker grundlæggende i billeder. Mens billedforbudet er den guddommelige befaling om ikke at forsøge at begribe Gud, kan mennesket ikke gøre andet end netop at forsøge at be-gribe Gud med sin billeddannende evne. Vi kan ikke stå i forhold til noget, vi ikke kan gøre os enten indre eller ydre billeder af. Dette er måske selve nøglen til at forstå, hvorfor de tre Abraham-religioner – trods det teoretisk billedløse udgangspunkt – gennem (kunst)historien kan opvise mangfoldige og kreative overskridelser af forbudet, så snart vi bevæger os fra teologernes elfenbenstårn og ud i folkefromheden.

Sagen er altså, at mennesket har et behov for billeder, der ikke lader sig undertrykke. En velkendt pædagogisk devise lyder: Fortæl mig det, og jeg glemmer det; vis mig det, og jeg husker det; lad mig prøve det, og jeg forstår det. Og når billederne ikke udraderes af den evangelisklutherske kristendom, skyldes det i høj grad, at Luther tog pave Gregor den Stores (590-604) lære om ”Biblia pauperum” (”De fattiges Bibel”) til sig: Billederne var de fattiges Bibel – det vil sige Bibel for dem, der ikke kunne læse. Vi må ikke undervurdere, at billeder kan anskueliggøre en kompleks problemstilling på ét sekund. Tag som eksempel – et grusomt et af slagsen – fotografiet på næste side. Skulle man læse blot en halv sides avisartikel om sultkatastrofen i Sudan, ville det tage omtrent ti minutter.

Billedet kan ses her

Men på mindre end ét sekund mejsler billedet problemstillingen på nethinden og i hjernen. Billeder virker. Præcis det samme gjorde sig gældende i forbindelse med karikaturkrisen i 2006. Ethundrede artikler i mellemøstlige dagblade om spændingen mellem muslimer og ”gammeldanskere” kunne ikke have udløst, hvad én avisside med 12 tegninger kunne.  

Epilog: Karikaturkrisen

Det er min vurdering, at karikaturkrisen ikke havde ret meget med det oprindelige billedforbud at gøre. Når jeg konsekvent taler om ”karikaturkrisen” frem for ”Muhammadkrisen”, er det, fordi sagen ikke handlede om Muhammadbilleder. Skønt sådanne principielt ikke er velsete i store dele af islam, så eksisterer de i den folkelige kultur. Sagen handlede derimod om netop karikaturbilleder. Ikke humoristiske karikaturer (selv om et par af dem i mine øjne vitterligt er sjove), men om generaliserende spot, hån og latterliggørelse. Noget, der tilsyneladende skal være lakmusprøve på ens dansksindethed. Til dette må indvendes: hvad er der blevet af ”alt er tilladt, men ikke alt gavner” (1. Korintherbrev 10,23)? Når påstanden i artiklens indledning alligevel var, at karikaturkrisen bekræftede mine konklusioner, skyldes det, at billedforbudets karakter af redskab til social og politisk afgrænsning atter blev særdeles tydelig.

Interessant nok først med omvendt fortegn: hvor et kirkehistorisk perspektiv viste, at et billedløst gudsforhold blev anvendt til at afmærke territoriet i forhold til andre grupperinger, var det nu det, at alt var tilladt, som skulle definere ”os” imod ”dem”. Men imellem forskellige islamistiske partier blev billedforbudet siden bragt i anvendelse på den traditionelle måde. Når én gruppe blødte op og gik i dialog med det danske diplomati, stod en anden straks klar til at udråbe dem som ”slappere”, dvs. uegnede til at definere den sande islam. Således var 2006 det år, hvor vi senest så billedforbudet blive anvendt; ikke teologisk – det vil sige til afgrænsning på den lodrette akse – men politisk – det vil sige på den vandrette akse. Senest, men ikke sidst.

Litteratur

Er man interesseret i at få udfoldet billedforbudets teologi og historie i langt fl ere detaljer end her, er jeg så ubeskeden at anbefale min bog »Billedforbudet « (Forlaget ANIS, 2006). [Læs her]

Er man specifikt interesseret i at få et samlet og nuanceret overblik over karikaturkrisen, anbefales antologien »Gudebilleder – Ytringsfrihed og religion i en globaliseret verden« (Tiderne skifter, 2006), med bidrag fra jurister, religionshistorikere m.fl .