Religion og digital dannelse
Kristne og muslimske ledere skal arbejde med, hvordan digital dannelse i dag er afgørende, når særligt unge skal navigere i spørgsmål omkring religion. Det sker, når ca. 50 kristne og muslimske ledere mødes til konference i Kristent-Muslimsk Samtaleforum lørdag d. 11. november 2017.
I en tid hvor både mediernes dækning af religion, religionspolemik på de sociale medier og radikalisering sker online, er det mere end nogensinde før nødvendigt med grundlæggende digitale færdigheder. Med udgangspunkt i religionernes kernelære er det nødvendigt at kunne forholde sig kritisk og oplyst til alt fra fake news og alternative fakta, over polemik og debat blandt til tider meget fordomsfulde meningsdannere.
Programmet byder bl.a. på oplæg af Preben Brock Jacobsen, som med udgangspunkt i sin undersøgelse af ”Kristendomskritik i Medierne” (2015) og ”Islam i Medierne” (2017) vil fortælle om tendenserne i mediernes fremstilling af religion, og om hvordan man forholder sig til disse. Derudover vil et panel om Religion og Digital Dannelse fortælle om, hvordan man kan navigere i et kritisk online-univers, hvor debatten er hård og hvor radikalisering og yderligtgående fortolkninger er en trussel. Der vil være særligt vægt på at drøfte, hvordan man i praksis kan opbygge de nødvendige færdigheder til en sund religiøs digital dannelse.
Pressen er velkommen på konferencen. Yderligere information fås ved henvendelse til facilitator for Kristent-Muslimsk Samtaleforum Niels Valdemar Vinding på nvv@religionsmoede.dk eller tlf. 51 21 76 82
Læs mere om Kristent-Muslimsk Samtaleforum her