Bragt i Kristeligt Dagblad d. 12.12.25
Af Ingrid Ank
Det var, som om der gik en erkendelse gennem salen: Trossamfund er en del af civilsamfundet. Heidi Bank, medlem af Folketinget for Venstre, sagde det helt eksplicit: ”Jeg tror, vi har glemt jer.” Og fortsatte: Jeg tror, det har handlet for meget om tro, og for lidt om det fællesskab, som det at være en del af en tro også er. Og hvad det har af styrke.”
Det er den 3. december 2025, og jeg er til høring i Proviantsalen ved Christiansborg om tros- og livssynssamfunds bidrag til beredskabet. Høringen er arrangeret af Nationalt Forum for Tros- og Livssynssamfund i samarbejde med Folketingets kirkeudvalg. Nationalt Forum for Tros- og Livssynssamfund har med denne høring samtidig premiere. Nu findes det.
Inspirationen til dette forum kommer blandt andet fra Finland, hvor præsidenten efter 11. september 2001 så nødvendigheden af, at der er god kontakt til og mellem tros- og livssynssamfund i Finland, og at de kan trækkes på i spørgsmål om alt fra eksport af varer til hinduistiske lande til problemer med stigende antisemitisme. Med mere.
’Erkendelsen i Proviantsalen’ falder sammen med, at vi i år har kunnet fejre 200-året for Grundtvigs såkaldt ’mageløse opdagelse’, som kort fortalt går ud på, at kristne menigheders fællesskab om dåb og nadver fandtes før, der var en bibel eller et organiseret præsteskab. Det er med andre ord forsamlingen af tosser og tvivlende og troende, der udgør kontinuiteten i kristendommen, og ikke bibel eller præst. Denne tanke om menigheden som det bærende blev bl.a. videreført af I.C. Christensen (V), der som kirke- og kultusminister i 1903 stod bag loven om menighedsråd, hvortil både tosser, tvivlende, troende – og kvinder – havde stemmeret.
Men nu har vi altså glemt alt om det. Nu kommer det bag på os, at religion er en del af civilsamfundet. Og det er ikke så mærkeligt, for som Heidi Bank pegede på, så taler vi alt for meget om tro. Ikke tro som noget, man går ned og ’gør med de andre’, men tro som et identitetsanliggende. Tro er blevet en identitet, man kæmper for sin ret til at være som en ’ret til at være sig selv’, snarere end noget, man går ned og gør om fredagen, lørdagen eller søndagen, afhængigt af om det er moskeen, synagogen eller kirken, man kommer i.
Og det vil jeg gerne slå et slag for. For vanekristendom. Gør tro til en vane, snarere end en identitet. Ikke en ’god vane’, som at lufte ud og spise sundt, men en ’stor vane’. Smut forbi kirken og hør store ord og syng med på store salmer til stor musik – og smut så hjem og luft ud, eller ud og spis brunch.
Og bemærk: Jeg mener ikke dermed, at man skal slå hovedet fra. Og jeg tror ikke, der er en større tænksomhed blandt dem, der gør tro til et identitetsprojekt, end blandt dem, der vanemæssigt går i kirke. Snarere har de sidste måske erkendt, at livets og kærlighedens mysterium bliver jeg ikke færdig med, og derfor er det godt at have det indbygget i mine livsrutiner, at jeg skal ned i kirken og grunde over det. Nogle gange grunder man måske mere end andre, men man går sjældent derfra uden at have fået en ny tanke foræret. Og gid nogle flere rutinemæssigt ville tage imod en ny tanke, og nogle færre ville klamre sig til en trosidentitet!
Men godt, selvfølgelig, at erkendelsen af trossamfund som civilsamfund ramte Proviantsalen den 3. december. Trist, dog, at denne erkendelse først opstår i forbindelse med diskussionen af beredskab. Pludselig gik det op for forsamlingen, at trossamfund også er fysiske steder, som kan have et lager af madrasser og dåsemad og være tilflugtssteder, hvis stormfloden rammer eller strømmen svigter. Og pludselig gik det op for forsamlingen, at trossamfund er fællesskaber, der taler med hinanden, hvilket – ifølge katastrofeeksperter – er noget af det mest afgørende, når man som samfund skal klare sig godt gennem en krise.
Og her får jeg lyst til at skifte til bakgear. For det ville være vældig godt, hvis der kunne brede sig en større forståelse af religion som noget, man går ned og gør, snarere end en identitet, man forskanser sig bag. Men det er ikke dermed bare godt, hvis trossamfund bliver statens varmestuer og kommunikationskanaler.
Selvfølgelig – jeg håber, det er en selvfølge – skal kirker slå dørene op for huslidende, når og hvis der er behov for det. Men i et oplysningssamfund må det altid være en ambition, at oplysning kan nå ud til folket, også selvom vi ikke længere alle sammen ser DR-flow-TV. Selvom dette bliver sværere og sværere i en ny medievirkelig og demografisk virkelighed, så er det ikke fra medkirkegængeren eller fra sladderen i synagogen, man skal høre beredskabsministerens budskab om at købe sandsække og dåsemakrel.
Og måske er medkirkegængeren ikke enig med beredskabsministeren. Det er også okay. Det har man sin frihed til – som del af civilsamfundet.