En opdagelsesrejse med Buddha og Jesus

Forfatter: Else Marie Kjerjegaard
Forlag: Boedal
Udgivelsesår: 2007
ISBN: 978-87-89626-44-4
Sidetal: 175

Else Marie Kjerkegaards bog fortæller om hendes egen vej fra barndommens religiøse erfaringer og dens vej gennem mere eller mindre traumatiske oplevelser til at nå frem til at konvertere til katolicismen. Undervejs har EMK arbejdet dybtgående med forskellige former for buddhistisk meditation og spiritualitet og lidt mere end tangeret folkekirkepræster og en folkekirkemenigheds kristendomsformer. Den er en beskrivelse af en persons vej til sit nuværende religiøse ståsted – og ligner på den måde Anders Rou Jensens bog om Abdul Wahid Petersens vej til islam, også i det faktum at vejen går omkring østlig inspireret religiøsitet. Men mens AWP ikke giver mange hints om hvorfor kristendommen og folkekirken ikke duede, og hvorfor han søgte i øst og fandt i islam, så beskriver EMK nogle oplevelser, som er hendes bud på de psykologiske forklaringer på at vejen til at finde det rette, religiøse ståsted måtte gå som den gik.
[Se En jysk Imam].

Bogen er i det mindste et omrids til en (religions) psykologisk casestory: fx s. 15-17 og 130 (Moderens kulde og aftenbønnen), s. 75 (drukneerfaring/faderen), kamp med autoritet (s. 26), voldsom erfaring af døden hægtet sammen med en skuffende konfirmation (s. 30). Den positive religiøse grunderfaring af naturen i barndommen beskrives også (s. 35) – sammen med den voksne kvindes mystiske erfaring af virkeligheden bag virkeligheden i naturen. (s 83).

Man bliver godt oplyst om oplevelsen af buddhistisk meditationspraksis og virkningen af den. Mest plads gives der til beskrivelsen af Thich Nhat Hanhs form for buddhisme. EMK oplever ikke nogle egentlige modsætninger mellem Hanhs buddhisme og kristendommen. Reinkarnationstanken er hos ham meget sofistikeret, karmalæren taler han ikke meget om. Det vigtigste er relationer - buddhistisk praksis ikke kun er til personlig gavn men til glæde for andre. Han baner hos EMK vej til at forstå at fællesskabet er vigtigere end individet (s 114). (Hanhs form for buddhisme svarer ikke uden videre til Notto Thelles bestemmelse af tre religionsformers hovedfokus: Buddhismens er indsigt, kristendommen er relation og New Age er energi [Se her])

EMK beskriver hvordan buddhismen er ikke missionerende (s.94) og hvordan den er rummelig (s. 100) – og hvordan det er den særlige prostrationspraksis, der i realiteten fører hende tilbage til hendes egne kristne rødder s. 95 ff). Denne praksis er 5 ”berøringer”, dvs halv eller hel kropskontakt med jorden, hvor man arbejder med en særlig meditationstekst (fuldt citerede, og værd at stifte bekendtskab med), som erindrer bl. a. om menneskets rødder, om de mennesker, som ens handlinger har skadet, osv. Disse tekster såvelsom fx Metta Sutraen (s 133) er tekster, som bort set fra at de er uden transcendent Gud, for de fleste vil være ligefremt forenelige med kristendom. EMK søger gennemgående ikke modsætninger. Hun fremhæver hvor lidt fundamentalistisk buddhismen er, og hvordan Hanh kommer det moderne, vestlige menneske i møde: ”De fem forskrifter” for at søge ”tilflugt” omdøbes til ”de fem øvelser”, fordi ordet ”forskrift” minder for meget om ”bud” – og dur ikke overfor dem, som kommer til buddhismen med sår fra en streng kristen opvækst. (s. 86).

Tilgivelse spiller i den buddhisme, som EMK møder og fortæller om, en stor rolle. I undervisningssammenhæng kan man sammenligne Hanhs forsoningspraksis og den bagvedliggende tanke overfor en amerikansk Vietnam-veterans skyld i en flok børns død med en kristen forsoningstanke (s 79). Findes det utilgivelige ikke, kan det altid løses med en ”erstatnings/bods” praksis – eller hvad er forudsætningen for at man tænke forsoning i forhold til det utilgivelige? Hvem kan give tilgivelse på hvis vegne?

Endelig kan man få dokumenteret en formodning om, at det som bliver en hindring for nogle mennesker for at falde til i folkekirken, er en intellektualiserende, manuskriptbundet prædiken, manglende evne til at tale fra hjertet og manglende autenticitet; at man (præster) hele tiden skyder dogmer ind for an sig. (S. 108, 110, 116). Jfr. udsagn i rapporten ”Tro i tiden”, s. 30-31

ksf.