Høring på Christiansborg, arrangeret af Folketingets Kirkeudvalg og Nationalt Forum for Tros- og Livssynssamfund, satte nyt lys på tros- og livssynssamfundenes betydning i nationale kriser
Af Martin Krath-Larsen
Den 3. december 2025 samledes eksperter fra Danmark, Norge og Sverige sammen med repræsentanter for en bred vifte af tros- og livssynssamfund i Proviantsalen på Christiansborg. Anledningen var en offentlig høring om, hvordan netop disse fællesskaber kan spille en rolle i Danmarks beredskab. Høringen blev arrangeret i samarbejde mellem Folketingets Kirkeudvalg og det relativt nyetablerede Nationalt Forum for Tros- og Livssynssamfund, der med denne begivenhed markerede sin første større fælles opgave: at undersøge, hvordan tros- og livssynssamfund kan blive en konstruktiv medspiller i tidens store samfundsudfordringer.
Tre oplægsholdere tegnede rammen for debatten. Fra Danmark bidrog professor i katastroferet Kristian Cederval Lauta. Fra Sverige kom Malin Martelius, der arbejder med krisehåndtering i Myndigheten för stöd till trossamfund (SST). Og fra Norge deltog Anders Garbom Bjørklund, projektleder for beredskab i Samarbejdsrådet for Tros- og Livssynssamfunn. Samlet præsenterede de et billede af et moderne beredskab, hvor teknisk robusthed ikke længere er nok. Fremtidens styrke ligger, sagde de alle tre, i relationer, tillid og lokal forankring – og her spiller tros- og livssynssamfund en helt afgørende rolle.
Hvorfor tros- og livssynssamfund overhovedet er relevante i en krise
Allerede i det første oplæg slog Kristian Cederval Lauta fast, hvorfor tros- og livssynsfællesskaber fortjener en plads i samtalen om nationalt beredskab. Med udgangspunkt i international forskning beskrev han, hvordan mennesker i kriser søger mod de steder, hvor de i forvejen finder mening, hjælp og fællesskab. ”Kriser er ikke undtagelser,” sagde han. ”Kriser er katalysatorer. De viser os, hvem vi er som samfund.” Og når man ser på, hvem vi er, viser tallene, at tros- og livssynssamfund rummer strukturer, der skaber robusthed: faste mødesteder, ritualer, sociale bånd, omsorgspraksisser og en evne til at samle mennesker.
Lauta mindede om, at resiliens vokser ud af hverdagens vaner. Han formulerede det prægnant: ”Selve det at være religiøs er at øve sig på det, man skal kunne i en krise.” Det gælder, forklarede han, fordi religiøs praksis skaber rutiner for fællesskab, socialt engagement og evnen til at finde mening i det uforudsigelige. Disse kvaliteter forsvinder ikke under katastrofer – de bliver forstærket.
Totalberedskab: En model Danmark endnu ikke har taget til sig
Mens Danmark fortsat taler om beredskab som noget teknisk – radioer, vanddunke, nødplaner – ser man i Norge og Sverige beredskabet som en helhed. Her arbejder man ud fra princippet om totalberedskab, som betyder, at hele samfundet mobiliseres, når krisen rammer. Staten og kommunerne kan ikke alene bære ansvaret; civilsamfundets organisationer, herunder tros- og livssynssamfund, betragtes som ligestillede aktører med særlige ressourcer og kompetencer.
I Sverige, forklarede Malin Martelius, har myndighederne gennem årtier arbejdet strategisk med at kortlægge landets religiøse landskab og skabe rammer for samarbejde. I år da et voldsomt knivangreb ramte Örebro, blev det tydeligt, hvad det betyder i praksis. Mange børn og unge søgte ikke mod de kommunale systemer, men mod deres lokale religiøse fællesskaber. “Barn gick inte till kommunen. De gick till sina lokala trosamfund,” fortalte hun. Her fandt de omsorg, sprog, genkendelighed og tryghed i et øjeblik, hvor myndighederne endnu var ved at orientere sig. Det illustrerer, at tros- og livssynssamfund ikke blot er samtalepartnere, men aktører, der spontant handler ved kriser, fordi relationerne her allerede findes.
I Norge er udviklingen et skridt længere. Anders Garbom Bjørklund forklarede, at regeringen formelt har indskrevet tros- og livssynssamfundene som en del af landets beredskabsstrategi. Han beskrev, hvordan pandemien viste, at myndighederne ikke altid kan kommunikere effektivt til alle borgere. Først da religiøse lokale netværk blev inddraget, steg tilliden og tilslutningen til vaccination. “Tros- og livssynssamfunn har en infrastruktur av tillit,” sagde han. Denne infrastruktur består af mennesker, sprog, forankring, traditioner og et hverdagsfællesskab, som går dybere end myndigheders kommunikation ofte kan nå.
Hvor Danmark står – og hvorfor et skifte er nødvendigt
I Danmark er denne brede tilgang til beredskab endnu ikke slået igennem. Flere udvalgsmedlemmer gav under høringen udtryk for, at Danmark er et stort skridt efter sine nordiske naboer, både i politisk samtale og i praktisk samarbejde. Der er ingen faste strukturer for samarbejde med tros- og livssynssamfund, ingen fælles retningslinjer og ingen samlet vision for, hvordan disse fællesskaber kan bidrage til at styrke robustheden i et land, der står over for stigende globale risici.
Biskop Marianne Christiansen understregede i sin indledning, at tros- og livssynssamfund rummer noget, staten ikke kan levere: ritualer, trøst, fællesskab og åndelig omsorg – altså netop de elementer, mennesker søger i krisetider. “Når en krise indtræffer – og det gør den – vil mennesker søge mod de fællesskaber og ritualer, der giver trøst og mening,” sagde hun. Samtidig pegede hun på, at Nationalt Forum for Tros- og Livssynssamfund er skabt for at styrke samarbejde og sikre, at de religiøse og livssynsmæssige fællesskaber kan bidrage konstruktivt og koordineret.
Høringen afslørede, at Danmark står ved en skillevej. Enten fortsætter man med en snæver, teknisk forståelse af beredskab. Eller også træder man ind i en bredere, menneskecentreret model, hvor relationer, tillid, åndelig omsorg og lokale fællesskaber anerkendes som samfundskritiske ressourcer.
Kristian Cederval Lauta formulerede det måske mest præcist: “Et godt samfund i en krise er et godt samfund på en mandag.” Med andre ord: Hvis Danmark ønsker et stærkere beredskab, må vi bygge videre på de fællesskaber, der allerede binder samfundet sammen – herunder de tros- og livssynssamfund, der i hverdagen skaber mening og sammenhængskraft.